Erick Marciscano/Reuters/Ritzau Scanpix
I den seneste sæson af Succession lancerer det fiktive, Disney-agtige mediekonglomerat Waystar Royco et nyt koncept: Living+. Selvom det er lidt svært at få greb om, hvad karakteren Kendall Roy egentlig taler om, bliver Living+ bl.a. præsenteret som “krydstogtsskibsoplevelsen bragt til landjorden”. Eller sagt mere direkte bag kulissen: “en plan for at opmagasinere de ældre og holde dem fordrukne, mens vi suger alle deres penge ud af dem”. Der er tale om et dystopisk luksus-alternativ til plejehjemmet, hvor ældre i såkaldte “gated communities” vil blive stopfodret med Waystar Royco-underholdning 24 timer i døgnet. Det er som taget ud af et Black Mirror-afsnit. Og desværre er det også noget, Disney er ved at lave deres egen udgave af i virkeligheden.
Værdighed kan ikke nødvendigvis købes for penge. For ældre er der heller ingen garantier for, at man får den omsorg og pleje, man fortjener efter et langt liv. Særligt i USA er det ligefrem blevet et fænomen, at ældre laver en slags omvendt Living+ og dropper de eksorbitant dyre plejehjem til fordel for endeløse krydstogtskibsophold. Slet og ret fordi det kan være billigere, hvis man ellers medregner alle udgifter. Og som mediet CNBC eksempelvis skriver uden skyggen af ironi, er krydstogtskibe allerede vant til at tilbyde “mange af de essentielle elementer, ældre amerikanere har brug for at trives: planlagte aktiviteter, et fornuftigt niveau af sundhedspleje og et indbygget fællesskab af ligesindede rejsende”. Blandt de 28,5 mio. mennesker, der tog på krydstogt i 2018, var en tredjedel ifølge Cruise Lines International Association da også over 60 år gamle.
Er krydstogtskib-som-alternativt-plejehjem så udtryk for snusfornuft eller snarere en åndelig falliterklæring? Om ikke andet viser det vel, at vi lever i en sært menneskefjendsk, senkapitalistisk verden, hvor intet fungerer som forventet. Og uanset, hvad man så ellers tænker om krydstogtsskibes mareridtsagtige parallelunivers eller eksorbitante klimaaftryk, kan man vel dårligt fortænke de ældre i, at de hellere vil have en på opleveren – særligt hvis alternativet er at rådne op i et forsømt plejehelvede, de selv får lov at betale for.
I Københavns Kommune er man for nylig blevet enige om en principaftale for de næste to års budgetter, som alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet står bag. Som led i den principaftale vil man nu indføre et ny pilotprojekt, som de ældre ifølge beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken (V) godt kan glæde sig til: Velfærdsrejser. I et bizart ekko fra dengang, den skandaleramte Farum-borgmester Peter Brixtofte sendte pensionister på kommunalt betalte charterferier, vil Københavns Kommune simpelthen fragte de ældre til sangria og grisefest i Sydspanien – og det vel at mærke som en noget kreativ spareøvelse, der giver flere ubehagelige associationer til Living+ og krydstogtsfinten.
Til både Altinget og TV 2 fortæller Jens-Kristian Lütken begejstret, at man håber at kunne slå flere fluer med ét smæk ved taktisk at give ældre i kommunen en kærkommen ferie. Når den ældre borger er væk, vil det nemlig frigive tid i plejen herhjemme. Ja, hvis man regner lidt på det, er det næsten hip som hap, om de ældre får en uges ferie, eller en uge med hjemmepleje og madordninger. Det vil sige: Planen er endnu ikke helt gennemregnet, men Lütken forventer, at tingene går meget godt op. Og så får de særligt heldige ældre jo også noget øget livskvalitet med deres rejse.
For ja, “heldige” er vist et nøgleord. Til Altinget påpeger (betalingsmur) forsker hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) Heidi Hesselberg Lauritzen, at hun har lidt svært ved at se, “hvilke borgere der skal sendes afsted på charterferie”. For hvis argumentet er, at man skal vinde tid i den hjemlige pleje, forudsætter det vel også, at folk skal kunne sendes afsted uden en plejer. Og hvis det er tilfældet, kommer tilbuddet kun til at omfatte de i forvejen mest velfungerende borgere. Konklusionen er, at Jens-Kristian Lütken og kompagni sandsynligvis skal tilbage til tænkeboksen:
“Jeg ved godt, at vi beder kommunerne om at tænke kreativt i forhold til rekrutterings- og fastholdelsesudfordringerne, men jeg tror ikke, vi løser det ved, at vi sender de ældre på ferie og frigiver flere ressourcer på den måde. Jeg kan slet ikke se, hvordan den slutning kan laves.”
Selv uddyber Jens-Kristian Lütken over for TV 2, at de ældre skam ikke skal være alene på ferien, men at “der skal medarbejdere fra kommunen med”. Da journalisten fra TV 2 meget rigtigt påpeger, at det vel så ikke vil frigive mere tid hos personalet, lyder Lütkens svar, at “det ikke skal være én til én i antal medarbejdere, der skal med derned” – og at man jo også sparer lidt penge ved, at der “allerede er mad på hotellet”. Derudover giver han ikke noget for, at der af journalisten sættes spørgsmålstegn ved rejsernes CO2-udgifter:
“Skal de ældre så ikke have lov til at rejse, fordi man er bange for klimaet? Det synes jeg ikke er rimeligt. Det her er nogle mennesker, som er i deres livs efterår, og det drejer sig om at leve, mens man lever.”
Det sidste har Jens-Kristian Lütken så afgjort ret i: Man må leve mens man lever – alt andet er temmelig svært i praksis. Før det stikker helt af med sangriaen, er det dog vist også værd at overveje, hvad det egentlig er for nogle forhold, vi byder mennesker i ældreplejen herhjemme. Særligt hvis den største gave er at slippe for den. Ja, det er lige før, man bliver lidt søsyg. /David Dragsted