De, der vil grave havet op

I begyndelsen af foråret skete der noget ekstraordinært. Her besluttede FN, at havet og biodiversiteten skal beskyttes under aftalen The High Seas Treaty. Ifølge FN’s Havretskonvention, som aftalen hører ind under, skal en tredjedel af det internationale farvand faktisk beskyttes imod menneskeskabt forurening som storfiskere og shippingruter. Aftalen har været næsten 20 år undervejs og kom på plads efter 38 timers intens debat i FN’s hovedkvarter i New York, inden den officielt blev vedtaget mandag d. 19. juni.

Det er første gang, siden Havretskonventionen (UNCLOS) blev indgået i 1982, at man internationalt har kunnet blive enige om, hvordan vi skal beskytte havet. Problemet er bare, at det selv med den nye aftale kommer det til at tage tid, før den kan bruges i praksis. Lige nu er tiden knap.

Langt ude for den mexicanske kyst, i internationalt farvand, finder man Clarion-Clipperton-zonen. Man finder den ikke, den finder nærmere dig: Hele området er omkring 4,5 mio. kvadratkilometer, svarende hele EU. Det tager fire hele dage bare at sejle derud.

Området er administreret af Den Internationale Havbundsmyndighed, der består af 167 medlemslande, inklusiv Danmark, og har sit hovedkontor i Kingston, Jamaica. Havbundsmyndigheden overser udvinding af mineraler i de områder, der betegnes som værende “hele menneskehedens fælles arv”. Og så skal de sørge for at beskytte havbundens økosystem. Men hvordan gør man lige det, når man samtidig har godkendt 31 kontrakter om at at udforske havbundsminedrift?

Om to uger står Den Internationale Havbundsmyndighed til at skulle tage en vigtig beslutning. Når Havbundsmyndigheden mødes den 9. juli forventes det, at den lille østat Nauru med minedriftsfirmaet The Metals Company i ryggen vil indsende en ansøgning om udvinding af mineraler på havbunden. Og når ansøgningen lander, skal de kunne give et svar.

Et slaraffenland af mineraler

Havbundsminedrift har længe været et horn i siden på både Havbundsmyndigheden og klimaaktivister verden over. Der argumenteres heftigt for og imod det nye haveventyr:

På den ene side går den grønne omstilling for langsomt. Vi ved, at vi er nødt til at sætte tempoet markant op, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at have en klode at passe på. Det betyder, at vi bliver nødt til at droppe fossile brændstoffer til fordel for grøn energi. Men grøn energi og el har brug for batterier for at kunne holde på strømmen. Og batterier skal bruge mineraler, og mineraler skal man grave efter.

Man har længe vidst, at havbunden er et slaraffenland af mineraler – kobber, lithium, titan og sjældne jordarter – hvorfor havbundsminedrift længe har været på tale. Det stod allerede klart, da man indgik Havretskonventionen i 1982. Derudover er havbundsminedrift også væsentligt mere humant end landjordsminedrift, argumenterer de afventende minefirmaer. I den anden ende af spektret råber forskere verden over op om, at den manglende viden på området kan have fatale konsekvenser.

En af de forskere er tyske Julia Otte. Hendes allerførste forskerekspedition var til Clarion-Clipperton-området i 2019. Otte var en del af et forskerhold, der specialiserede sig i dybhavsminedriftens konsekvenser på havmiljøet, hvorfor hun måtte ned mod havbunden for at undersøge de små manganknolde, det hele handler om.

Havets kartofler

Manganknoldene vokser langsomt, omtrent to millimeter i løbet af én million år. De ligger spredt ud over havbunden og har ligget der i så mange år, at de efterhånden er på størrelse med kartofler. Det er et batteri i en sten, har ejeren af The Metals Company Gerard Barron på et tidspunkt kaldt knoldende, der er propfulde af kobber, kobalt og nikkel. Faktisk er de omkring 6.000 gange mere potente, end hvad vi finder på landjorden. Men udover at være en potentiel guldgrube for en ny generation af oliemagnater, er de også en vital del af det meget sensitive havbundsmiljø.

“Forestil dig en kartoffelmark. Det er omtrent samme størrelse. Og så placerer du et 20 tons stort maskineri, der fungerer som en støvsuger og suger dem op. Det vil forstyrre miljøet enormt. Der er meget støj og meget lys. Alt imens trykket fra de tunge maskiner presser de skrøbelige lag af sedimenter ned,” siger Otte over en Zoom-forbindelse, da Føljeton taler med hende i marts. Gennem samtalen bliver Otte ved med at understrege, at vi nærmest intet ved om livet på havbunden. 95 pct. er havet er uudforsket, siger hun: “Så hvorfor vil vi ødelægge noget, vi ikke ved, hvad er?”

