Djævlebogen af Asta Olivia Nordenhof

jeg sagde engang
vi ikke
kan vide
hvad kærlighed er
før vi
har afskaffet
kapitalismen
men i
skal jo ikke
tro alt
hvad jeg siger

DAG 3

I nat da jeg ikke kunne sove, ville jeg tælle noget. Tæl hvem du elsker, sagde jeg til mig selv, og løb lynhurtigt igennem dem, som jeg ikke længere kan give noget, og som jeg vægrer mig mod at modtage noget fra. Om en sammenkrøllet bil siger man, at den er totalskadet, et menneske i den samme forfatning kalder man psykopat. Skal jeg til at folde mig ud, til at elske igen, spurgte jeg og fik høj puls ved tanken, svedige håndflader.

Jeg ved ikke, hvordan det til sidst lykkedes at falde i søvn, i hvert fald drømte jeg om en and, der ikke ville lade mig alene, og som tyngede mine bevægelser i sådan en grad, at jeg til sidst opsøgte hjælp på et nedlukket hospital, hvor jeg havde fået nys om, at nogle læger havde barrikaderet sig på loftsetagen.

I modsætning til i går var min vært allerede taget afsted, da jeg vågnede, og jeg skævede anspændt mod natbordet kun for at konstatere, at han virkelig igen havde efterladt mig et hjerte. I må forstå, at jeg har været alene længe, jeg ophidses let og må være på vagt over for denne min svaghed.

Jeg slugte croissanten og åbnede i angst skriveprogrammet, hvorigennem jeg skal kalde mig selv frem.

*

Mine dage på bordellet flød som olie, indtil T ankom. Mit sind var langsomt, meget elastisk. Først da vinteren kom, kom jeg i tanke om, at det måtte have været sommer, at roserne indtil for nylig havde sendt deres svimlende, indavlede parfume ud i Velvet Deluxes gårdhave.

Jeg var populær og havde en lind strøm af kunder. 14 på min første vagt. Jeg var meget øm i musklerne og akut rig, da jeg vågnede den følgende dag. Jeg brugte alle pengene på en enkelt strøgtur, mine nerver stod ud mod verden som nåle. Det fortsatte sådan. Møde ind, mænd, ture op og ned ad Strøget som via en elektrisk tråd. Jeg drak meget, det havde jeg også gjort før, men i denne periode lagde tømmermændene sig som en vidunderlig hvidvinsmat hinde mellem mig og verden.

Kun enkelte kunder kan jeg nu skille ud fra de andre. De gjorde sig vel bemærket ved at ønske noget lidt usædvanligt. Der var en japansk spildesigner, som var i København et par måneder, han bad mig som den eneste nogensinde om at sige, at jeg elskede ham. Der var en, der hed Poul, som jeg husker, fordi han altid sørgede for at bestille den første tid på mine vagter, og fordi han var den eneste af mine kunder, som jeg tror, jeg hadede. Han ville gerne have, jeg kom ind i flade sko og helst i mit private tøj. Mit private tøj er ikke særlig sexet, indvendte jeg, men han svarede, at jeg ikke anede, hvad han syntes var sexet, og det var jo sandt. Jeg husker også ham, der havde medbragt en toiletrulle og ville have, at jeg førte den ned over hans pik og sagde, at pikken var mindre og mere ussel end rullen. Og ham der kom med sin utrolig store pik og havde opgivet at drømme om et almindeligt sexliv, på bordellet kunne man forvente en professionel indstilling, der indebar, at hans organ hverken blev udsat for latter eller klage. Så var der flokkene. Dem som kom i grupper på tre, fire drenge, hvoraf den ene ikke sjældent var jomfru. Så var det hans lod blandt hujende venner at famle sig vej, at ydmyge og skræmme sig selv for til gengæld bagefter at kunne kalde sig en mand.

