Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
“Livet leves forlæns, men forstå…”
Ahr, hold nu kæft!
Endnu en tirsdag, endnu et doorstep.
Doorstep – nu igen?
Når den danske regering eller en af dens ministre præsenterer et forestående pressemøde som et “doorstep”, har pressen grund til at være ekstra på vagt. Et doorstep er et dørtrin. Et dørtrin er noget med en dør. En dør kan åbnes og lukkes efter forgodtbefindende. Når en dørsælger eller Jehovas Vidner banker på, kan man åbne sin dør på klem og sige, “nej tak, jeg vil ikke købe noget”, og derefter lukke den i med passende demonstrativ kraft. Man bestemmer selv. Et dørtrin er nærmest et ikke-sted. Det er ikke her, man har en passiar, det er ikke her, man sætter sig ved et godt frokostbord. Ordet doorstep signalerer skyndsomhed og flygtighed. Nu er det her, nu er det væk!
Der er ikke noget at sige til, at det var et af disse doorsteps, som Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen med kort varsel havde indkaldt pressen til tirsdag morgen. Budskabet var allerede ude i selve pressemeddelelsen: At han bytter job med partifællen Troels Lund Poulsen, således at Poulsen bliver forsvarsminister, og Ellemann fortsætter som økonomiminister. Nu skulle han bare lige ud og eksekvere beslutningen, stå på mål for den.
Underbehjernet ministerium
På det personlige plan virker Ellemann-Jensen egentlig som en sympatisk fyr, men politisk er og bliver han en letvægter, en b-officer, der nok aldrig skulle være gået i fars fodspor og blevet formand for partiet. Det er for utaknemmeligt. Da han for tre uger siden vendte tilbage til sit arbejde efter seks måneders sygeorlov med stress (og dertilhørende ikke-verbaliserede depressionssymptomer) gav han indtryk af, at forløbet havde gjort ham klogere og givet ham større indsigt i sig selv og sine psykologiske mønstre. Hvis det havde været tilfældet og ikke et udslag af selvindbildning, ville han formentlig ikke være vendt retur, men have rettet tentaklerne mod et lukrativt mellemlederjob et sted i det private erhvervsliv, hvor de falder på røven over kendiseffekten.
Efter 10 sekunder stod Ellemann i lort til halsen; Forsvarsministeriet virker underbehjernet, og det danske forsvar er til rotterne efter årtiers økonomisk udsultning. Hvem gider have ansvaret for at få vendt sådan en skude? Ikke Jakob Ellemann-Jensen. Så er det godt, man har en anden adjudanttype under sig: enter Troels Lund Poulsen.
Trolex, som Politikens humørspalte At Tænke Sig ynder at kalde Troels Lund Poulsen, fordi han som skatteminister i 2010 tog imod et Rolex-ur til 68.500 kr. som gave fra en qatarsk oliesheik, virkede ikke specielt begejstret ved morgenens doorstep. Hvis han glæder sig til at stå i spidsen for det forestående oprydningsarbejde og gennem de næste år blive indkaldt til samråd efter samråd, som Ellemann-Jensen retteligen skulle have taget, så var han ikke særlig god til at udstråle det.
Jakob Ellemann-Jensen fremstod mere stålsat, stålsat på at få doorsteppet overstået. Han skulle selvfølgelig forklare sig. Hvorfor valgte han overhovedet jobbet som forsvarsminister, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne skulle fordele ministerposterne mellem sig? “Jeg elsker forsvaret,” sagde han, “jeg elsker også Venstre”. Han omtalte det som kærlighedsforhold, hans “kærlighed til forsvaret” og hans “kærlighed til Venstre” og lod det ligge i luften, at han nu måtte træffe et umuligt valg – som en anden Meryl Streep i Sophies Choice. “Hvad siger det om din dømmekraft?” spurgte en journalist. Det var et godt spørgsmål, for forsvarets elendige forfatning var ikke nogen hemmelighed, dengang Ellemann tog tjansen.
“Det siger om min dømmekraft, at jeg ikke vil træffe forhastede beslutninger,” svarede han. Og citerede så Søren Kierkegaards “Livet forstås baglæns, men må leves forlæns,” som efterhånden er lige så slidt en kliché i politik, som H.C. Andersens “At rejse er at leve” er i rejsejournalistikken.
Jakob Ellemann-Jensen er i gang med en afvikling af sig selv som aktør i dansk politik. Det er bare, som om det ikke er gået op for ham endnu. “Jeg er frisk som en havørn,” sagde han, inden han smuttede. /Oliver Stilling