Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Ikke for at starte på en kedelig note, men d. 15. maj 2014 underskrev formanden for Europa-Parlamentet Martin Schultz og formanden for Det Europæiske Råd Dimitris Kourkoulas (begge daværende) et supervigtigt EU-direktiv, Nr. 656/2014.
Direktivet er en fastlæggelse af “regler for overvågning af de ydre søgrænser i forbindelse med operationelt samarbejde” – koordineret af EU’s medlemsstater og Frontex, den europæiske grænse- og kystvagt. Kriterierne for, hvornår Frontex og EU-landenes søfartsmyndigheder skal gå ind og redde et skib i nød, formuleres i et par sætninger, som gør det svært at være i tvivl. Lettere omskrevet: Er skibet sødygtigt, og er der tvivl om, at det kan nå sit endelige bestemmelsessted? Hvor mange mennesker er der om bord i forhold til skibets type og tilstand? Er der brændstof, vand og mad nok til, at skibet kan nå kysten? Har skibet en kvalificeret besætning? Er der folk om bord, som har akut brug for lægehjælp? Er der gravide og børn?
Som The New York Times er inde på i dagens avis (blød betalingsmur), kan disse formuleringer næsten læses som en beskrivelse af det dybt tragiske forlis, der fandt sted på Middelhavet ud for Grækenlands kyst i sidste uge. Det menes, at der var mellem 750 og 800 mennesker på en båd med plads til maksimum 350, og at menneskesmuglerne, som stod for den ulykkesvangre entreprise, havde taget tre mio. pakistanske rupees (omkring 70.000 kr.) pr. person. Kun lidt over 100 personer overlevede skibbruddet, som er et de værste i Grækenlands historie.
Hvis man har haft nerver til at følge med i dækningen af ulykken, ved man, at båden sank lige foran et skib fra den græske kystvagt. Kystvagten undlod i første omgang at intervenere, fordi menneskesmuglerne på båden sagde nej tak. Den græske kystvagts talsperson, en mand ved navn Nikos Alexiou, der lyder som en kæmpe klovn, har udtalt, at det ville have været katastrofalt at stoppe båden “med vold”, eftersom det kunne have fremprovokeret en “maritim ulykke”. Og videre: “I internationalt farvand kan man ikke gribe ind over for en båd, der ikke er i gang med at smugle eller en anden form for kriminalitet.”
Det er til at blive rasende over. For det første var båden i græsk farvand og for det andet: Hvis ikke det er en forbrydelse at overlæsse en båd med mennesker og børn for ussel mammon, hvad er det så?
Ulækker kriseretorik
Men vi kan jo ikke have dem, vel? Europa kan ikke tage alle de flygtninge. Det burde de vide – ser de ikke tv? – og fortsætte med at leve deres liv der, hvor de nu tilfældigvis er født. Europa står i en flygtningekrise, det må de da respektere? Nej! I en kronik i Berlingske (betalingsmur) skriver Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Charlotte Slente det, som det er: “Der er ingen flygtningekrise.” Den såkaldte flygtningekrise er politikerskabt. Politikerne siger det, som deres angste og fremmedfjendske vælgere gerne vil høre – at vi bliver oversvømmet af flygtninge, at vi må omkranse EU med høje mure og pigtråd for at holde det stigende antal flygtninge ude.
Det er mange regeringer i EU’s retorik, det er den danske regerings retorik, det er Socialdemokratiets retorik. Som integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) udtalte til TV 2 for nylig: “Vi er ved at nærme os de tal fra 2015, som jo i rigtig mange europæiske lande var et meget skidt år, hvor der kom alt for mange i forhold til, hvad vi kan håndtere som samfund.”
Charlotte Slente medgiver i sin kronik, at antallet stiger, “men det er ikke en krise. Det er ikke noget, vi ikke kan klare,” skriver hun. Ifølge offentligt tilgængelige tal registrerede EU i hele 2022 godt 300.000 såkaldt irregulære krydsninger ved EU’s ydre grænser. Selv om tallet formentlig bliver højere i år, er det, som Slente skriver, “helt usandsynligt, at antallet kommer bare i nærheden af 2015-niveauet”, hvor EU registrerede langt over 1,5 mio. grænsekrydsninger.
En af de myter, vi efterhånden har hørt så mange gange, at det er svært ikke at tro på den, er, at vores samfund vil bryde sammen under vægten af flygtninge, hvis ikke “tilstrømningen” stopper. Det er et utroligt ulækkert ord, som den danske regering heller ikke holder sig for god til at bruge.
Charlotte Slente minder om, at selv om der måske vil være tale om en million asylansøgere i EU i år, så er det altså på et kontinent med en halv milliard indbyggere, som oven i hatten oplever vigende befolkningstilvækst. “Til sammenligning har vi lige håndteret otte millioner ukrainske krigsflygtninge – i øvrigt med åbne arme og ret få mislyde.”
Forfatteren Carsten Jensen har ret, når han i sin debatbog Kældermennesker fra 2018 skriver: “Selv om vi ikke kan frelse alle, kan vi altid frelse nogen, og vi kan frelse mange flere, end vi gør. Vi kan også lære os selv og hinanden at tale om flygtninge i andre vendinger, ikke i statistikkens reducerende jargon, ikke i embedsmændenes bureaukratiske omskrivninger af tragedier til uforståeligt volapyk, ikke i mediers og politikeres bagatellisering af traumer, der ville have sendt en gennemsnitsdansker på livsvarig invalidepension.”
Og videre: “Vi bør tale om og til flygtninge som de fuldgyldige mennesker, de er, der kommer med erfaringer, vi end ikke kan gøre os forestillinger om, og som vi derfor har pligt til at lytte til, hvis vi ikke vil gøre vold på vores egen menneskelighed. Når vi siger ja til en flygtning, er det også os selv som mennesker med ansvar, indlevelse og medfølelse, vi siger ja til.” /Oliver Stilling