Sort snak fra Frederiksen

Varmerekorder, oversvømmelser og skovbrande er ikke nok til at ryste Mette Frederiksen (S). Tværtimod advarer hun nu om, at “sammenhængskraften” i Danmark risikerer at blive sat over styr, hvis klimapolitikken rykker alt for hurtigt frem. Tempoet skal ned.

Endnu engang har Danmarks statsminister dermed sat i gang i en af sine hyppige og farverige forvandlinger. Camouflage til en ny politisk sæson.

Først sagde hun: “Jeg er rød, før jeg er grøn.” Det var dengang, hun i 2015 var blevet presset af Enhedslisten til at skrive målsætningen om en CO2-reduktion på 70 pct. ind i forståelsespapiret. Man måtte forstå, at hun kun modvilligt lod sig trække baglæns ind i fremtiden.

Senere blev klimamålet så officielt også til Socialdemokratiets egen politik, og hun skrev passivt-progressivt i en kronik i Politiken: “Det grønne er ikke længere sekundært.” Pludselig var hun som statsminister parat til at acceptere, at den grønne omstilling godt måtte kunne mærkes lidt i hverdagen.

Et skridt frem og to tilbage. Hjemvendt fra ferie tilbyder Mette Frederiksen så nu en helt tredje variant, som umiddelbart kunne lyde som en tilbagevenden til den første røde klimanølen. Altså at hun nu er hoppet tilbage til den oprindelige klimaskepsis. Men måske er det hverken-eller?

På sit yndlingsmedie Instagram lagde hun søndag et opslag op om klimapolitik. Her bruger Mette Frederiksen et klassisk politikerkneb, hvor hun først tegner de skingre yderpositioner op, for så dernæst at placere sig mere afbalanceret og moderligt i midten.

Hun beskriver først dem, som Pia Kjærsgaard (DF) i sin tid kaldte for “klimatosserne”, de utålmodige: “Nogle af jer synes alligevel ikke, vi politikere gør noget hurtigt nok. Nogle mister endda modet – og håbet.”

Straks bagefter skildrer hun den anden gruppe, som ligger i den modsatte grøft, de utrygge: “Andre er bekymrede for, at det går for hurtigt. At det bliver for dyrt at få sit liv til at hænge sammen. At jeres arbejde eller virksomhed bliver tvunget til at lukke.”
Fronterne er trukket op.

Ikke det eneste problem

Heldigvis kan der stadig bygges bro, hvis man skal tro Mette Frederiksen. Som sit bud på den nye politiske efterårsmode skriver hun videre på Instagram:

“Som socialdemokrat er jeg optaget af begge bekymringer. For hvis ikke vi gør nok, så bliver det som med alle store kriser: Konsekvenserne af klimaforandringerne vil ramme dem, som har mindst, hårdest. Det kan vi ikke acceptere. Og hvis vi omvendt træffer store grønne beslutninger uden blik for, hvem i Danmark de rammer hårdest, så risikerer vi også at ramme skævt. Skabe mere ulighed.”

Forinden havde hun sendt sin klimaminister, Moderaternes Lars Aagaard, i byen med et tilsvarende budskab. I sidste uge udtalte han til P1 Morgen: “Vi skal have en klimapolitik, som 80 pct. af danskerne kan se sig i.” Og han fortsatte: “Klima er ikke det eneste problem, der skal håndteres. Vi skal have et velfungerende samfund, samtidig med at vi forandrer.”

Udtalelserne er bestemt ikke tilfældige strøtanker, snarere en velkoordineret kampagne. For søndag aften tronede Mette Frederiksen frem på TV 2, hvor hun højtideligt sagde: “Jeg har en version af et land, hvor vi ikke har ladet uligheden stige, selvom vi har høje klimaambitioner.”

Danmark har ligefrem fundet en magisk formel: “Jeg synes faktisk, vi er i gang med at skabe et lille mirakel,” udtaler Mette Frederiksen, og mere end antyder, at det rent faktisk er lykkedes at få klimaambitioner og social balance til at gå op i en højere enhed.

Men virkeligheden er noget vanskeligere at flytte end ord. Og status er, at Klimarådet igen og igen har vurderet, at den førte klimapolitik ikke lever op til ambitionerne på papiret. Danmark ser ikke ud til at kunne nå den første skæringsdato, den såkaldte 2025-målsætning om en CO2-reduktion på mindst 50 pct. inden 2025.

Den første del af ligningen er derfor ikke sand: Danmark fører ikke længere i praksis en klimapolitik, der lever op til kravene i Paris-aftalen. Ambitionerne fejler ikke noget, men handlingen hakker.

Ny slags Venstre-orienteret

Den anden del af ligningen halter endnu mere. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at den økonomiske ulighed i Danmark – målt efter den såkaldte Gini-koefficient – er vokset markant under Mette Frederiksen, ja, de sociale skævheder har ikke været højere i 35 år.

Man skal helt tilbage til kartoffelkuren under den konservative statsminister Poul Schlüter for at finde en periode, hvor uligheden skar lige så dybt som nu. Selvom rimeligheden i forskellige statistiske opgørelsesmetoder altid kan diskuteres, er der således ingen tvivl om, at Mette Frederiksen regerer over den mest ulighedsskabende politik i mere end en generation.

Det oplagte spørgsmål er så: Er det den grønne omstilling, som har øget uligheden under hendes lederskab? Er det reelt klimapolitikken, som nu gør det mærkbart sværere for den enlige mor at få enderne til at mødes i det månedlige husholdningsbudget?

Svaret er nej. Det er ikke klimapolitik, men derimod skatte- og boligpolitikken, som i altovervejende grad tegner til yderligere at ville accelerere uligheden i Danmark. Mens SVM-regeringen har bebudet ekstra lettelser i topskatten og kombineret med formuestigninger blandt de i forvejen mest velhavende, ser forskellene mellem de rigeste og fattigste kun ud til at vokse, så længe Mette Frederiksen er statsminister.

Engang hævdede hun at være rød, før hun var grøn. Men den førte politik kan bestemt ikke kaldes for rød og heller ikke længere grøn. Farveforvandlingen sker derfor ikke fra rød til grøn og tilbage igen. Måske hamskiftet heller ikke er særligt magisk? Det begynder snarere at ligne, at Mette Frederiksen bare fører Venstres klima- og skattepolitik. Det er i hvert fald det mest venstreorienterede ved Socialdemokratiets nye linje. /Lars Trier Mogensen