Bæredygtig – eller bare med på moden?

Føljeton har været til modeuge! Eller har vi egentlig det? Har man været til en ugelang begivenhed, hvis man til nød har tiltusket og fusket sig adgang til en håndfuld begivenheder? Hvis man primært har stået i vejen for a-listegæsterne og blokeret for streetstyle-fotografernes kameraer i afgørende øjeblikke? Modeugen er nok mere et spil end en begivenhed og har man ikke fået tildelt en brik, er man blot vindueskigger. Føljeton har været vindueskigger.

 

Optakt

Luften på kontoret er tyk, mens jeg med højlydte suk slår fingrene ned i tastaturet. Jeg har brugt en hel formiddag på at finde ud af, hvordan man kan få presseadgang til modeugen, men det er en umulig opgave. Faktisk findes der slet ikke en presseansvarlig på modeugens ellers omfattende hjemmeside, og den eneste pressemedarbejder, der er til at opstøve, har ikke en offentligt tilgængelig e-mailadresse.

Det er svært at komme i tanker om en anden begivenhed af denne kaliber, hvor det er så vanskeligt at skaffe sig adgang, eller blot komme i kontakt med et andet levende menneske. Og det hjælper ikke meget, da jeg begynder at kontakte tøjmærkerne individuelt – de fleste vender slet ikke tilbage. Men nuvel, det har aldrig været let at bane sig vej til inderkredsen.

Jeg ringer til modejournalist Mikkel Lind Sorgenfrey, der på trods af at være en hård kritiker af modeindustrien har et solidt kildenetværk i branchen. Jeg håber, at han kan blive min billet ind. Han er ikke det mindste overrasket over problemet, da han tager telefonen.

“Der er ikke en eneste anden branche, der har sin helt egen presse, som ikke består af journalister. Modemagasinerne forholder sig jo ikke kritisk til branchen, for de er selv en del af den. Et heppekor.”

Magasinerne er ikke interesserede i at bedrive kritisk journalistik om modebranchen, forklarer Mikkel Lind Sorgenfrey, fordi de selv er sponsoreret af branchen.

“De er ikke til for at afdække noget, de er der for glitter, glimmer og gratis sko. Meget af det tøj, magasinerne skriver om, er noget, de har fået gratis eller bliver betalt for at reklamere for. Jeg har selv været modeanmelder og modtog i den tid gaver fra tøjmærkerne, formentlig med et håb om, at jeg ville skrive pænt om dem. Det ville jeg selvfølgelig ikke lade mig påvirke af. Tværtimod.”

Når tøjmærkerne får så positiv eksponering i alle de modemagasiner, der stadig stortrives verden over, er de ikke afhængige af, at den almindelige presse dækker modeugen. Faktisk vil de måske helst undgå det. Og fordi modeugen slet ikke er en offentlig begivenhed, men noget, som influencers og ansatte i modebranchen inviteres til at deltage i, kan man ikke bare købe en billet og tage med alligevel.

“Du er nødt til at være mere kreativ, hvis du vil finde din vej ind,” siger han til mig. “Du skal være nogens hemmelige plus one, eller få hjælp af en, der har foden inde.”

Kort efter vores samtale sender han mig en billet til et af ugens største shows, der finder sted mandag aften.

 

Mandag

Det er et rent held, at tre hollandske influencers heller ikke får plads på den stopfyldte bus, der kører de inviterede gæster og pressefolk (eller heppekor) fra show til show under modeugen. Jeg nasser mig nemlig til en plads i den taxa, de i desperation kalder ind til siden i et “følg efter den bus!”-øjeblik og når med nød og næppe Saks Potts-showet i Charlottenlund.

Vores taxa er langt fra den eneste, der ruller ind ved vandkanten, hvor showet skal foregå. Der er et hav af stylede mennesker med grønt hår og klovlignende sko, der stiger ud af den ene bil efter den anden. En gruppe fotografer står klar til at knipse alle, der er hippe nok til at overvære showet. Selv blandt de inviterede er der et internt hierarki. Der findes nemlig både en VIP-kø og en almindelig kø. VIP-køen er helt tom, indtil den storsmilende danske influencer Emili Sindlev bliver gelejdet derind.

Tøjmærket Saks Potts blev grundlagt i 2014 af de to københavnske kvinder Barbara Potts og Cathrine Saks. Mærket blev i første omgang kendt for at give pelsen et farverigt og ungdommeligt comeback, men i år er der ingen lodne dyr at spotte på catwalken. Når man slår mærket op på modeugens hjemmeside, står der, at stifterne har ladet sig inspirere af deres opvækst i København og deres mange sommerhusture ved de danske kyster.

