En regering, der ikke beskæftiger sig med klimaet...

For et par måneder siden udkom den danske digter Lars Skinnebachs digtsamling Øvelser og rituelle tekster i en genudgivelse 12 år efter, at den første gang så dagens lys. I 2011 blev bogen udsendt af forlaget Edition After Hand, denne gang er det Antipyrine, som er afsender. Pressemeddelelsen på den nye udgave citerer bagsideteksten fra den oprindelige, hvor man kunne læse denne sentens: “KUNST, DER IKKE BESKÆFTIGER SIG MED KLIMAKRISEN, ER IKKE VÆRD AT BESKÆFTIGE SIG MED.”

Det var en vild sætning, et vildt udsagn. Hvis man på det tidspunkt interesserede sig en lille smule for verden, for menneskeheden, for menneskehedens aftryk på verden, for kunst, for poesi eller måske bare for poesien i livet, og man først læste sætningen eller hørte nogen sige den i radioen, så bed den sig fast. Der var noget uafrysteligt over dens indbyggede uafvendelighed. Var det virkelig så galt fat? I de følgende år er indicier blevet til beviser, og de tårner sig op. Her i august 2023 skal man være idiot for ikke at kunne se, at vi – mennesket – har fucked tingene så gevaldigt op, at vi nærmer os en irreversibilitet – hvis ikke dette tipping point allerede er indtruffet.

Lars Skinnebach er ikke nogen profet; han havde bare sat sig for at læse rigtig meget om klodens tilstand i videnskabelige tidsskrifter i tiden omkring klimatopmødet COP15 i 2009, hvor 192 lande og 120 statsledere skulle mødes i København. I forbindelse med den første udgivelse af Øvelser og rituelle tekster fortalte han til Dagbladet Information, at han var begyndt at reparere sit tøj selv, afholde sig fra at købe nye ting og droppe at læse op i udlandet, hvis det krævede en flybillet. “Hvis jeg køber tøj, ser fjernsyn, tænder en lampe, tager en bus — gør det alt sammen klimaproblemet værre. Jeg sætter den mindste handling op som løsning i stedet for at vente på, at den største handling skal redde verden — det vil sige at verdens ledere flyver ind på samme mødelokale, hvor de skriver under på en aftale, der afværger katastrofen. Og det kommer ikke til at ske.”

Set i det lys giver Skinnebachs nu berømte sætning om, at kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med, god mening. Man kunne ønske sig, at Lars Løkke Rasmussen, der var landets statsminister på det tidspunkt, havde gjort det samme som Skinnebach: Sat sig ind i tingene. I stedet blev COP15 under hans dilettantiske ‘formandskab’ en eklatant fiasko, en af de største skampletter på hans temmelig besudlede karriere som politiker. I dag er det herhjemme hovedsageligt folk som statsminister Mette Frederiksen (S) og klimaminister Lars Aagaard (S), der blamerer sig ved at sidde på deres hænder og lukke bullshit ud, mens kloden skriger på handling. For nej, hvad med den enlige mor til tre, hun risikerer jo at “bukke under” nede i supermarkedet, hvis der er ekstra afgift på udvalgte varer, som Frederiksen formulerede det for nylig.

Så alle kan være med

Her en tirsdag morgen ultimo august 2023 kan man så læse, at regeringen alligevel gerne vil bløde en lille smule op. Ifølge skatteminister Jeppe Bruus (S) er regeringen nu gået “i gang med at kigge på, hvordan man laver en afgift på blandt andet produktionen af oksekød”. Og videre: “Og så kigger vi selvfølgelig også på, hvordan kunne det se ud, hvis man skal bruge forbrugsafgifter.”

Bemærk, at stikirenddreng Bruus ikke er blevet sendt i byen med en omtale af egentlig politisk handling, men blot ideen om en handling. Regeringen er nået dertil, hvor den “kigger” (hvilket selvfølgelig er bedre end “vil kigge”) på, hvordan forbrugsafgifter – om muligt – ville kunne se ud, hvis altså man valgte at gå den vej. Det er så prøvende og forsigtigt, at det hviner i tænderne. Det er nærmest en ikke-tilkendegivelse af en den ikke-person, som Jeppe Bruus har vist sig at være på samtlige de politiske poster, som Mette Frederiksen har givet ham gennem årene.

Og som Bruusetabletten tilføjer over for DR’s reporter, der forsøger at afæske ham et klart svar: “Nej, men jeg kommer aldrig med nogen garantier. Men jeg kan i hvert fald sige, at det, der er vores politiske mål, er at nå vores klimamål. Og at vi gør det på en måde, så vi alle kan være med.”

En regering, der ikke beskæftiger sig med klimaet, er ikke værd at beskæftige sig med. Desværre har vi ikke noget valg. /Oliver Stilling