Nyhedsanalysen

Boykot banderne

Christianitter lukker idag selv Pusher street som følge af skyderier i Pusher street hvor to betjente og en civil blev ramt. Christiania, . (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)

Markedskræfter er stærkere end moral. Derfor vil der altid være et sortbørsmarked for bl.a. ulovlige rusmidler. I hvert fald så længe tilstrækkeligt mange kunder efterspørger varerne. Der findes ganske enkelt ikke eksempler på, at hverken forbud, brutale politimetoder eller sågar nabo-selvtægt har fjernet markedet for hverken alkohol, hash eller hårde stoffer – noget sted i verden. Derfor er der heller ingen grund til at tro, at morgenens happening-aktion på Christiania, hvor christianitterne selv har revet salgsboderne ned i Pusher Street, for alvor vil ændre på udbuddet og efterspørgslen på bl.a. hash, pot og skunk.

Tragedien med mordforsøget på to betjente og en polsk flaskesamler natten til torsdag har sat gang i en påtrængende, men fortsat fortvivlet debat. Over for så bestialske kræfter, som de hærdede gangsterbander desværre repræsenterer i gadebilledet i store dele af København, er der ingen grund til at være naiv. Absurd nok har pusherne langt flere ressourcer til rådighed end Københavns Politi.

Så snart tilstrækkeligt mange kunder kommer ind på fristaden for at købe de bløde rusmidler, vil pusherne igen stå klar med tilbud. Og hvem skal dog kunne stille sig i vejen for bevæbnede gangstere? Børn, ældre, naboer og forældre tør næppe risikere deres liv. Med god grund. Omsætningen af hash på Christiania udgør over en mia. kr. årligt, kr. 1.000.000.000,-, eller små tre millioner kroner om dagen, sort lige ned i lommen. Ingen ved deres fulde fem kan tro, at de kriminelle og bevæbnede bandenetværk vil opgive en så lukrativ forretning.

Foreløbigt tyder intet på, at hverken rockerbanden Hell’s Angels, som kontrollerer en del af ‘Gaden’ (som Pusher Street kaldes lokalt), og de andre bander, ofte af etnisk eller geografisk tilsnit, vil bøje af over for politiet eller christianitterne. Moralisering ændrer næppe verdens gang.

Politiets forsøg på at stresse pusherne med overvågning og anholdelser har heller ikke givet positive resultater, kun forrået miljøet. Tankevækkende nok har politiets årelange indsats ikke engang påvirket salgspriserne nævneværdigt, for der er altid nogle nye unge mænd, der er villige til at risikere fængelsstraf for at kunne tjene tusindvis af sorte penge, dagligt.

Det er pengene, som tæller: At ramme banderne på deres indtjening virker derfor til at være det absolut eneste effektive instrument. Og mest effektivt ville det være at legalisere hashhandel under kontrollede former, som det kendes fra f.eks. Amsterdam. Men dét er og bliver der næppe flertal for her i Danmark. Selv om en lang række lande i de senere år har legaliseret cannabis, med flere amerikanske bonde-delstater i spidsen, tyder intet på, at der vil kunne opnås flertal for en mere helhedsorienteret rusmiddelpolitik i Folketinget. Socialdemokraternes top er indædt imod, skønt bl.a. Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen er for.

Givet at politiet ikke er i stand til stoppe eller bare begrænse hashhandlen, og  politikerne ikke vil følge i andre landes fodspor og legalisere bløde rusmidler, har beboerne på Christiania – som siden 2014 har ejet området selv – ikke mange muligheder. Opfordringen fra christianitterne om, at folk nu skal begynde at boykotte den åbne hashhandel på de ca. 150 meter ved indgangen til Christiania ud mod Prinsessegade – som reelt kun udgør en forsvindende lille del af de 34 hektar – virker under de givne vilkår til at være det bedste bud på en vej fremad.

Boykot af banderne er i hvert fald mindre naivt end forslagene om øget politipatruljering. Erfaringerne viser, at salget kun skubbes ud i andre kvarterer, og ikke mindst i skolegårde og andre steder, hvor kunderne er klar med kontanter. Eneste vej frem er at forfølge pengene: Gangsterbanderne skal udsultes. De bevæbnede karteller skal rammes hårdt på pengepungen. Heldigvis virker det til, at christianitterne er vågnet: Dagens nedrivning af Pusher Street og opfordringen til boykot af gangster-banderne er på en tragisk baggrund noget af det mest opløftende, der er sket i kampen mod organiseret kriminalitet i lang tid.

Men underverdenen vil næppe forsvinde. Milliarder er stærkere end moral.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12