Win Mcnamee/AFP/Ritzau Scanpix
Det er godt og vel weekend, så vi må hellere stemple ind og se, hvad den amerikanske underholdningsindustri har gang i. Onsdag kunne man eksempelvis overvære et interessant nyt gameshow kaldet “debat mellem de republikanske præsidentkandidater, minus Donald Trump”, og huhej for en omgang.
De deltagende virkede perfekt castede, særligt når det kom til at skabe en dynamisk samling af skurke. Du havde den mannequin-lignende Ron DeSantis, der åbenbart finder selv det at smile ret anstrengende. Der var gamle kendinge som Chris Christie og Mike Pence, kække nykomlinge som Vivek Ramaswamy og så selvfølgelig også den ene kvinde Nikki Haley, der velsagtens skulle give indtryk af, at produktionsselskabet alligevel havde tænkt over kønsrepræsentationen.
Og sikke et show, de fik leveret! Man kunne knap nok mærke, at Hollywoods manuskriptforfattere strejker. Dysten placerede sig ligesom i det dér perfekte sweet spot, hvor man som tv-seer bliver helt i tvivl om, hvad der er ægte, hvad der er skrevet, hvad man ser, og hvem man overhovedet er. På det punkt er amerikansk underholdning nu stadig uovertruffen; den franske filosof Jean Baudrillard havde vist fat i den lange ende, da han i bogen Amerika skrev:
“Amerika er hverken en drøm eller en virkelighed, det er en hyperrealitet. Det er en hyperrealitet, fordi det er en utopi, der lige fra starten er blevet levet, som om den var virkeliggjort. Alt her er virkeligt, pragmatisk, og alt efterlader dig drømmende.”
Drømme kunne de republikanske kamphaner i hvert fald også. Bare ikke på den dér progressive Martin Luther King Jr.-måde, mere på sådan en “jeg ligger vågen om natten og tænker på, hvordan jeg kan bedst kan slå dig ihjel”–manér. Ja, det havde faktisk været lidt skræmmende, hvis man altså ikke vidste, at det jo er bare er sjov, ballade og hyperrealitet.
Ikke nok med, at næsten hele banden bakkede op om virkelighedsbenægteren Donald Trump – der alligevel kommer til at slå dem i sidste ende – så lo de også hånligt af klimaet; de ville ikke engang tage ordentlig stilling til, om den globale opvarmning mon kunne tænkes at være menneskeskabt. Men har ingen af dem da læst meningsmålingen fra Pew Research Center der siger, at hele 73 pct. af de 18-39-årige republikanere faktisk bekymrer sig om klimaforandringerne?
Nej, det er simpelthen for urealistisk. Så ude af trit med folkestemningen er der vel ikke nogle politikere der er, tænker man, og slukker for gameshowet. Lige indtil man atter kommer i tanke om Baudrillard, og om at “Amerika er modernitetens originale version, vi europæere er den eftersynkroniserede version, eller en version med undertekster”. I panik tænder man igen, showet er ovre, men i stedet toner en artikel fra Information nu frem. Den siger, at 72 pct. af danskerne, mener, “at politikerne skal gøre mere for at håndtere klimaforandringerne”. Nu er det i hvert fald ikke sjovt længere.
Alting begynder at flimre. Nyheder om, at fossile brændstoffer ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) bliver statsunderstøttet med 13 mio. dollars i minuttet smelter sammen med meldinger om BRIKS-landene, der bliver ved med at stable flere og flere oliestater oven på hinanden som var det en leg med legoklodser.
Du zapper videre og ser nu pludselig Trumps forbryderfoto. TV’et fryser, du fryser, din ikke-eksisterende kat fryser. For I ved ligesom bare, at dét forbandede foto bliver beviset på, at utopien ikke længere betyder noget. Ingen kan tro på et land, hvor selv anholdelser og alvorlige anklageskrifter kan bruges som valgkampsmateriale. Det giver ingen mening.
Men nej sørme, nu kommer Baudrillard så på banen igen. “Amerika er mægtig og original, Amerika er voldelig og afskyelig – vi bør hverken forsøge at udviske nogen af disse kendetegn eller forsøge at forsone dem,” siger han. Måske er dét netop tricket til at forstå den amerikanske weekendunderholdning: at den skal ses helt uden samling – og nok også sans. /David Dragsted