Claus Bech/Ritzau Scanpix
Passionen er tæt på den samme, fronterne er nogenlunde ens, og så alligevel ikke. For rollerne som ‘strammere’ og ‘slappere’ er byttet rundt: Her efter mere end 20 års intens udlændingedebat er afløseren ved at tage form. Der er kommet et nyt show til byen, et nyt shitshow.
Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, lancerede forleden en fyndig og provokerende tanke, der nok skal skabe morskab rundt omkring ved landets gasgrill og terrassevarmere: “Jeg ville hellere have haft en sommer med lidt lavere skattetryk og højere temperaturer,” sagde hun på partiets sommergruppemøde, næsten som en parafrasering af det klassiske Venstre-slogan “Op med humøret – ned med skatten”.
I et målrettet forsøg på at indtage rollen som Danmarks mest bombastiske anti-klimaparti gør Pernille Vermund brug af sine mange års erfaringer fra den ellers efterhånden nedslidte udlændingedebat. Hun skubber hegnspælene længere og længere ud: “Jeg mener ikke, at man skal gøre alt for at bremse den globale temperaturstigning,” lød det fra Vermund.
Stik modsat forsøgte De Radikales næstformand, Samira Nawa, på sit partis sommergruppemøde i går at trække opmærksomheden i den modsatte retning. Hun foreslår, at der indføres en ny slags vægtafgift på 50 kr. per kilo tøj:
“Når man køber et par nye cowboybukser i dag, så betaler man ikke i tilstrækkelig grad for den klimabelastning, som forbruget medfører,” sagde Samira Nawa, og fortsatte: “Det er ikke rimeligt, at vores generation efterlader klimaregningen til den næste generation. Det er ansvarsløst, tankeløst og dybt uretfærdigt.”
Realiteten er, at forbruget af tøj og nye tekstiler fortsat boomer i Danmark, ikke mindst køb af stadig mere flygtige gevandter, såkaldt “fast fashion”. Modefirmaerne har for længst droppet sæson-kollektioner for i stedet at introducere nye varer hver uge, eller ligefrem dagligt. Og klimabelastningen stiger og stiger.
Strammere er slappere
De Radikale stopper imidlertid ikke ved overforbruget af tøj. Det lille socialliberale midterparti, der paradoksalt nok ikke er en del af den mere liberale end sociale midterregering, har fremlagt en stribe tiltag, som hver især er tænkt til at udnytte afgiftsskruen til at fremtvinge grønne adfærdsændringer.
Mest velkendt er De Radikales udspil om en højere flyafgift og en ny afgift på okse- og kalvekød. Lige så kontroversielle vil forslagene om øget dieselafgift og højere afgifter på emballage formentlig være. Og allermest klimaeffekt ville der være i de yderligere forslag om afgift på biomasse og cement.
Umiddelbart spejler Pernille Vermund og Samira Nawa sig i hinanden og indtager helt skematisk de samme modsatte positioner som i udlændingedebatten. Og så alligevel ikke. For interessant nok har de byttet politisk attitude.
Med kataloget af nye klimaafgifter træder 35-årige Samira Nawa frem som en ‘strammer’ i klimadebatten. Hun vil have flere regler, konsekvens og sanktioner. Og hun mener, at business-as-usual vil være dybt uansvarlig og ligefrem køre landet i sænk.
Man ser næsten for sig, hvordan De Radikales næstkommanderende en dag vil fejre de første 100 klimaafgifter, ligesom daværende udlændingeminister Inger Støjberg i 2017 gennemførte et gøglernummer af et kagestunt, da stramning nummer 100 var i hus.
Omvendt indtager 47-årige Pernille Vermund en afventende, tilbagelænet og demonstrativ laissez faire-holdning. Hun vil hellere hygge sig med lidt barbecue og bajere i haven, og lade tingene rulle videre som hidtil. Ingen grund til panik.
Her ser man næsten for sig, hvordan højrefløjens detroniserede dronning stiller sig op på Nye Borgerliges næste pressemøde og siger: “Wir schaffen das”, ligesom Tysklands daværende kansler Angela Merkel berømt og berygtet sagde i forbindelse med flygtninge- og migrantkrisen i 2015. Det går jo nok.
Hollandske tilstande
Hvis de seneste årtiers hidsige og altdominerende udlændingedebat har lært os noget, så er det, at dem, der formår at definere hovedproblemet, også er dem, der ender med at bestemme. Dengang formåede højrenationale kræfter således at sætte problemerne ved asyl og indvandring så massivt på dagsordenen, at alle andre endte med at reagere. Gradvist blev hele det politiske spektrum flyttet ud mod højre.
Hvis samme dynamik også gør sig gældende i dag, og det fortsat er strammerne – altså dem, der insisterer på problemernes alvor – som driver debatten, ja, så må man forvente, at Samira Nawa denne gang vil vinde over Pernille Vermund. I så fald vil alt fra nye klimaafgifter til egentlige forbud gradvist blive indført, og ikke mindst accepteret af den brede befolkning.
De nye strammerne i klimadebatten kan også lære af de gamle strammere i udlændingedebatten, at der aldrig er et problem at yppe kiv, altså at skabe splittelse, skænderier og polarisering. Tværtimod. Læren fra de første intense runder med passioneret værdipolitik har været, at den mest udfarende part vinder i det lange løb.
Den polemiske brod – viljen til konflikt – kan meget vel blive den afgørende faktor i slagsmålet om at vinde vælgernes hjerter og hjerner. Og netop her er alt måske ved det gamle? For hvis man kigger mod det eneste land, der for alvor kan konkurrere med Danmark i intensiv og kemisk overudnyttelse af vores landareal, Holland, tyder udviklingen på, at anti-klimabevægelsen er ved at få overtaget.
Ved det seneste lokalvalg stormede det nye landboparti BoerBurgerBeweging, BondeBorgerBevægelse, frem og er på rekordtid blevet Hollands største parti. Opskriften hedder frit slag til landbruget, stop for klimatiltag og ikke mindst en bramfri jargon, anført af kødjournalisten Caroline van der Plas – ja, hendes tidligere stofområde var den tunge kødindustri i Holland.
56-årige Caroline van der Plas er i fuld gang med at træde i karakter på den større europæiske scene, som en ny tids Pim Fortuyn. Det udslagsgivende spørgsmål for den videre klimakamp tegner pludselig til at være: Elsker Caroline van der Plas sin røde bøf mere, end Samira Nawa skammer sig over sin nyeste kjole? I så fald ser det sort ud for klimaet. /Lars Trier Mogensen