Som regel var jeg på vagt med Anastacia. Vi kendte kun til hinandens arbejdsnavne og kunne ikke drømme om at spørge hinanden om noget, der ville have gjort os identificerbare for den anden. Anastacia havde langt, sort hår, som skinnede helt utroligt. Hun vidste alt om alle produkter, der kunne få håret, neglene, huden til at skinne. Med på vagt havde hun altid en vidunderligt tyk dundyne, som hun indimellem, når vi begge havde pause, løftede op for at fortælle, at jeg kunne lægge mig ved siden af hende. Bragt sammen under dynen så vi det, eftermiddagssendefladen kunne tilbyde. Vi så Ally McBeal, Venner, den serie med advokaten og hippien, der er flyttet sammen, og den med hende, der lever sammen med sin sjove singlemor. Når det kom til Beverly Hills, holdt vi begge mest af Valerie, eller rettere vi hadede alle de andre. Den mærkeligste serie var Melrose Place. Historien bevægede sig aldrig rigtigt fremad, den var snarere som en tragt. Helt konkret befandt karaktererne sig ofte ved en pool, som var indrammet af et højt boligbyggeri, og det var som om de aldrig for alvor kunne komme andre steder hen.

Anastacia fattede ikke, at jeg ikke var eller i det mindste ikke blev lesbisk. “HVORFOR,” udbrød hun en dag og pegede mod skærmen på Steve fra Beverly, inden hun stak sin fremstrakte pegefinger ind i min brystkasse, “er det sådan en, du vil ha??” Det var ikke fordi hun selv var interesseret, det gjorde hun så rigeligt opmærksom på, hun syntes, jeg virkede som en rigtig lille prinsesse, men den slags er der jo nogen, der er til, som hun sagde. Mindst af alt fattede Anastacia, at jeg virkelig kom, når jeg havde kunder. “Din lille luder! Du kommer jo rigtigt! Du er jo HELT fucked, søde!” triumferede hun en dag, jeg kom tilbage fra en kunde. Hun måtte have overhørt min orgasme gennem væggen. Jeg fornemmede, at hun syntes, det var så uhørt, så fuldstændig vanvittigt, at hun rent faktisk holdt af mig for det.

Og hun havde ret, jeg kom virkelig. Jeg behøvede ikke engang bruge den glidecreme, der altid var stillet frem på sengebordet, det kom helt af sig selv. Faktisk har jeg aldrig før og aldrig siden fået orgasmer som dem, jeg fik på Velvet Deluxe, jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det faktum. Jeg ved, at jeg levede, at dagene gik, det er svært at sige andet. Det var et liv, og det var på en eller anden måde mit. Så kom T og tog mig med på sin rejse. Jeg lover, at jeg skriver om den del i morgen, nu er jeg for træt.

Hvad T angår, havde jeg tænkt, at jeg ville bygge langsomt op til det store brag, men jeg er nødt til for jeg holder det ikke ud at kastrere fortællekurven og give resultatet væk med det samme: På et tidspunkt begyndte vi at dele en stor og skarptsleben kniv og aftalte, at én af os skulle dø. Dvs. jeg ønskede mig den størst mulige kniv, og han bragte den hjem til mig. Jeg sagde: Den skal ligge mellem os i sengen. Vi vidste begge, hvad det betød.

I mange år har jeg tænkt, at kniven var opfyldelsen af en profeti, der gik langt forud for Ts indtrædelse i mit liv. At den plads, jeg indtog i patriarkatet – luderens, den der spiller kvinde så hårdt, at hun næsten bliver en mand – nødvendigvis måtte kulminere med mord. At både T og kniven var svar på et ønske om at besegle min skæbne og endegyldigt bryde med den. Det rummer sikkert et element af sandhed. Men man skal ikke undervurdere kedsomhed. Det forstår jeg nu. Hvad kedsomheden kan drive et menneske til.