Tøjet er et miks af havfruelignende nederdele og kjoler med store pailletter, sammensat med nystrøgne skjorter kastet henslængt over skuldrene, parret med klipklappere og store strandtasker. Dette tøj er for alle dem, der både vil passe deres marketingsjob og rekreere sig på stranden i Tisvilde.

 

 

Ud af højttaleren strømmer Lis Sørensens bløde røst, der dog hurtigt erstattes af en omgang skrattende techno, som også passer bedre til det ufokuserede publikum. Det blæser, så det basker, mens modellerne går forbi i skjorter og bikinitrusser. Showet afholdes midt i en sjældent set sommerstorm og forvandler drømmen om business/casual-storbysommer til en regulær strandtursdystopi. Modellerne kæmper for at beholde tøjet på kroppen, mens vinden flår i deres kjoler, højttalerne og de opsatte telte. Men vi skal altså på stranden, insisterer tøjet, det milde sommervejr vender tilbage, lover de med denne næste års sommerkollektion. Det er næsten en smule stressende allerede at blive gjort opmærksom på, at det tøj, du har på nu, skal skiftes ud til næste år, hvis du vil være med på noderne.

Man anslår, at tøjindustrien på verdensplan står for op mod 10 pct. af den samlede globale CO2-udledning. Det er mere end al hav- og flytransport til sammen. Bare i første halvår af 2022 eksporterede Danmark tøj for næsten 19 mia. kr. Derfor er modeugen meget andet end prestigefyldte mærker, der viser et års hårdt arbejde frem for et modeinteresseret publikum. Det er billedet på en milliardindustri, der fortsat skal vækste, og her er modeugen et belejligt sted at begynde at diktere nye trends, som fører til nye behov hos forbrugerne. Det er i al fald sådan, Mikkel Lind Sorgenfrey beskriver modebranchen:

“Problemet er, at modebranchen til forskel fra andre store industrier stadig lever på myten om at være drevet af kunstneriske genier. De dikterer, hvad en pæn krop er, hvad der er grimt og hvad der er smukt, og jo mere usikre de kan få dig til at føle, jo mere dårligt tøj kan de proppe ned i halsen på dig. For det, der var pænt i går, er grimt i dag.”

Ifølge Mikkel Lind Sorgenfrey er modebranchen på den måde en ulv i fåreklæder. Den følger en kynisk markedsmekanisme, som ikke bliver italesat tilstrækkeligt, fordi tøjdesign stadig regnes for at have en vis kreativ eller kunstnerisk værdi, også hos store mærker. “Men det er jo ikke kunst, modeugen er en tøjfremvisning. Det handler om forbrug.”

Til trods for Mikkel Lind Sorgenfreys analyse bruger den københavnske modeuge en del kræfter på at markedsføre sig selv som bæredygtig, bl.a. ved at kræve, at alle de repræsenterede brands skal have en bæredygtighedsstrategi. Det er også et emne, der debatteres under flere talks i løbet af ugen. Verdens største modemagasin Vogue har sågar udnævnt den københavnske modeuge til verdens mest bæredygtige af sin slags.

Modeugen har dog stadig modtaget massiv kritik fra flere danske medier, som mener, at der er tale om greenwashing, når modeugen brandes som bæredygtig. Først og fremmest er modeugen sponsoreret af Københavns Lufthavn og af tøjforhandleren Zalando, der ikke blot er en stor udbyder af masseproduceret, billigt tøj, men som tilmed har kapitalfonden BlackRock som investor. BlackRock er verdens største formueforvalter, og selvom selskabet offentligt har proklameret, at de kæmper for den grønne omstilling, har de skrevet i et åbent brev, at de er og fortsat vil være verdens største investor i fossile brændstoffer.

 

 

Under Saks Potts bæredygtighedsstrategi henviser de primært til deres ‘Code of Conduct’, som er baseret på en række krav udarbejdet af Dansk Mode og Textil. Kravene repræsenterer det mest basale, en tøjvirksomhed skal leve op til, fx at virksomheden arbejder aktivt for at overholde menneskerettighederne, bekæmpe korruption og arbejde mod en mere bæredygtig fremtid. Men under deres modeugeshow er refleksionerne om bæredygtighed ikke ligefrem et tema, der melder sig. Modellerne kunne lige så godt være bøjler i et stormagasin. Og om ganske kort tid vil alt dette tøj, som død og pine skal vises frem på verdens længste catwalk til den øredøvende lyd af fitnessmusik, blive sat ned til halv pris, ophængt på et overfyldt stativ i en uinspirerende butik på Strøget. Tænk, at de orker. Og tænk, at publikum skal lade som om, at disse bomuldsskjorter og bikinitrusser er et kunstværk, der skal offentliggøres.

