Karen Toro/Reuters/Ritzau Scanpix
Med fare for at lyde som Forrest Gump, der har fået carte blanche til at udgive et think piece, er mennesker vel som IKEA-møbler: Vi ligner alle hinanden på papiret, men skal først lige samles – og meget kan gå galt i den proces. Ja, lige fra fødslen er der en lang række ting, vi ligesom bare må lære på den hårde måde. Den indflydelsesrige schweiziske udviklingspsykolog Jean Piaget mente eksempelvis, at børn i begyndelsen ikke forstår ting som kausalitet, logik, rumlighed eller verdens generelle beskaffenhed (hvem gør dog også det), men snarere må erfare sig til det.
Tag sådan noget som objektpermanens: Hvis forældrene forsvinder ud af rummet, eller bamsen bag et tæppe, vil babyen først ikke fatte, at de kan hives frem igen; det er ren ude-af-øje-ude-af-sind. Ifølge Piaget har barnet nemlig brug for tid til indse, at et objekt kan holdes fast i tanken, og at der findes smarte koncepter som fortid og fremtid.
Selv når vi er blevet voksne, kan det dog stadig knibe med objektpermanensen. Det er, som nogle mennesker faktisk foretrækker at lukke øjnene for alt det griseri, der sommetider finder sted i samfundets magtcentrummer. Sådan et menneske var den ecuadorianske præsidentkandidat Fernando Villavicencio – der onsdag blev skudt og dræbt ved et vælgerarrangement i hovedstaden Quit – dog ikke. Tværtimod.
På trods af at Villavicencio ikke var favorit til at vinde det nært forestående valg, havde han allerede markeret sig med løfter om at bekæmpe den stigende korruption og kriminalitet i landet. Og det vel vidende, at det altså ikke bare er bamser, der gemmer sig bag tæppet, men også hårdkogte kartelmedlemmer, som står klar til at skyde tilbage.
Villavicencio modtog bl.a. trusler fra den berygtede bande Los Choneros, men stod hårdnakket fast på, at han ikke ville lade sig kue. I modsætning til mange andre politikere, der kun lover at bekæmpe korruption, indtil de selv får magten, tvivlede man da heller ikke på, at Fernando Villavicencio mente, hvad han sagde. Før han gik ind i politik, havde Villavicencio nemlig haft en lang karriere som afslørende journalist, hvor han uforfærdet fortalte om lyssky aftaler i alt fra olieindustrien til statslige byggekontrakter.
Som konsekvens for sit arbejde dengang, blev Villavicencio idømt 18 års fængsel, hvorefter han flygtede ud i junglen og her angiveligt – hvis man skal tro Associated Press’ oplysninger – måtte overleve ved at spise krokodiller, fugle og aber, inden han søgte eksil i Peru. Kort sagt virkede Villavicencio som en temmelig principfast mand, der også som politiker ville være villig til at walk the talk. Det har øjensynligt skræmt de mennesker, han lovede at (rets)forfølge.
Dansk fedtspilleri
Pyha. Man må prise sig lykkelig for, at vi jo ikke har korruption i Danmark; at vi fem år i træk har toppet Transparency Internationals liste over de mindst korrupte lande i verden. Den triste situation i Ecuador ligger jo så utroligt fjernt fra det, vi kender. Ja, det er lige før man glemmer den, så snart man kigger væk. Netop derfor bør vi dog vist stadig træne objektpermanensen. Også når det gælder vores mere hjemlige forhold.
Selvom Danmark er topscorer i Transparency Internationals opgørelse, står det noget sløjere til i en ny rapport fra Europarådets enhed for bekæmpelse af korruption, Greco. Her får Danmark bl.a. kritik for ikke at gøre nok for at forhindre korruption blandt politikere, eksempelvis ved at indføre et sæt etiske retningslinjer for folketingsmedlemmer – eller kræve, at MF’ere fortæller om mulige interessekonflikter.
Endnu værre er det, at kritikken fra Greco på ingen måde er ny, men faktisk er blevet gentaget i årevis. Af samme grund virker Greco faktisk også lidt opgivende; i rapporten bemærker antikorruptionsenheden eksempelvis, hvordan den “beklager igen, at der ikke er blevet rapporteret et eneste nyt tiltag fra Folketinget for at indføre anbefalinger vedrørende folketingsmedlemmer”, og at de manglende fremskridt er “meget skuffende”. Samtidig har Danmark den tvivlsomme ære være puljet sammen med Bosnien-Hercegovina, Moldova, Polen, Tjekkiet, Tyrkiet som de lande, der ikke lever op til Greco’s regler.
Kritikken virker jo slående, så hvorfor gøres der ikke bare noget ved den? Da den daværende formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen (S) skulle forklare sig sig tilbage i 2021, pegede han ifølge DR på, at Grundloven gør det “problematisk” at “at fastsætte regler for, hvordan folketingsmedlemmer skal udøve deres hverv”. Derudover måtte man altså forstå, at “det er et tillidshverv at være valgt til Folketinget”. Ja, det tør da siges.
Da Danmark senest blev kåret som verdens mindst korrupte land, kunne man – ligeledes hos DR – læse et lille, interessant interview med Transparency International Danmarks formand, Jesper Olsen. Her påpegede Olsen, at man faktisk ikke kan konkludere ud fra korruptionsindekset, om der er meget korruption i Danmark eller ej. For det, som der reelt opgøres, er, hvordan “niveauet af korruption i Danmark opfattes”.
Meget ligesom Greco gør det nu, kritiserede Transparency-formanden dengang også, at vi “ikke engang har en strategi for, hvordan man forebygger korruption” – og at “Danmark er et af de lande, hvor det er nemmest eksempelvis at mørklægge økonomiske transaktioner til politikerne”. Pludselig begynder korruptionssnakken altså at give lidt nervøse trækninger. For kan det egentlig tænkes, at vi blot er verdensmestre i at benægte tilstedeværelsen af det, vi ikke umiddelbart kan se? Det virker jo gugug-gagag. /David Dragsted