Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
“Ow, who you gonna call?”
Ghostbusters, 1984
Amerikanere, der er skide bange for at flyve, har fået et telefonnummer, de kan ringe til. I den anden ende af nummeret til Dial A Pilot sidder fem øvede luftkaptajner klar til at svare på folks spørgsmål. Der er mange gengangere: Kan turbulens få vingerne til at knække? Hvad hvis flyet bliver ramt af et lyn? Hvad hvis en motor sætter ud? Hvad hvis alle motorerne sætter ud?
I princippet lyder det som en god forretning. Et 15 minutters opkald koster 50 dollars, og 40 pct. af den amerikanske offentlighed er ifølge virksomhedens hjemmeside bange for at flyve. Ofte – som det jo forholder sig med frygt og bæven – er det irrationelt tankespind. Det er som bekendt meget sikrere at flyve end at køre bil. Til gengæld er der længere ned, hvis uheldet er ude, og man stadig er ved bevidsthed. Men så får man da en på opleveren.
En klummeskribent på Washington Post har ringet til Dial A Pilot for at få klarhed over sin egen irrationelle frygt: Er der mange fulde piloter? “Netop når jeg tror, jeg har fået kontrol over min fobi, bliver en pilot taget i at møde beruset op på arbejde. Piloten fra United Airlines, som for nylig blev arresteret i Paris for at have en for høj alkoholpromille, har sat mine fremskridt flere uger tilbage,” skriver hun. (Svaret fra piloten i røret: “Jeg har aldrig nogensinde oplevet det i min karriere. Når det sker, er det en kæmpe sag. Man er færdig. Man kommer aldrig til at røre et fly igen.”)
‘Ring Til En Politiker’
Måske kunne man overføre denne telefon-entreprise til politik. Her er der virkelig grund til at være bange. Det kan godt være, at ‘kaptajnen’ ikke (nødvendigvis) er fuld, men han eller hun taler ofte mod bedre vidende, masserer sandheden til egen fordel, udelader relevante oplysninger, ja, lyver for offentligheden, for at sige det ligeud. Det er jo ikke nødvendigvis kriminelt, det vi taler om her, men en slags dobbelt bogholderi af spin og magt. Meget regeringsførelse bør skræmme folk fra vid og sans.
I sidste uge vendte Venstres formand, landets forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, tilbage efter en lang sygeorlov, hvor han under de mange timers daglige rekonvalescens har haft tid til at tænke grundigt over tingene, over livet. Det sagde han i hvert fald selv i de mikrofonholderinterviews, som bl.a. DR og Politiken lavede med ham. “Det er vigtigt at være menneske først, og politiker dernæst,” sagde han vist.
Men er han blevet rigtig klogere, virker han ægte bevidstgjort? I tv-interviewet sagde han to ting, der peger i retning af det modsatte. For det første svarede han ja til, at han vil gå til valg på at blive Danmarks næste statsminister, når den tid kommer. “Selvfølgelig gør jeg det, fordi min mulighed for indflydelse er størst, hvis jeg sidder i Statsministeriet,” sagde han.
Det kan godt være, at Ellemann-Jensen selv har det indtryk, men der er formentlig ikke andre end ham selv (og apparatet omkring ham), der finder det vigtigt, at han har “størst” mulig indflydelse (læs: magt) i politik.
Uffe Ellemann-Jensens tilbagevendte søn sagde en ting mere, der antyder, at han måske ikke er kommet så meget videre, som han har overbevist sig selv om. På spørgsmålet om, hvorvidt han har vildledt Folketinget i sagen om den danske stats våbenindkøb hos den kontroversielle israelske våbenproducent Elbit Systems, svarede han nej. Han havde blot videregivet de svar, som hans ministerium havde udstyret ham med.
Til gengæld sagde han: “Nu er der lavet en redegørelse. Den er havnet i ministeriet. Jeg har ikke fået den endnu, men jeg glæder mig til at se den, fordi jeg skylder Folketinget en masse svar på det her spørgsmål.”
En person, der har tænkt tingene ordentligt igennem og fået styr på, hvad der virkelig betyder noget her i livet, “glæder” sig ikke til sådan en redegørelse, medmindre vedkommende er masochist. I dag, tirsdag, kl. 13.30 har forsvarsministeren inviteret forsvars- og finansordførere fra partierne bag forsvarsforliget til en orientering om redegørelsen for Elbit-sagen. Bagefter vil han ved et såkaldt “doorstep” give pressen “en kort briefing”.
Uden at rekapitulere hele problemstillingen her (læs fx Altingets afdækning), så er der ekstremt mange uafklarede spørgsmål i den småbetændte Elbit-sag. Men Jakob Ellemann-Jensen glæder sig altså, måske endda som et lille barn.
Det kan være, at ideen om en nødtelefon til folk med angst over politik skal vendes rundt. Det lader i hvert fald til, at Ellemann har brug for at ringe til nogen. /Oliver Stilling