Clarion-Clipperton-zonen er tidligere blevet kaldt et ørkenlandskab, hvorfor ideen om at påbegynde minedrift i fire kilometers dybde har været set som et nyt olieeventyr – bare uden konsekvenser. Men havbunden er ikke en ørken, og blot et par måneder senere fik vi lidt mere at vide om livet dernede, da videooptagelser viste, at der er opdaget 5.000 hidtil ukendte arter i Clarion Clipperton-området: En søagurk på ca. 60 cm., der kaldes et gummiegern, en glaslignende svamp og en slags dyr, der ligner en bordtennisbold sat på en pind. Det er bare nogle af de dybhavsskabninger, hvis økosystem – og de økosystemer og fødekæder, de er en essentiel del af – der risikerer at blive jævnet med jorden.

Fremtidens minedrift

Det vil være store minefartøjer, der skal køre rundt nede på havbunden og støvsuge manganknoldene. ­­The Metals Company har hyret danske Bjarke Ingels Group til at agere designer for fremtidens minedrift. Ifølge The Metals Company tager teknologien hensyn til det følsomme miljø ved at manganknoldende forsigtigt vil blive samlet op af robotarme. Derudover er den designet til at være så let som muligt, så den forstyrrer havbunden mindst muligt på det område på 1,5 gange Danmarks størrelse, som de skal pløje.

Julia Otte kan dog ikke se, hvordan det skal kunne undgås, at man forstyrrer havbunden. Hun nævner i flæng forskellige undersøgelser, der er blevet foretaget for at vurdere konsekvenserne af mineaktviteterne. Men understreger også, at viden om konsekvenserne af dybhavsminedrift er sparsom og på nuværende tidspunkt stadig består af småskalastudier.

For 27 år siden lavede man eksempelvis et mindre studie, hvor der blev indsamlet nogle af manganknoldene. Forskerne genbesøgte stedet omkring 25 år efter og fandt, at 50 pct. af væksten af mikroorganismer stadig led skade. “Man kan ikke estimere på et globalt plan,” siger Otte: “Det her var bare et lille eksperiment, men det er også problemet. Det er alt, vi har.”

Der mangler viden om, hvordan det vil påvirke havbunden og havmiljøet at begynde at grave havbunden op. Videoer kan dog vise, at havbunden stadig er ødelagt efter ekspeditioner foretaget for over 37 år siden. Derfor har flere lande udtrykt et ønske om, at projektet sættes på pause. New Zealand og en alliance af stillehavsnationer ønsker et moratorium – et midlertidig forbud. Blandt andre Tyskland, Spanien, Chile og Ecuador vil have, at projektet sætter på pause på ubestemt tid, mens Frankrig vil have hele foretagendet forbudt.

De få studier, der findes på nuværende tidspunkt, fortæller nemlig en lidt anden historie end minedriftsselskabernes. En undersøgelse fra 2022 kunne vise, at 58 pct. af affaldet på havbunden var tilknyttet forskeres research-fartøjer, hvilket peger på, at oprydning fra selv mindre ekspeditioner allerede er et problem. Og så er der manganknoldene, der ikke kan genskabes.

Det Kongelige Nederlandske Institut for Havforskning (NIOZ) igangsatte i 2019 et forsøg, hvor de nedsatte kunstige manganknolde i keramik for at se, om det var muligt at restaurere miljøet, efter de ægte knolde forsvinder. Efter to år var der ingen forskel. Det er umiddelbart minedriftsselskabernes løsning, fortæller Otte. Ligesom man gør med at plante nye træer, når de gamle fældes – bare på havbunden.

Mangel på sans og samling

Omstændighederne for Havbundsmyndighedens kommende beslutning er noget kringlet. Det er ikke bare et spørgsmål om for eller imod. For to år siden gjorde Nauru og The Metals Company brug af en særlig foranstaltning, der lød på, at minedriften kan begynde, hvis ikke Den Internationale Havbundsmyndighed inden for to år havde formået at udforme et endelig sæt regler for dybhavsminedrift. Nu er de to år snart gået. 

Selvom den nye High Seas Treaty er ualmindelig godt nyt for havet, har den ikke nogen direkte indvirkning på, om minedriften bliver gennemtrumfet. Det er kun Havbundsmyndigheden, der kan beslutte det. Selvom der er kommet en større international bevågenhed om de potentielle konsekvenser af dybhavsminedrift, tager det ualmindelig lang tid at få stemt bare små ændringer igennem på tværs af verdens lande. Det tog eksempelvis 12 år, før Havretskonvention fra 1982 blev ratificeret af samtlige lande.

