Den nye krig, som Frankrigs præsident François Hollande erklærede efter terrorattentaterne i Paris fredag aften, og som blandt andet avisen Le Parisien bragte videre på forsiden i weekenden (»Denne gang er det krig«), er ikke så ny endda. Den har stået på i næsten 100 år – i hvert fald ifølge ISIS-krigerne. Afstanden mellem det officielle Frankrig og de delvist hjemmegroede gerningsmænds eget verdensbillede er afgrundsdyb.
De unge attentatmænd råbte ifølge vidnerne flere gange, at angrebene var en hævn for Frankrigs luftkrig i Syrien og Irak. Det er endnu ikke bekræftet, at de var udsendt af ISIS eller blot inspireret af bevægelsens opfordringer til at handle på egen hånd. Men kontrasten er slående.
Opfattelsen af en langtrukken hundredårskrig, som ISIS promoverer, er ikke unik i Mellemøsten. Når det gælder synet på konfliktens historiske rødder, deler store dele af befolkningerne i Mellemøsten verdensbillede med ISIS.
ISIS som eneste udvej
Denne udbredte fortælling bør danskerne kende til, hvis de vil nærme sig en løsning – ikke kun af konflikterne i Mellemøsten, men også bremse radikaliseringen af unge af mellemøstlig herkomst i danske byer.
Der er to påtrængende spørgsmål: Hvordan kan ISIS stoppes i Mellemøsten? Og hvordan kan rekrutteringen af nye medlemmer i Europa standses? Spørgsmålene hænger nøje sammen, selv om det som udgangspunkt er to vidt forskellige historier, der umiddelbart ikke lader til at være forbundne.
Lad os først tage sporet i Mellemøsten. Borgerkrigene i Syrien og Irak er vokset sammen og er blevet til et problem af så voldsomme dimensioner, at antallet af desperate flygtninge fra især Syrien, der forsøger at undslippe det blodige kaos, har vokset sig historisk stort.
I både Irak og Syrien er dele af den sunni-muslimske befolkning trængt så meget op i et hjørne, at de er begyndt at opfatte ISIS som et mindre onde end landenes regimer. Befolkningerne vælger ISIS af mangel på bedre.
Marginaliserede unge
Dernæst har vi det europæiske spor. Det handler primært om unge muslimer, der føler sig fremmedgjorte og marginaliserede. Derfor søger de ind i en modkultur, der tilbyder dem fællesskab, sammenhold og – vigtigst af alt – en fortælling, hvor de er noget andet og bedre end det, som de føler, at det etablerede samfund opfatter dem som.
ISIS formår at skabe sammenhængen mellem de to aktuelle problemstillinger i den fortælling, som de præsenterer for deres publikum, uanset om det publikum er mellemøstligt eller europæisk. Fortællingen handler om et Mellemøsten, der er blevet bekriget, koloniseret og opdelt på kryds og tværs i det 19. og 20. århundrede – og derefter her i det 21. århundrede bekriget og koloniseret på ny.
For mange danskere (og andre vesterlændinge) begynder det vestlige militære engagement i Mellemøsten og omegn først efter 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center.
Sykes-Picot-aftalen
For de fleste arabere begynder fortællingen derimod flere årtier og generationer tidligere – i 1916. Det var året, hvor Storbritannien og Frankrig indgik Sykes-Picot-aftalen efter deres sejr over det Osmanniske Imperium under Første Verdenskrig.
Sykes-Picot-aftalen bliver fundamentet for koloniseringen og opdelingen af Osmannerriget i mindre stater som f.eks Syrien, Irak, Libanon, som derfor først opstår i det 20. århundrede. Under kolonitiden er der opstande i flere af landene, og befolkningen forsøger at kæmpe sig til uafhængighed. En af de mest voldsomme borgekrige foregår i Algeriet, som blev besat af Frankrig langt tidligere end Sykes-Picot-aftalen, nemlig i 1830.
Krigen i Algeriet foregår fra 1954 til 1962 og koster mere end halvanden millioner mennesker livet. Mange af de unge, der i dag bor i de franske forstæder, hvor grupper som ISIS og al-Qaeda har haft succes med at rekruttere, er af algerisk afstamning.
Despoterne får magten
I 1920 er der også et oprør i Irak, som er vendt mod det britiske kolonistyre. Briterne nedkæmper oprørerne og op imod 10.000 irakere dræbt. Da araberne efter flere års besættelse og i enkelte tilfælde efter gentagne blodige oprør får selvstændighed, bliver magten i alle landene overdraget til despoter, som befolkningerne må affinde sig med at leve under.
