Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Coronakrisen – ja, beklager at vi bringer det gamle spøgelse på banen så prompte, der skulle vel egentlig have været trigger warning – kom på mange måder i bølger. Én ting var selve virussens nådesløse mutationer, der konstant tvang os til at udskyde jublen over, at vi snart ikke længere behøvede at tænke på idiotiske albuehilsener og alenlange køer til vatpindepodninger. Noget andet var de mange mentale faser, vi modvilligt måtte kæmpe os igennem.
Der var den første måneds tid, hvor vi kollektivt blev lidt kuk-kuk af at være indespærret i vores egne hjem, og derfor bildte os selv ind, at fællessang fra altanen var verdens bedste idé. Der var den efterfølgende panik, da vi indså, at det her ikke bare var en kortvarig undtagelsestilstand, som kunne bekæmpes med lidt råhygge. Og ja, så var man jo ligesom sat skakmat, tvunget til at omfavne den nye virkelighed, hvor “Zoom” blev et verbum, og sammen var noget, vi var hver for sig.
Nu er det ikke, fordi vi vil rive unødigt op i gamle sår og nok engang lave en uprovokeret analyse af, hvordan pandemien ændrede alt. Nej, vi egentlig bare påpege, at selv Zoom nu åbenbart er blevet klar til at komme videre i livet: Temmelig overraskende har videokonference-virksomheden besluttet, at ansatte skal droppe hjemmearbejdet og vende tilbage til kontoret. Ifølge Zooms talsperson lyder begrundelsen bl.a., at kontorarbejde vil gøre det nemmere for ansatte “at interagere med deres teams” og “bruge vores egne teknologier”. Argumenter, der unægteligt synes at karambolere med Zooms løfter om at levere “fordybende kontor-samarbejde direkte fra hjemmet”.
Hvis vi var i det humør, ville vi måske her tage Foucault i hånden og pointere, hvordan det da også er svært at opretholde panoptikon-overvågning og et kontrollerende arbejdsmiljø, når de ansatte derhjemme bare kan slukke for webkameraet. Men lad os for nu bare nyde ironien i, at virksomheden, der truede med at give os alle “Zoom-fatigue”, nu selv er blevet ramt. Og herefter stille konstatere, at flere og flere af de største techvirksomheder er ved at tilbagerulle den hjemmearbejdsrevolution, de selv var med til at indvarsle.
Hvordan fremtidens arbejde skal se ud, er altså stadig en ret hård nød at knække – særligt når en af Zooms primære grunde til at få folk tilbage på kontoret åbenbart er for at udvikle ny AI-teknologi, der velsagtens kommer til at erstatte selvsamme kontorarbejde. Om ikke andet har pandemien dog fået sat tanker i gang, som klassiske profitmotiver ikke bare sådan kan få fejet af vejen igen.
For nylig kunne man eksempelvis læse i Wall Street Journal, hvordan virksomheder, der får produceret deres varer i Asien, er begyndt at panikke, da fabrikkerne ikke længere kan tiltrække billig arbejdskraft. Artiklen er temmelig bizar, for den synes næsten at problematisere, at unge i lande som Kina, Vietnam og Bangladesh er blevet mere veluddannede, og derfor ikke længere vil tage til takke med fabrikkernes menneskeudslettende arbejdsforhold. Konsekvensen, advares det om, vil nemlig være dyrere forbrugsgoder for alle. Men burde vi ikke hellere juble over, at en ny generation står klar til at udfordre den udbytning, vi alt for længe har arbejdet på? /David Dragsted