Foto: Evaristo Sa/AFP/Ritzau Scanpix
Det lyder kedeligt, og er det muligvis også, men Bolivia, Brasilien, Colombia, Ecuador, Guyana, Peru, Surinam og Venezuela har netop underskrevet en pagt. De otte lande har det til fælles, at deres territorier breder sig ind over regnskoven i Amazonas, der med sine 3 mio. kvadratkilometer er verdens største regnskov. Det er ikke første gang, denne alliance af lande underskriver et stykke papir sammen, de gjorde det allerede i 1978: En samarbejdsaftale om Amazonas kaldet ACT.
20 år senere lå det i luften, at en sådan erklæring ikke var nok, så landene oprettede en decideret organisation: Amazon Cooperation Treaty Organization. Akronymet ACTO smager lidt af handling og handlingsparathed, men lige foretagsomhed har det været småt med, selvom organisationen i 2002 oprettede et fast sekretariat i Brasiliens hovedstad, Brasília.
Første gang, ACTO afholdt et topmøde, var i 2009. Så gik der 14 år, hvor medlemslandene måske ikke har følt, at der var så meget at mødes om. Nu er andet topmøde netop slut, og det var her, der blev sat signaturer på den omtalte pagt, som på engelsk hedder ‘United for Our Forests: Joint Communiqué of Developing Forest Countries in Belém’. Man kan finde teksten inde på det brasilianske udenrigsministerium Ministério das Relações Exteriores’ hjemmeside.
Financial Times’ reportere i Sao Paulo har desværre ret, når de kalder erklæringen “lang og sine steder ulden”. ACTO-landene skriver fx i verdens kedeligste sætning, at de “genbekræfter” deres engagement i bevarelse af skoven og deres “værdsættelse” af biodiversitet, ligesom at de er “overbeviste” om, at skoven kan blive genstand for bæredygtig udvikling og “kilde til løsning” af “nationale og globale bæredygtighedsudfordringer” etc. Hertil lufter de deres “bekymring” vedrørende de industrialiserede landes “manglende opfyldelse” af deres forpligtelse til bl.a. at yde 100 mia. dollars året i klimafinansiering til udviklingslande og bla bla.
Ingen enighed
Det korte af det lange er, at de otte ACTO-lande i løbet af det flere dage lange topmøde ikke har været i stand til at blive enige om at sætte en stopper for den illegale afskovning og ødelæggelse af regnskoven i Amazonas, selvom det var det, der var målet. Regnskoven optager og holder som bekendt på kæmpemæssige mængder CO₂. Ligesom det er tilfældet for andre natursystemer verden over, har forskere advaret om et tipping point for skovrydning i Amazonas, som kan føre til, at store dele af den tidligere skov ender som tør savanne.
Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva, som var vært for topmødet, havde som erklæret mål at overtale de andre lande til at gå med til at få sat en stopper for ulovlig afskovning i 2030. Det lykkedes ikke. En brasiliansk embedsmand udtaler (betalingsmur) til Financial Times, at særligt Bolivia, der har en af verdens højeste rater af skovrydning, var imod.
Den drevne politiker Lula har straks gjort det eneste rigtige: Han har rettet skytset mod de industrialiserede lande i en noget mere direkte tone end den ACTO-landene kunne blive enige i deres pagt. “Det er ikke Brasilien, der mangler penge. Det er ikke Colombia, der mangler penge. Det er ikke Venezuela. Det er naturen,” sagde han på topmødets andendag. Industrilandene har forurenet atmosfæren i to århundreder, sagde han videre, “og nu er de nødt til at betale deres del for at genoprette, det der er ødelagt”. Amen, Lula. /Oliver Stilling