Kære læser

Pas på souffléen

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er altid sjovt at se, hvordan økonomien bliver forsøgt forklaret gennem forskellige metaforer. For hvordan får man indrammet noget, der på én og samme tid er så uigennemsigtig og abstrakt, men alligevel afgørende for vores dagligdag? Og hvordan får økonomer skygget over, at de heller ikke altid ved, hvad der foregår?

På film er det ofte noget med at skildre kaosset på aktiebørsen, hvor folk råber “køb” i munden på hinanden, som gjaldt det liv og død – og det upåagtet, at virkelighedens Wall Street er anderledes automatiseret. Andre steder tales der om markedet som en lunefuld helligdom, der altid ved bedst. Og ja, i Avisen Danmark har cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank nu været i køkkenet for at hente et billede, alle vel kan forstå: At økonomien er som en sart soufflé, der skal have en tur i “rente-ovnen” uden at falde sammen.

Det er ikke nemt at bage, når man samtidig skal bakse med renter og inflation. Faktisk er det et glimrende eksempel på, at økonomi ikke er nogen eksakt videnskab. Af samme grund er det godt set med souffléen: Med den som rygdækning kan man spå om næsten hvad som helst, uden at komme galt af sted. Alle ved jo, at en soufflé alligevel kan falde sammen for et godt ord. Derfor er cheføkonomen heller ikke bleg for at sige ting såsom, at “det er for tidligt at erklære, at vi har klaret os uden om krisen”, og at “[d]er bliver lidt flere arbejdsløse, men ikke flere, end vi er vant til”. Hvordan det sidste overhovedet skal forstås, skal vi vist have fat i en kogebog for at tyde.

Hos The New York Times er man også begyndt at lege med både ingredienser og temperaturer. Modsat Las Olsen er man dog anderledes ublu omkring, at souffléen allerede er kollapset. Under overskriften ‘Hvorfor det ser ud til at alt, vi vidste om den globale økonomi, ikke længere er sandt’ havde avisen søndag som forsidehistorie, at alt er gået galt. Lidt ud af det blå opridser korrespondent i global økonomi Patricia Cohen, hvordan coronapandemien og krigen i Ukraine har ødelagt troen på den endeløse vækst og på 90’ernes økonomiske jubeloptimisme. Uligheden er steget, markedet har ikke kunnet stoppe klimaforandringerne. Globaliseringen har kort sagt spillet fallit, og det er ikke til at sige, hvad der nu vil ske.

Det mærkelige ved artiklen er sådan set ikke dens defaitisme. Nej, det er snarere, at den egentlig bare siger det, kapitalismekritiske tænkere har råbt højt om i årtier – men uden at der direkte peges på typiske forklaringer som dereguleringen af de finansielle markeder eller de neoliberale sparepolitikker, som bl.a. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) har udbredt. Der er ikke meget at sige til, at bagningen slår fejl, hvis opskriften har været forkert. Men helt så langt tør The New York Times ikke gå i sine konklusioner. Det gør til gengæld statsminister Mette Frederiksen (S), der i anledning af et Afrika-visit sammen med Hollands ministerpræsident Mark Rutte fortæller (betalingsmur) til Politiken, at “en reform af Verdensbanken og IMF er helt afgørende”.

Kort sagt skal lande i det såkaldte globale syd ifølge Frederiksen have hjælp til deres gæld, ligesom vi skal indse, at vi lever i en ny verden, hvor globale alliancer og ligeværdige partnerskaber er nødvendige. Måderne, vi hidtil har gjort tingene på, fungerer nemlig ikke længere – hvorfor det er tid til at gentænke vores relation til lande i både Afrika, Asien og Latinamerika: “Jeg tror på, at jo tættere samarbejde, vi har med andre – som europæere eller som danskere, hvad udgangspunkt vi nu vil tage – jo bedre forudsætninger har vi jo også for gensidigt at præge hinanden.”

Meget tyder på, at Mette Frederiksen har helt ret i sin analyse. Så meget desto mere opsigtsvækkende er det dog også, at statsministerens pludselige globale udsyn synes at clashe med den nationalromantisme, Socialdemokratiet så gerne vil udbrede. For nylig kunne man eksempelvis høre integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) sige i en diskussion om folkeskolerne på 24syv, at “[d]en kultur, som der er i mange lande i Nordafrika og Mellemøsten, passer ikke særlig godt ind. Folk er flygtet fra nogle lande, som ikke fungerer godt, og så giver det jo ikke mening at tage det med her til.” Hvordan rimer det nu på åbenhed og ligeværdige partnerskaber? Og er det overhovedet den samme kage, de ideologiske kokke i partiet er ved at bage? /David Dragsted 

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12