“Den nye traktat kan fra vores synspunkt, eller i det mindste fra mit, udøve politisk pres på Havbundsmyndigheden gennem dets medlemslande,” vurderer Matthew Gianni, medstifter af ngo’en Deep Sea Conservation Coalition, da Føljeton fanger ham på telefonen i marts. Han var selv i New York, da traktaten blev vedtaget i februar. Gianni har brugt størstedelen af sit liv på vandet: Først som erhvervsfisker i slut 80’erne og 90’erne, sidenhen i Greenpeace for dernæst at medstifte organisationen Deep Sea Conservation Coalition i 2004, som nu har siddet med bordet i de sidste 10 år, når Havbundsmyndigheden forhandler.

“Vores største bekymring er, at det som følge af den nuværende struktur vil være stort set umuligt for Havbundsmyndigheden at sige nej til andre lande, som ønsker minelicenser, hvis først de begynder at godkende, og de første virksomheder og lande begynder at tjene penge på det.”

Generelt understreger Matt Gianni, at problemet er manglen på ordentlig juridisk infrastruktur. For som han siger, er der ingen chance for, at Havbundsmyndigheden når at få et regelsæt vedtaget, inden de skal tage stilling. Da vi tales ved igen i slutningen af april, har Havbundsmyndigheden netop holdt sit sidste møde, inden de skal mødes igen om to uger, d. 9. juli. Reglerne er stadig ikke i nærheden af at blive udformet, men alligevel er Gianni lidt mere positivt stemt:

“Det ser måske ikke sådan ud udefra, men debatten er ret intens på Jamaica. Det her er uden tvivl de mest intense forhandlinger, der har fundet sted, siden jeg begyndte at tage til møder i Havbundsmyndigheden i 2014. Hvis jeg var en type, der oddsede, ville jeg måske sige, at den hælder 50-50, måske med en fordel til et moratorium. Det politiske pres vokser og går i den retning.”

Uden for dansk farvand

Efter mødet i juli skal samtlige medlemmer af Den Internationale Havbundsmyndighed mødes. Det tæller også Danmark, der – i lyset af andre EU-landes engagement og udtalelser om dybhavsminedrift – har forholdt sig overraskende tavs om projektet.

Det er faktisk mere reglen end undtagelsen, siger kampagne- og programchef Sune Scheller fra Greenpeace Danmark. Det er ngo’ens erfaring, at kortene bliver holdt tæt ind til kroppen, når det kommer til spørgsmål om internationalt farvand og hele kongeriget Danmarks farvand. Scheller oplyser, at Greenpeace søgte om aktindsigt i forbindelse FN-traktaten i februar for at få en indikation på, hvad den danske regerings holdning er, men uden held. Den blev afvist med henvisning til internationale interesser. Så endnu en gang må den danske holdning til internationalt farvand ligge hen i det skjulte.

Da Enhedslistens Peder Hvelplund (Ø) spurgte daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i november sidste år, var positionen også, at der “ingen” position var. Men udenrigspolitisk er der kommet et større pres for at sagtne processen. Frankrigs Emmanuel Macron har højt og tydeligt efterspurgt et internationalt forbud. Det stigende pres, som Matt Gianni også kunne mærke, har muligvis givet flere firmaer, der tidligere har støttet fremtidens minedrift, kolde fødder.

En af dem er AP Møller-Mærsk-firmaet Mærsk Supply Service, der siden 2017 har været en større investor i The Metals Company og desuden skulle have leveret shipping-udstyr til ekspeditionerne. Men troen på projektet må være falmet sammen med The Metal Companys aktiekurs, der har taget et dyk på 90 pct. siden 2021: I maj begyndte Mærsk at sælge ud af deres aktier. Intentionen er, at virksomheden skal helt ud af foretagendet, skriver de i en skriftlig henvendelse til Føljeton.

Det sker, efter den hidtil største investor i dybhavsminedrift, den amerikanske flyfabrikant Lockheed Martin, videresolgte sit datterselskab UK Seabed Resources til et norsk firma, og dermed forlod dybhavsminedriftseventyret fuldstændig tilbage i marts måned. Og da Føljeton i juni kontakter Bjarke Ingels Group svarer de kortfattet, at samarbejdet med The Metals Company sluttede for tre år siden, efter BIG havde tegnet et koncept til projektet. Om de skal involveres yderligere i tilfælde af, at projektet bliver godkendt, afviser de at kommentere. /Astrid Plum

Udenrigsministeriet har i dag onsdag 21. juni oplyst til Føljeton, at de er opmærksomme på projektet, men fastholder, at man endnu ikke har en officiel holdning til dybhavsminedrift eller et potentielt forbud.