 

Tirsdag

Ved P.L.N’s show i Nikolaj Kunsthal bliver man heldigvis ikke mødt af en kæmpe fotografflok, man kun kan skuffe. Faktisk er stemningen på ingen måde sammenlignelig med gårsdagens show, her er hverken en VIP-kø eller en pressebus i sigte. Til gengæld er der lunkne flaskeøl på bordet og en masse gæster iført sort Matrix-tøj og solbriller. I foyeren i den gamle kirke (ombygget til kunsthal, forvandlet til catwalk), er det svært at sige, om der er tale om et modeshow eller en fernisering på et undergrunds-kunstgalleri.

P.L.N er et dansk tøjmærke, som kun producerer det tøj, der bliver bestilt. De opererer altså ud fra en god, gammeldags skrædderstrategi. Derudover skriver P.L.N. om sig selv, at deres tøj skal reflektere den verden, vi bevæger os hen mod.

 

 

Vi bliver ført op på kunsthallens øverste etage, hvor en hvid løber er stænket med rød maling, så det ligner et spor af blod. For enden af løberen står en DJ og et kamerahold klar og for at få en plads, må man selv gå ned ad catwalken og se ind i linserne, mens noget, der bedst kan beskrives som lyden af dommedag, blæses ud af højtalerne. Da vi, de inviterede, marcherer ned ad den blodige catwalk i samlet flok, er jeg i et øjeblik overbevist om, at vi skal tvangsindlægges.

Da modellerne overtager catwalken, er de iført bandage, gips, ansigtsproteser og tand-, knæ- og albuebeskyttere, som får deres kroppe til at se deforme ud. Flere har endda bandage rundt om hovedet. Huden er klæbrig med påmalede sår, og deres ansigter er stendøde, mens kropssproget er aggressivt. De ligner en slags kampklare zombier eller atletiske fortolkninger af Frankensteins monster, mens de fremviser mere eller mindre uanvendelige stykker tøj, som gaffatapesko og dekonstruerede frakker. Showet kulminerer, da den sidste model går ned ad catwalken i slow-motion iført en lang, hvid kjole med hætte og en hvid tandbeskytter, til lyden af en dybt forvrænget udgave af “Hopelessly Devoted to You”. Et slags brudelook til verdens undergang kunne man kalde det, og flere af gæsterne bliver tydeligt berørte.

Showet rammer en aggression i tidsånden, der ellers er udeblevet ved modeugen. Måske fordi dette show har en anden agenda end at fremvise dyrt tøj, almindelige danskere ikke har råd til. Her bliver åbnet et fortolkningsrum, som alle (inviterede) kan være en del af. Vi går sammen mod undergangen, for i sidste ende er vi alle hopelessly devoted to fashion.

 

Onsdag

Regnen siler ned, men humøret er højt, da jeg begiver mig mod dagens show – det eneste, der ifølge modeugens hjemmeside er tilgængeligt for offentligheden. Det er finske Marimekko, der holder dørene åbne på Dansk Designmuseum, og det er egentlig meget passende. Skulle man nævne et demokratisk indslag i denne modeuge, så må det være mærket, der ikke blot producerer tøj, men også voksduge og tekopper. Men ak og ve, jeg skulle have været der meget tidligere, lyder det spidst fra en medarbejder, jeg kan godt glemme alt om at få en plads. I samme øjeblik strømmer dagens passagerer fra pressebussen ind ad døren og overhaler mig indenom, og nu står valget imellem at trykke næsen flad mod ruden eller at vandre gaderne tynde på må og få. Valget falder på sidstnævnte.

 

 

Gudskelov er der et sted, man som udefrakommen modeugegænger altid kan tage hen: Zalandos happy hour. Moderskibet, Københavns Modeuges sponsor, har åbnet et såkaldt “Visionary Lab”, der skal være fyrtårn for fremtidens modebranche. Der er dyr IPA på hanen, en væg hvorpå de besøgende kan skrive deres egne fremtidsvisioner, et bord med skamklippede jeans, man selv kan få lov til at sy sammen igen i genbrugets navn, og ikke mindst en kæmpe skærm med en AI-genereret video, der viser Rihanna blive til David Bowie blive til en astronaut. Så vide er grænserne for fremtidens mode, lover tøjforhandlingsgiganten. Det føles nu mest som at deltage i en form for projektuge på en folkeskole, hvor eleverne ikke har forberedt sig ordentligt, og derfor lægger det reelle arbejde over i andres hænder. Om tre kvarter begynder en “inspirerende talk”, der skal give gæsterne “stof til eftertanke”, men jeg må give fortabt. Det er alt for lang tid at vandre rundt i så klinisk et idélaboratorium.