I 1948 bliver Palæstina til som en britisk koloni delt op i to stater. Den ene er jødisk. Efter krigen i 1967 bliver hele området overtaget af den nyopståede jødiske stat Israel, som endda får kontrollen over muslimerne tredjehelligste by, Jerusalem. Fra 1960’erne begynder USA langsomt at overtage franskmændenes og briternes indflydelsesrige rolle i Mellemøsten og samtidig støtte Israel med massive økonomiske og militære midler.
De seneste krige i Afghanistan og Irak stadfæster for store dele af befolkningerne i de pågældende og omkringliggende lande, at Vesten endnu en gang kommer for stjæle deres ressourcer.
Et større morads
De gentagne ydmygelser af den arabisk-muslimske verden forsøger ISIS nu i sin selvforståelse at råde bod på. En af de mest symbolske handlinger under den nuværende konflikt var, da en af deres rekrutter, en chilensk konvertit, stod ved den syrisk-irakiske grænse og erklærede, at Sykes Picot-aftalen var død. Nu ville den muslimske verden blive forenet under ISIS’ banner og genvinde tidligere tiders storhed.
Til spørgsmålet om, hvordan ISIS kan besejres, er det mest indlysende svar, at man skal undgå at gentage den strategi, som vestlige koalitioner førte i Afghanistan og derefter i Irak op gennem 00’erne og ind i 2010’erne. Begge steder overtrumfede troen på en militær sejr alle andre alternative løsninger på konflikterne. Da USA ingen af stederne formåede at udradere oprørerne, blev ansvaret for sikkerheden i stedet overdraget til henholdsvis den irakiske og den afghanske regering. Nu er begge lande, især Irak, rodet ind i et endnu større morads, end da amerikanerne var der.
Sunniernes rolle
Også i Syrien og altså i Irak – særligt i perioden efter at amerikanerne trak deres tropper ud af landet – har marginaliseringen af sunni-muslimer ført til revolutioner og borgerkrig, som kun har forværret levevilkårene i og forstærket risikoen for terror rettet mod vestlige lande.
Det virker oplagt at forsøge at gå en anden vej og søge mod langsigtede løsninger, hvor man satser aktivt på at inddrage de befolkninger, som i dag føler sig marginaliserede, i magtstrukturerne i deres hjemlande.
Grobunden for støtten til IS i Irak kan kun fjernes ved at inkludere de sunni-muslimske irakere det politiske system, så de føler sig hørt og vinder indflydelse i deres eget land. I Syrien handler det om at sætte en stopper for det blodbad, som Assad-regimet har det primære ansvar for.
Det vestlige hykleri
Fortællingen om Vestens erobring og underkuelse af de muslimske befolkninger er en historie, som bliver fortalt især til unge mænd af mellemøstlig herkomst i vestlige lande. Selv om Danmark ikke har været en kolonimagt i Mellemøsten, opfattes Danmark – med kombinationen af en pro-israelsk politik og engagementet i Afghanistan og Irak – som en del af den vestlige koalition.
Ofte hævdes det, at den vestlige livsstil og de frie værdier skulle være en torn i øjet på grupper som ISIS eller al-Qaeda. Men hvis det var tilfældet, ville sydamerikanske lande også være terrormål eller genstand for kritik på samme niveau som de europæiske lande. Det handler snarere om opfattelsen af en dobbeltmoralsk politik i Mellemøsten, hvor vestlige lande både ser igennem fingre med den israelske besættelse af Palæstina og nærer gode relationer til diktaturstater som for eksempel Saudi-Arabien.
Hykleriet gør det lettere for IS at overbevise potentielle proselytter om, at menneskerettigheder og internationale normer kun er vigtige, hvis der ikke er olie og andre interesser på spil.
Langsigtede løsninger
Ansvaret for at håndtere mulige forestående terrorangreb mod Danmark og resten af Europa ligger selvfølgelig hos efterretningstjenesterne. Men de langsigtede løsninger er endnu mere vitale, hvis fødekæden til de ekstreme miljøer skal destrueres.
Årsagerne til at unge, især med minoritetsbaggrund, søger mod ekstremistiske grupper som ISIS er mangeartede. Men faktorer som fremmedgørelse og marginalisering er temaer, der ofte dukker op, når terroristers profiler kortlægges.
Flere af dem fra Danmark, der har tilsluttet sig ISIS, har været sårbare, ofte fordi de har psykiske problemer og derfor ikke er mentalt stærke nok til at stå imod de mennesker, som har rekrutteret dem. Løfterne handler om at blive en del af et fællesskab og frem for at føle sig som andenrangsborgere pludselig at blive forvandlet til en slags ’supermennesker’, der er udvalgt af Gud til at lede resten af menneskeheden.