Jeg kedede mig i den suite. Der var ikke en eneste ting at lave. Jeg fik maden serveret på bakker, snavsetøjet hentet og afleveret igen, alt sammen med T som mellemmand, så jeg ikke forbrød mig mod reglerne og åbnede døren ud til verden. Min eneste opgave var at finde på ting, jeg ville have, og kunne ønske mig af T, men jeg var hurtigt tom for ideer.

Jeg kunne ønske mig flere sko, men jeg havde allerede ønsket mig nogle med plastichal, nogle besat med similisten, nogle i guld og plateau, slangeskind, velour, lak, blomstrede, med sløjfer, med hælen udformet som en flamingo. Jeg kunne ønske mig blomster, men jeg havde ønsket alle dem, jeg kendte, endda også dem der ikke er til salg i butikker, rød tvetand og bellis. Jeg havde for længst tømt mig for de mest absurde ønsker. Et diadem med smaragder. Sågar en rustning. Og da jeg fik den rustning  … det er svært at grine af sit liv alene, jeg gad ikke engang prøve at tage den på. Den endte i et hjørne sammen med en dødssyg PH-lampe, som jeg havde ønsket mig, den overgang jeg var begyndt at spekulere i senere videresalg.

I hvert fald ønskede jeg mig til sidst den kniv, og med kniven blomstrede vores forhold. Indtil da havde T sovet på en drømmeseng inde i mødelokalet. Han havde endda gjort sig besværlig for at få fremskaffet en madras, der var så tilstrækkelig tynd, som han foretrak det. Men med kniven smeltede vi sammen og begyndte at dele seng.

I en periode, som føltes lang, var der ikke nogen af os der rørte ved den. Den lå bare imellem os og var det eneste, jeg tænkte på. Efterhånden kunne det ske, at en af os før søvnen greb ud efter den og faldt i søvn med hånden om skaftet. Så begyndte vi at ridse i hinanden. Til en start ridsede vi vores initialer. T + D. Det bredte sig som en fantastisk sygdom ud over vores kroppe. Så en dag blev jeg grebet af en rasende længsel efter at bekende mit virkelige navn. Jeg var nær ved at gå til, da jeg med små kantede bogstaver snittede et lille olivia ind i hans overarm. Han fastholdt blikket på kniven, indtil den sidste streg var sat, tog så selv imod den, og jeg troede, at han også ville bekende sig, men han greb om mit håndled og snittede sit sædvanlige T ind i min underarm. Så så han mig i øjnene med et fast blik. Havde jeg givet ham noget afgørende, da jeg trådte ud af mit kunstnernavn?

Var det virkeligt for mig nu og for ham stadig fiktion? Jeg fastholdt hans blik mens jeg trykkede ham ned i sengen. JSDI, skrev jeg med vores kærlighedskniv hen over hans bryst. Jeg tog mig god tid, lagde omhu i hvert enkelt bogstav. Så bøjede jeg mig ned over ham og fulgte bogstaverne med tungen. Jeg havde hans blod i munden, da jeg hviskede forkortelsens budskab ind i hans øre, “jeg slår dig ihjel.” Han smilede, nikkede så mod kniven. Jeg holdt vejret, mens han snittede sit svar i mit lår. ILM, stod der, da jeg kiggede ned.

Når det først er sagt, må man sige det igen. Jeg slår dig ihjel, jeg slår dig ihjel, lovede vi hinanden, mens dagene forsvandt om os. Der var intet andet end det fantastiske slutpunkt og vores åndeløse jagt derhen. Det var de dage, jeg begyndte at tage ham op i mig. Jeg gjorde det, vel vidende at jeg for længst var løbet tør for minipiller. Det var vidunderligt at vide, at hans sæd stræbte efter livet inden i mig, og at jeg var sædens mester. Hvis de celler var kommet til mig for at få et navn, skulle de have et, og det navn var døden.

på en måde
er det meget
enkelt
hvor der
er vold er
der ikke
kærlighed
fordi kærlighed
er voldens
modsætning

*
det vil helt
enkelt sige
at den
der vil
herske
ikke samtidig
kan hævde
at elske

husk det