Kære læser

En domsafsigelse i Montana

Fra nettet.

Joh, folk, der så TV 2’s interview med Mette Frederiksen (S) søndag aften, hvor hun forsvarede regeringens bagstræberiske klimapolitik, er stadig rystede. Hvad var det nu, statsministeren sagde? Hun sagde noget med, at hun har sin helt egen “version” af Danmark. “Jeg har jo en version af et land, hvor vi ikke har ladet uligheden stige, selvom vi har høje klimaambitioner.”

Hvis det er det, hun mener med version, så er spørgsmålet, om ordet version overhovedet slår til. Vrangforestilling er vel mere præcist. Som en anden mythbuster var Føljetons Lars Trier Mogensen mandag inde på det på nærværende plads: Uligheden i Danmark er vokset markant under Mette Frederiksen, skrev han og henviste til krystalklare tal fra Danmarks Statistik. De sociale skævheder har ikke været større i et kvart århundrede.

Når Mette Frederiksen er presset og irritabel, virrer hun med hovedet og gestikulerer som en besat. Sidst i klippet er det, som om hun forsøger at sætte trumf på sine vildelser: “Jeg synes faktisk, vi… jeg er ved at skabe et lille mirakel.” Lyder det altså fra mirakelmageren fra Aalborg Portland. Og jo, den er god nok, Mette retter vitterligt “vi” til “jeg” midt i sætningen – lyt selv efter.

Hvis man skulle komme Mette Frederiksens stakkels spindoktorer til undsætning, kunne man måske foreslå dem at hente inspiration i den nye populære amerikanske chatbot-app Text With Jesus. Her har brugeren mulighed for at skrive direkte til ‘Jesus’, der så svarer med velkendte kristne paroler og henvisninger til Bibelen. En Tal Med Mette-app ville kunne holde de mange socialdemokratiske vælgere, hvis intelligens Frederiksen ellers så åbenlyst undervurderer, beskæftiget frem til det næste valg – holde dem inde i folden. App’en kunne også hedde Mette Passer På Os.

 

Kids in America

Mens landets klimaaktivister, ja, i det hele taget bare danskere, som er bekymrede over klodens og deres børn og børnebørns fremtid, åbenbart skal ligge og slås med en tiltagende (i mangel af et bedre dansk ord) delusional statsminister, har 16 klimaramte Kids in America banket en hel delstat på plads ad rettens vej. Det er en kæmpe nyhed og helt utroligt opløftende.

Mandag afgjorde en distriktsdomstol i Montana, at delstaten har krænket de 16 unge menneskers rettigheder ved at fremme brugen af fossile brændsler og se stort på drivhusgassernes indvirkning på klimaet. Dommen, der er den første af sin slags i USA, kan skabe præcedens for tusindvis af lignende verserende klimaretssager i landet.

Sagen, der blev anlagt for tre år siden af advokatfirmaet Our Children’s Trust på vegne af de unge, fokuserede på en særlig bestemmelse i Montanas miljølovgivning, som forbyder offentlige myndigheder at tage udledning af drivhusgasser med i overvejelserne, når der gives tilladelse til at lave store energiprojekter. I dommer Kathy Seeleys afsigelse hed det, at “sagsøgerne har en grundlæggende forfatningsmæssig ret til et rent og sundt miljø”, og at delstatens udledninger beviseligt var en væsentligt faktor for dens påvirkning af klimaet.

Held v. Montana, som sagen vil blive husket som, er det første sagsanlæg i USA, som forbinder klimaforandringerne med borgernes forfatningsmæssige ret til et sundt miljø. “Jeg mener, det er den stærkeste afgørelse i en sag om klimaforandringer, som nogen domstol nogensinde har afsagt,” udtaler Michael Gerrard, der er grundlægger og leder af Sabin Center for Climate Change Law på Columbia University, til det aktivistiske magasin Mother Jones.

Højreorienterede republikanere over hele USA har straks kaldt dommen for politisk. Men sandheden er, at man forud for dommen har kastet et grundigt blik på, hvad klimaforskningen siger. Under retssagen har klimaforskere afgivet vidneudsagn under ed og er blevet krydsforhørt, og domstolens afgørelse er på 103 sider.

Der er håb. Hvis det kan lade sig gøre i Amerika, kan det lade sig gøre anywhere.

/Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12