For en person uden arbejde med enten sociale, psykiske eller økonomiske problemer er det et tillokkende tilbud.
Ud af småkriminalitet
For mange tidligere bandemedlemmer fremstår ISIS som en attraktiv mulighed for at slippe ud og råde bod på deres gerninger i et miljø, hvor de fortsat kan bruge vold, som de kender så godt, og tilmed få en højere status i omgangskredsen. For kriminelle kan valget stå mellem at risikere at dø i en bandekonflikt, der handler med stoffer, eller at dø i en retfærdig krig, hvor man kæmper for sine muslimske brødre og søstre.
At være en marginaliseret muslim i et europæisk samfund opfattes af mange af de unge rekrutter næsten som det samme som at være en marginaliseret og undertrykt sunni-muslim i Irak eller Syrien – i et globalt univers, hvor muslimer generelt er en slags andenrangsborgere.
De to fortællinger komplementer hinanden på bedste vis og bekræfter unge fra Vesten i, at der er en stor sammensværgelse mod muslimer uanset, om de bor i Mellemøsten, Sydøstasien eller Europa.
Svulstig retorik
Frankrigs umiddelbare reaktion på angrebet var i går at bombe Raqqa, ISIS’ vigtigste by i Syrien. Ifølge franskmændene brugte de amerikanske efterretningsoplysninger til at spore sig ind på blandt andet en kommandocentral og en træningslejr, som de bombede. Det store spørgsmål er dog, hvorfor amerikanerne ikke selv havde bombet disse positioner, hvis de havde oplysningerne?
Den franske aktion lugter derfor lidt af en symbolsk (hævn)aktion, der skal vise handlekraft i en situation, hvor de fremstår enormt sårbare. Det pludselige franske bombardement af målene ved Raqqa er kendetegnende for den vestlige militære indsats i både Afghanistan, Irak og nu også Syrien de seneste mange år: En svulstig retorik og militære aktioner, som i bedste fald kun er kortvarige og midlertidige løsninger på meget dybt rodfæstede problemstillinger i konfliktområderne.
I værste fald forværrer beslutningerne situationen for både civile i de ramte områder og får terrortruslen mod Vesten til at vokse sig endnu større.
Situationen i Danmark
I Danmark så man også, hvordan der blev afsat kæmpe sum til Politiets Efterretningstjeneste efter Omar Husseins angreb på Krudttønden og foran synagogen i Krystalgade. Et trecifret millionbeløb blev kanaliseret over til overvågningen af Syrien-krigere, skønt Omar Hussein aldrig havde været i Syrien eller var blevet trænet af ISIS.
Her er det store spørgsmål: Hvorfor styrkede den danske regering ikke indsatsen i de offentlige institutioner, som Omar Hussein havde været igennem, og som ikke formåede at påvirke hans udvikling i en bedre retning?
Samtidig går det skidt for ISIS i territorier, de kontrollerer. ISIS er pressede både i Irak og i Syrien. Efter at russerne er begyndt at bombe i Syrien, har ISIS tabt terræn, og for nylig mistede de kontrollen over den strategisk vigtige Kuweiri Lufthavn, som nu atter kan bruges af regimet til at bombe deres fjender. I Irak mistede IS for få dage siden kontrollen over det symbolske Sinjar, hvor de havde stået bag massedrab på Yazidi-minoriteten.
Tålmodighed er vejen
Der er et mønster i angrebene fra ISIS og deres tilhængere: Angrebene sker altid, når det går dem dårligt på slagmarken. Så forsøger de at markere sig med spektakulære angreb på civile mål eller erobringer af strategisk ubetydelige områder. En strategi, som ikke gavner dem på slagmarken, men som derimod giver dem masser af medieomtale og dermed hjælper dem med at rekruttere flere frivillige, som fascineres og imponeres af deres PR-fremstød.
Tålmodighed er vejen frem. Den umiddelbare terrortrussel kan kun minimeres ved hjælp af overvågning og efterforskning. Men hvis problemet ikke skal vokse, og endnu en generation bliver rekrutteret, skal forebyggelsen sættes ind ved roden: I de vestlige lande skal en skarpere social indsats trække de unge, før de når så langt ud, at der ingen vej er tilbage. I Mellemøsten kunne en mere idealistisk, og mindre hyklerisk udenrigspolitik skabe respekt – og skaffe flere venner i befolkningerne. Folkets hjerter skal vindes tilbage.