 

Torsdag

Dagens gæster begynder først at samle sig i en kø udenfor skaterparken, da Deadwood-showet egentlig skulle gå i gang. Men der er intet, der begynder til tiden i modeugen. Selvom alt foregår i et imponerende tempo, er man nødt til at være fashionably late.

Deadwood er et svensk mærke, som med forskellige tiltag forsøger at etablere en bæredygtig tøjkollektion. De genbruger læder og andre tekstiler og så opkøber de reststoffer. Deres æstetik afspejles i høj grad af dagens gæster, som er iklædt læder i store mængder. Det skal gerne se lidt brugt ud, og folk ligner enten skatere eller motorcyklister. Også ved dette show er der et a-hold og et b-hold, a-holdet får serveret en flaske vand, b-holdet må klare sig uden.

Selve showet finder sted i en hal i røg og damp. Fra loftet hænger der tekstiler i laser, for der er tydeligvis tale om et tøjmærke, som ønsker at knytte en kommentar til tøjindustrien. De industrielle rammer signalerer, at mærket faktisk ikke ønsker at identificere sig med modeugens glamour. Ligesom P.L.N. vil Deadwood gerne udtrykke en kunstnerisk vision bag det kommercielle brand. Det forsøger de at (for)løse ved at lade en af modellerne synge begyndelsen på en generisk popsang, inden han begynder at gå hen ad catwalken, et øjeblik som de fleste gæster ivrigt optager på deres mobiltelefoner. Showet er meget kort, hele seancen er overstået på cirka ti minutter. Men det er måske også et udtryk for, at Deadwood ikke har produceret en overflod af tøj.

 

Nedtakt

Saks Potts, Deadwood og P.L.N rejser alle et helt centralt spørgsmål om modeugens legitimitet: Hvem designer mærkerne deres tøj til og med hvilket formål?

Selvom Saks Potts og Deadwood æstetisk er milevidt fra hinanden, og egentlig også er det i deres produktionsform, er der ingen tvivl om, at mærkerne er til modeuge for at gøre opmærksom på deres eget tøj. Det skal sælges, og det skal sælges til den målgruppe, der er inviteret til deres respektive shows. De deltager altså stadig i modeugen på modeugens egne præmisser.

Og dog: Når showet pludselig tilføres et mere kunstnerisk lag, der også kommenterer tøjets materialitet, er det faktisk muligt at se igennem forbrugsfesten og øjne modens potentiale. For det er både en udtryksform og et håndværk, der til trods for det kommercielle har været med til at ændre kulturer – og som kan gøre det igen.

Mikkel Lind Sorgenfrey mener da også, at modeugen stadig har en berettigelse.

“De store modeuger i Paris, London, New York og Milano har en kæmpe kulturel betydning. Modeugen kan være vigtig, hvis den ikke kun handler om forbrug. Den skal i stedet undersøge, hvad moden kan, og hvad tøj kan være. Hvor går grænsen, og hvornår kan moden skubbe de grænser?”

Jeg spørger Mikkel Lind Sorgenfrey, om han i sine mange år som modeugegænger har oplevet nogen form for bæredygtig fremgang? Modeugen har jo trods alt indført en række tiltag for at øge bæredygtigheden.

“Der er ingen fremgang i denne branche. Kun floskler, manipulation og markedsføring. De har snakket og snakket i årevis, og nu har de så indført de her 18 bæredygtighedskrav. Men de handler mest af alt om at leve op til lovgivningen. Altså krav der allerede findes! Det bør offentligheden måske ikke finde sig i. Burde det egentlig ikke være sådan i vores retssamfund, at man bliver meldt til politiet, hvis man ikke kan finde ud af at overholde loven? Sådan plejer det at være for os andre. Man skal da i hvert fald ikke hyldes for at gøre det.”

“For det første er der ingen tøjproduktion, der er bæredygtig. Det findes ikke, for det er aldrig bæredygtigt at producere nyt. Al forskning peger på, at det er lige meget, hvor mange ananasskræller og plasticflasker du inkorporerer i din tøjproduktion, så længe vi også øger volumen af nye materialer. Og det gør vi.”

I sidste ende tror Mikkel Lind Sorgenfrey heller ikke på, at alle modeugens “bæredygtige” tiltag kommer fra et ærligt sted. “Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at Københavns modeuge gør det, fordi de andre modeuger er overlegne ud fra et kunstnerisk perspektiv. De har måske ikke så meget andet end bæredygtighed at markedsføre sig på, for den københavnske modeuge er grundlæggende meget uinteressant. Det har måske virket for dem indtil nu, men jeg tror, de bliver nødt til at ændre strategi.” /Rebekka Bundgaard