Udenrigspolitikken slår tilbage

Det fremstår voldsomt omstyrtende og forvirrende, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) pludselig er begyndt at føre rigtig udenrigspolitik – efter mere end en generation, hvor dansk udenrigspolitik alene har været dikteret af hjemlige hensyn: For første gang i årtier har regeringen valgt at prioritere Danmarks omdømme ude i den vide verden højere end den konventionelle visdom inde på Christiansborg.

Først kom fordømmelsen af koranafbrændingerne i Danmark og dernæst meddelte Lars Løkke, at SVM-regeringen forsøger at “finde et juridisk værktøj, der gør, at vi kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark”. Særligt det sidste har skabt opstandelse herhjemme, for det bryder på opsigtsvækkende vis med strammerlinjen i dansk indenrigspolitik.

På kort sigt ville det absolut nemmeste have været at ignorere de mange happenings med afbrænding af koraner og andre hellige skrifter og blot ladet politiet håndtere virakken, som de jo rutinemæssigt har måttet gøre gennem flere år med den professionelle provokatør Rasmus Paludan. Her i Danmark er vi gradvist blevet vænnet af med overhovedet at betænke udenrigspolitikken. Alt handler om os selv.

Under normale omstændigheder ville en dansk udenrigsminister tilmed have udnyttet den ydre modstand til at skabe indre sammenhold: Jo vredere man kunne gøre de 57 medlemslande fra Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC, desto gladere ville stemningen blive blandt flertallet i Folketinget. Og ‘korankrisen’ kunne derved have udviklet sig til at blive en indenrigspolitisk vindersag for en træt og trængt midterregering.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har imidlertid valgt en noget mere risikabel vej. Frem for at gå efter de billige points her på hjemmefronten har han kastet sig ud i et halsbrækkende diplomatisk forsøg på dels at inddæmme terrortruslen mod Danmark og dels at skabe nye alliancepartnere i det globale syd.

Det spiller samtidig en udslagsgivende rolle, at koran-happenings i Stockholm var meget tæt på at afspore Sveriges optagelse i Nato. Formelt har det tyrkiske parlament endnu ikke ratificeret ansøgningen, og så længe Sveriges anspændte sikkerhedssituation stadig står og falder med højreradikale provokationer, har det topprioritet i både Danmark og resten af Vesten at få stoppet koranafbrændingerne.

SVM-regeringens adfærd er således drevet af en udenrigspolitisk logik, som opererer efter helt andre præmisser end den hjemlige debat. Ikke mindst når det gælder skala. For der er større ting på spil: For kort tid siden tilbød Saudi-Arabien at være vært for en Ukraine-konference mellem på den ene side USA’s præsident Joe Biden og på den anden side bl.a. Indiens Narendra Modi og Brasiliens Luiz Inácio Lula da Silva.

I det helt store globale skakspil foregår der lige nu et strategisk forsøg på at få de toneangivende lande uden for Vesten til at stille sig mere kritisk an over for Rusland. Indtil videre har de fleste lande i verden valgt at lurepasse – og valgt at bevare relationerne til både USA og Rusland. Men Saudi-Arabiens Mohammed bin Salman har altså tilbudt at mediere – i det beskidte spil om at få flere lande i det globale syd til at slå hånden af præsident Putin.

Indtil for fem uger siden var Danmark en vigtig del af forberedelserne. På et hemmeligt møde i juni i København, nærmere bestemt i Eigtveds Pakhus på Christianshavn, var Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen vært for flere højtstående repræsentanter for bl.a. Ukraine, Saudi-Arabien og USA. Planen var, at Danmark skulle spille en nøglerolle i det strategiske forsøg på at udvide den pro-ukrainske koalition.

Perspektivet er lige så enkelt, som det er kompliceret i praksis: Hvis Danmark og vores allierede skal have held med at stække Rusland militært og økonomisk – og samtidig skal gøre os forhåbninger om at kunne mobilisere opbakning til reel handling på det forestående klimatopmøde COP28, som afholdes i De Arabiske Emirater til december – skal lande som Indien, Brasilien, Sydafrika og ja, også Saudi-Arabien gøres mere venligt stemte.

Og så kom koranafbrændingerne på tværs. Amerikanerne – som allerede angiveligt fik presset dansk politi til at anholde Rasmus Paludan på Folkemødet i juni – har tydeligt tilkendegivet over for de danske diplomater, at gentagne koranafbrændinger foran ambassader i København ikke må få lov til at afspore det nært forestående saudiske mæglingsforsøg. Meldingen fra Washington er, at der straks skal styr på butikken i København.

Bag linjerne handler det reelt mere om at føje amerikanske topdiplomater end om at bøje sig for islamistiske mørkemænd. Hvad argumenterne og metoderne er, betyder intet. Det afgørende for USA er alene, at Sverige hurtigst muligt bliver optaget i Nato, og at Saudi-Arabien ikke får en undskyldning for at droppe Ukraine-konferencen.

Fra dansk side er der så yderligere hensynet til klimatopmødet til december, samt kandidaturet til en plads i FN’s sikkerhedsråd i perioden 2025-26. Danmark kan formentlig droppe enhver forestilling om at kunne komme til at spille en central rolle ved COP28 i Dubai, hvis der stadig brændes koraner af på gaden i København. Og Danmark kan glemme alt om at sidde med ved det store runde bord i FN-hovedkvarteret i New York. Og endelig vejer eksporten på i alt 117 mia. kr. til de arabiske lande selvfølgelig også ind.

Alle disse kyniske og hændervridende hensyn regnes slet ikke med på Christiansborg, hvor en stort set samlet opposition anklager SVM-regeringen for at sælge ud af danske værdier. Men den hjemlige kritik får næppe opsættende virkning, for udenrigsminister Lars Løkke ved, at han på forhånd har et flertal bag sig. Sådan ser dansk udenrigspolitik ud, på godt og ondt, når regeringen for første gang i kvindes minde ikke længere behøver at tage provinsielle, indenrigspolitiske hensyn. /Lars Trier Mogensen