Nyhedsanalysen
Det er, som om den danske sommerstemning nægter at dø, selvom efteråret banker ildevarslende på døren. Festivaler og andet festivitas bliver ved med at poppe op i et så hæsblæsende tempo, at man kan blive helt i tvivl om, hvor lille et land, vi ret beset er. For hvor kommer alle de øldrikkende mennesker fra, der konstant kan holde forlænget weekend og fare i pendulfart til alt fra Smukfest til Kanonhalløj?
Bare i disse dage er der dansktopfestival i Svendborg, H.C. Andersen- og blomsterfestival i Odense, litteraturfestival på Louisiana i Humlebæk samt Wonderfestiwall på Bornholm (det hedder det desværre). Og så selvfølgelig også Pride Week i København, der bl.a. fik opkvikket stemningen her på redaktionen torsdag, da Thomas Evers Poulsen pludselig bød på salsaundervisning lige uden for Føljetons vindue.
I Føljetons spalter har stemningen faktisk også været temmelig festlig. Journalist Rebekka Bundgaard har leveret to hæsblæsende reportager fra hhv. Copenhagen Fashion Week og IKEA’s åbningsfest i København (hvis det kan afværge eventuelle beskyldninger om kjøwenhavneri skal det måske lige indvendes, at Rebekka er nordjyde, mens undertegnede er fra Randers), der har været en anmeldelse af Luka Holmegaards nye digtsamling, og så har vi bl.a. også jublet over en skelsættende klimadom i Montana.
Som det nu engang er vilkåret for ethvert lille medie, kan vi imidlertid ikke dække alt fra dag til dag. Så her kommer nogle af de nyheder, vi bare ikke har kunnet nå at få med – før nu. /David Dragsted
Jon Stephensens exit fra Moderaterne kommer vi vist ikke udenom. Torsdag meddelte den nu tidligere kulturordfører, at han har brugt sin flere måneder lange, tvungne tankepause – undskyld, selvbetalte orlov – til at finde frem til, at han nu skal være løsgænger i Folketinget. Det er vist passende for så løsgående et missil. (Altinget)
En årtier lang debat i Bulgarien er tæt på at nå sin konklusion: I hovedstaden Sofia står et sovjetisk krigsmonument, som oprindeligt skulle være blevet revet ned tilbage i 1993, nu endelig til at blive fjernet fra byens centrum. Eller gør det? I de bulgarske opinionspalter er stemningen stadig ilter. (Eurotopics)
Står det til Stian Jensen, stabschef for Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg, kan Ukraine måske få Nato-medlemskab, hvis landet afgiver nogle af sine territorier til Rusland. Men det vil Ukraine selvsagt ikke høre tale om, ligesom seniorforsker Karsten Friis ved Norsk utanrikspolitisk institutt kalder forslaget “litt sånn moralsk tvilsamt”. (VG og NRK)
Danmarks Statistik har gjort verdens nok mindst overraskende opdagelse: At alle – som i alle – 16-19-årige er på mindst ét socialt medie. Vi glæder os alle til at læse de mange halvbagte (men helt rasende) Facebook-kommentarer om, at ungdommen spilder deres skærmtid. (Ritzau)
Som den første stat i USA har Illinois nu vedtaget en lov, der beskytter børn mod at blive influencere. Nej, den fik vi vist galt i halsen: Loven sikrer, øhm, at børneinfluencerne får deres penge. (Teen Vogue)
Højrepopulisten Javier Milei vandt i sidste weekend en choksejr ved det argentinske primærvalg og er nu favorit til at blive Argentinas næste præsident. En overraskende konsekvens af dén udvikling er, at bøfrestauranterne i den kommende tid får svært ved at servere argentinske herrebøffer – for Argentinas kødeksport er blevet fastfrosset måneden ud. (Quartz)
Nå, så kom vi da dét skridt tættere på Blade Runner: Ifølge en ny undersøgelse er botter bedre til at løse de såkaldte CAPTCHA-opgaver (du ved, de dér irriterende billedgåder på nettet, der skal bevise, at du ikke er en robot) end os mennesker. Så nu må næste skridt vel være ledende spørgsmål om, hvordan vi har det med skildpadder, der ligger på ryggen. (The Independent)
En grisenyre har nu holdt en hjernedød mand i live i over en måned. Det er en ny rekord – og giver håb om, at organtransplantationer fra dyr i fremtiden kan redde menneskeliv. Det er vel også bedre, end at vi bare spiser indmaden. (AP News)