Forsøg på at ramme indvandrerfamilier med nedskæringer og stramninger mærkes i stigende grad af gammeldanske familier i udkantsområder, hvor de sociale problemer i dag er mindst lige så store som i beton-ghettoområderne tæt på de største byer. Paradoksalt nok medvirker Dansk Folkeparti således – i stramningernes navn – til at udhule levegrundlaget for deres egne vælgere.
I mere end en generation har det ellers været populært at sige, at politik ikke – længere – handler om at varetage særlige gruppers økonomiske interesser. Nej, nu skulle politik alene handle om værdikamp, hvor høj og lav sagtens kan stå på samme side. I dag tilhører alle middelklassen. Eller hvad? De seneste dages politiske udspil tegner et ganske andet mønster, som bedst kan opsummeres med Bill Clintons gamle valgslogan: It’s the Economy, stupid!
Når man undersøger effekterne af partiernes forskellige forslag, viser det sig, at der i de fleste tilfælde fortsat er et nøje sammenfald mellem, hvem der stemmer på partierne, og hvem der vil få økonomisk gavn af forslagene.
Kravet fra Liberal Alliance om en sænkelse af topskatten på fem procentpoint vil således gavne netop deres vælgere, primært i Nordsjælland. Konkret vil en lavere topskat give folk på Langeland 70 kroner ekstra om året, mens folk i Gentofte vil skulle betale 5.580 kroner mindre om året – i gennemsnit. Liberal Alliance kæmper dermed, og helt legitimt i øvrigt, for at varetage deres kernevælgeres økonomiske interesser.
Sådan er politik: En åben kamp om samfundets knappe ressourcer, hvor de kloge narrer de mindre kloge. Og i dette magtspil melder sig nu et vigtigt spørgsmål: Hvem kæmper Dansk Folkeparti for i dag?
I valgkampen sidste sommer lød det generøst og socialt ansvarligt, at Dansk Folkeparti ville sikre bedre offentlig velfærd og være garant mod yderligere nedskæringer over for de mest sårbare familier. Men netop nu melder den barske virkelighed sig, og med Venstre-regeringens 2025-plan trækkes fronterne skarpt op: Statsminister Lars Løkke Rasmussen lægger nemlig op til en stribe besparelser, som særligt vil ramme Dansk Folkepartis kernevælgere, ikke mindst i de fattigste kommuner i vandkanten, længst fra København.
Der tegner sig et mønster. Op gennem 00’erne lagde Dansk Folkeparti igen og igen stemmer til en serie af reformer, som skævvred Danmark, og som har ført til, at både arbejdspladser og velstand har klumpet sig sammen blandt de højtuddannede i hovedstadsområdet på bekostning af de kortuddannede i provinsen – alt sammen som et direkte resultat af politiske beslutninger som f.eks. kommunal- og skattereformerne.
Nu kommer næste bølge af skævvridning: Familier med mange børn skal fremover have mærkbart færre penge, med den slet skjulte bagtanke, at det hovedsageligt er indvandrerfamilier, som har mange børn. Eller sådan er opfattelsen i hvert fald. For virkeligheden er en anden. Professor Jørgen Goul Andersen dokumenterede allerede, da forslaget sidst var oppe at vende, at fertiliteten er størst blandt hvide danske fattige familier i udkanten. Tilbage i 2010 skrev professoren:
”Man kan føle afsky eller sympati for Dansk Folkepartis idé om at ramme indvandrere, hvor de kan rammes. Men selv for sympatisørerne er det historien om molboerne, der vil jage storken ud af kornet. Dansk Folkeparti plejer ellers at have ret god træfsikkerhed. At det har svigtet denne gang, skyldes nok tempoet. Man har sikkert læst, at der er flere indvandrerfamilier end rent danske børnefamilier, der har tre børn eller flere, nemlig 39 pct. mod 17 pct. Havde man nu haft tid til at regne, ville man nok have tænkt på, hvor mange familier der var af hver slags. Og så ville man have fundet ud af, at pæredanske familier udgør ca. 82 pct. af dem, der bliver ramt af indgrebet, indvandrerfamilier 18 pct. – hvis vi ser bort fra vestlige indvandrere, blandingsfamilier, enlige mv.”
På forsiden af dagens Jyllands-Posten afdækkes, hvordan de foreslåede nedskæringer i børnechecken vil ramme ramme flest familier i de tyndtbesatte områder. Forringelser rammer ret præcist dér, hvor Dansk Folkeparti gik markant frem ved sidste folketingsvalg. Fanøs Venstre-borgmester, Erik Nørreby, er fortørnet: ”Forslaget sender penge fra Vestdanmark til Østdanmark. Det er ikke det, jeg forstår ved et Danmark i bedre balance. Tværtimod,” siger han til avisen.
Udadtil forsøger Dansk Folkeparti at lægge lidt diskret afstand til Venstres forslag og hævder fortsat at ville stå op imod sociale forringelser for de mest udsatte grupper. Men styrkeforholdet mellem partierne måles ikke i langsnak og hensigtserklæringer, men derimod i kroner og øre. Indtil videre er Dansk Folkeparti stort set hver eneste gang gået med til at prioritere de velhavende, der stemmer på Liberal Alliance, på bekostning af deres egne og mange flere vælgere – fordi Kristian Thulesen Dahl & co. fejlagtigt troede, at bl.a. lavere kontanthjælp og lavere børnecheck kun ville ramme ‘de fremmede’. Virkeligheden kalder…