Den socialistiske professor: Det er god socialpolitik at fjerne SU’en

SU-reglerne er socialt skævvridende. Det er den eneste overførselsindkomst, der går direkte til de mest privilegerede i samfundet, og gennemføres skattelettelserne på topskatten, som regeringen foreslog i denne uge, vil omfordelingen blive endnu mere skæv. SU’en er en ydelse, der går til den gruppe af befolkningen, der kommer ud til de allerhøjeste lønninger, og derfor vil det være god socialpolitik helt at gentænke den, mener professor emeritus i uddannelsessociologi og tidligere forskningsleder på Socialforskningsinstituttet Erik Jørgen Hansen, der i en menneskealder har forsket i den sociale ulighed og mobilitet i Danmark. Lige så længe har han heller ikke været bange for at titulere sig selv som socialist.

”Det mest ansvarlige ville i virkeligheden være at lægge hele SU’en om til lån, man så skulle tilbagebetale, når man kom i arbejde,” siger Erik Jørgen Hansen.

”Så kunne man herfra eftergive lånet eller dele af det, alt efter hvilken løn man kom ud til.”

Helt så radikal er regeringens planer dog ikke. Her lægger man op til, at en studerende, der i dag modtager 5.100 kroner i SU-stipendium om måneden, fremover vil kunne modtage 4.300 kroner. Til gengæld får de studerende mulighed for at låne flere penge – og lånet vil være rentefrit i hele studietiden. Samtidig vil regeringen hæve det skattefrie beløb, som studerende kan tjene ved siden af SU’en, og desuden har regeringen ti hensigt at forkorte den periode, hvor studerende kan modtage SU. Fremover skal der kun gives SU-stipendier i den normerede studietid – maksimalt fem år – og altså ikke i et eventuelt sjette studieår, hvis den studerende er så lang tid om at gennemføre uddannelsen.

”Isoleret set er det en god idé ud fra en lighedsmålsætning,” siger Erik Jørgen Hansen og understreger formuleringen ‘isoleret set’, da han ikke generelt finder regeringens 2025-plan særlig lighedsfremmende.

”Problemet er jo, hvis man har tænkt sig at bruge de sparede beløb til at sænke topskatten. Så er det jo asocialt. Men som udgangspunkt er det sådan, at på grund af den sociale rekruttering til uddannelserne får en mindre del af arbejderbørnene end af børn fra de bedst stillede socialgrupper gavn af den skattefinansierede SU. Og så er det oven i købet sådan, at jo længere du er på SU, jo højere indtægt får du bagefter, da længerevarende videregående uddannelser giver højere indtægt end mellemlange videregående uddannelser.”

Mytedræber

Ifølge Erik Jørgen Hansen må man først og fremmest gøre op med den myte, der lever hos modstanderne af en omlægning af SU’en, at det ville forværre den sociale mobilitet, hvis man skulle tilbagebetale dele af sin SU. Det findes der ingen beviser for, forklarer han.

”Man har ingen forskning, der tyder på, at den sociale mobilitet vil blive mindre, hvis man lægger systemet om. Det skete hverken dengang, man oprettede SU-systemet i sin tid eller ved det voldsomt generelt stigende optag på de videregående uddannelser, der har været op gennem 80’erne og 90’erne – det har ikke rokket ved den sociale ulighed. Mange flere fra socialt dårlige kår har fået en uddannelse, men endnu flere fra den øvre middelklasse og overklassen har procentuelt fået en uddannelse. Den relative fordeling har ikke ændret sig positivt.”

Ser man på forholdene i Sverige og Norge, er der heller ikke meget, der tyder på, at en omlægning vil skade den sociale mobilitet. Her er SU-støtten omkring halvdelen af, hvad den er i Danmark, og størstedelen af de svenske og norske studerendes indtægter stammer fra statsgaranterede studielån. Det betyder, at de i gennemsnit kommer ud med en studiegæld på et par hundrede tusinde, men det betyder ikke noget for den sociale fordeling set i forhold til Danmark.

Forskning fra blandt andet Aalborg Universitet viser, at rekrutteringen fra forskellige sociale baggrunde er på samme niveau i Norge og Danmark. Det samme gælder Sverige, hvor de også får en meget lavere SU, og over tid er optaget faktisk forbavsende stabilt.

Uhellig alliance

Hvis man skal ændre den sociale profil positivt på de videregående uddannelser, må man gå mere radikalt til værks, mener Erik Jørgen Hansen. Ja, faktisk er der kun én ting at gøre:

”Den eneste mulighed, man har for at ændre den ulighed, er at oprette en kvote for studerende med en socialt set svag baggrund.”

Og det ville man reelt kunne gøre?

”Ja, men det er jo et tabu at arbejde med kvoter i Danmark, fordi vi går rundt og bilder os ind, at vi lever i en klassefrit samfund, hvor ingen må dele hinanden ind efter køn, kultur eller klasse, men sådan ser virkeligheden ikke ud. Vi lever stadig i et klassesamfund, og det skal vi kunne tale om. Tværtimod, synes der at være meget klare tal for, at både den sociale og økonomiske afstand mellem mennesker er steget voldsomt inden for de sidste 10-20 år.”

Både Skattekommissionen og Velfærdskommissionen talte ud fra en ligehedstanke for at afskaffe dele af stipendierne og lægge dem om til lån, da det blev fremlagt for de forrige regeringer, men ingen politiker har indtil nu villet røre grundlæggende ved SU-systemet. Erik Jørgen Hansen tvivler også på, at det vil ske denne gang – i hvert fald, hvis det skal ske med et bredt flertal og sammen med oppositionen.

”Det er meget ressourcestærke kræfter, der står bag modstanden. Det er de akademiske organisationer og den akademiske overklasse, der for mange år siden har lavet en uhellig alliance med arbejderklassen og de traditionelle arbejderpartier. De påstår, at det vil hæmme den sociale rekruttering, og derfor bliver det kortsluttet, hver gang, man fremsætter sådan et forslag. Men det er kontrafaktisk,” siger Erik Jørgen Hansen og fortæller om, hvordan han selv har oplevet forslaget blive skudt ned hos socialdemokraterne, hvor han helt tilbage i 1974 var med til at udarbejdede et forslag til et nyt SU-system i samarbejde med Ritt Bjerregaard. Forslaget gik ud på, at studerende i de højere uddannelser skulle have lån og ikke stipendier. Disse lån skulle være rentefri og tilbagebetalingen skulle være indtægtsbestemt, således at man ikke skulle betale tilbage, hvis ens indtægt efter studiet kom under et bestemt beløb.

”Det forslag faldt helt til jorden, da det blev sendt rundt i de socialdemokratiske vælgerforeninger,” siger han i dag.

”Men problemet var, at vælgerforeningerne allerede dengang var besat af akademikere – ikke arbejdere, som jo ellers er mere solidariske over for de lavest lønnede. Men solidariteten mellem de lavestlønnede og akademikerne eksisterer ikke, når det kommer til konkreterne. Og det har den aldrig gjort.”