Kongemageren fra Catalonien

The history book on the shelf/ Is always repeating itself/ Waterloo/ I was defeated, you won the war/ Waterloo/ Promise to love you forevermore – “Waterloo”, ABBA.

Man tror, at det er en dårlig joke, men ¡ay, caramba!: Den spanske premierminister Pedro Sánchez’ skæbne befinder sig i Waterloo. Nærmere bestemt hos den catalanske separatistleder Carles Puigdemont, der bor i eksil i den historiske, belgiske by nær Bruxelles.

Efter det tætte, spanske valg den 23. juli stod det klart, at Sánchez og hans centrumvenstreparti PSOE havde fået et bedre resultat end ventet. Målet om at holde nyfascistiske – eller højrenationalistiske, som det mere pænt lyder – Vox uden for indflydelse bar umiddelbart frugt, og begejstret kunne venstrefløjen råbe “¡No pasarán!”. Når der nu skal tælles til de afgørende 176 mandater, bliver situationen dog temmelig mudret. Ikke mindst takket være Puigdemonts parti Junts per Catalunya, der har gravet (betalingsmur) kravene om en folkeafstemning frem igen.

På højrefløjen må Alberto Núñez Feijóo fra det konservative Partido Popular – der ellers er blevet Spaniens største parti efter valget – så småt sande, at regeringsmagten synes uopnåelig i denne omgang. Partido Popular har ganske vist haft succes med at rykke i en mere højrepopulistisk retning, men det har omvendt også udvandet opbakningen til Vox – og tilsammen vil de to altså ikke kunne mønstre et flertal. Heller ikke selvom Vox bl.a. har lovet, at man vil støtte Feijóo helt uden krav om ministertaburetter, hvis det kan gøre en mulig alliance mere spiselig for andre partier. Problemet er så bare, at hverken Partido Popular eller Vox vil kunne sluge et samarbejde med de baskiske og catalanske regionalpartier, der er nødvendige for at få et flertal; nationalismen står simpelthen i vejen for magten.

Sådan forholder det sig ikke for PSOE og Pedro Sánchez, der allerede er i fuld gang med at sikre sig støtte fra de små regionalpartier, der nu kan agere kongemagere. Særligt penibel er dog forhandlingerne med Carles Puigdemont, der sågar har en spansk arrestordre imod sig efter det catalanske løsrivelsesforsøg i 2017.

Politisk er der nok grænser for, hvor langt Sánchez tør gå for at vinde Puigdemonts opbakning. Samtidig lurer truslen om et nyt valg, hvor Junts per Catalunya risikerer at miste sin pludselige indflydelse. Omvendt er det svært at tro, at Puigdemont helt vil droppe kravet om en folkeafstemning om Cataloniens selvstændighed eller købe argumentet om, at en sådan afstemning er forfatningsstridig. Tilbage i 2021 fortalte Puigdemont i hvert fald til Føljeton, at der jo kun vil være et problem med forfatningen, hvis ja-siden vinder.

Om Sánchez så også får et ja fra Puigdemont, bliver (måske) allerede tydeligt på torsdag, hvor det nyvalgte parlament skal mødes for at stemme om regeringsdannelsen. Indtil da er der alt at vinde og tabe i Waterloo. /David Dragsted