Fransk tøjkrise

“Hvad skal jeg have på i dag?” er et spørgsmål, der kan få de mest forfængelige af os til at kollapse på sengen efter at have prøvet utallige kombinationer af forskellige trøjer, skjorter, toppe og jeans blot for at konkludere, at de alle er totalt passé.

Franskmændene – og i særdeleshed pariserne – har længe haft et ry for altid at kunne sammensætte et godt look, un fringue om man vil. Hvis du fx skal til Paris og ikke vil afsløres som turist, rådes du til at iføre dig neutrale farver, denim hvis det er skræddersyet, en trenchcoat samt en hvid trøje med en sort blazer. Og lad for guds skyld den røde baret blive derhjemme.

Selvom franskmændene har rimeligt styr på gevandterne, valgte landets uddannelsesminister søndag aften at give samtlige elever i de franske skoler tøjkrise inden skolestart mandag den 4. september. Problemet er en kjole. Den kan have mønster og farve, alt efter hvad man er til, og så er den lang: Gulvlængde og med lange ærmer. Kjolen, der også kaldes en abaya, må man nu ikke have på i de franske skoler længere, da den bliver associeret med den islamiske trosretning og “et religiøst symbol”, lyder forklaringen.

“Når man går ind i et klasseværelse, bør man ikke være i stand til at identificere de enkelte elevers religion blot ved at se på dem,” sagde den nyslåede minister for børne- og uddannelsesminister – og præsidentens yndling – 34-årige Gabriel Attal på fransk TV1 søndag aften, den 27. august. “Derfor har jeg besluttet, at man ikke længere skal kunne have abaya på i skole.”

Det handler om laïcité. Sekularisering. Begrebet er så fransk, at det nærmest bliver sagt i samme åndedrag som Fraternité, liberté, egalité. Laïcité beskriver den udprægede franske insisteren på at adskille kirke og stat, som er så omfattende, at det flere gange har resulteret i, at staten har sat grænser for folks påklædning i det offentlige rum. Siden 2004 har det eksempelvis været ulovligt at bære tørklæde og andre religiøse symboler i folkeskolen – og her røg både kalotten og korset også.

Den franske sekularisering har sin begyndelse i 1905, hvor årtiers stridigheder mellem monarkister og republikanere resulterede i, at man fik smidt den kristne kirke ud af statsanliggender. Kirken var hæmmende for udviklingen, argumenterede republikanerne dengang. Men det er efterhånden længe siden, at særegen kristen påklædning har været i franskmændenes søgelys.

I 2010 stemte det franske parlament et lovforslag igennem om at forbyde ansigtsdækkende tørklæder i det offentlige rum, og i april 2011 blev Frankrig det første land i Europa, der havde en lov imod at dække sig til. Som CBC formulerede det dengang: “Kvinder må have bare bryster i Cannes, men de må ikke tildække deres ansigter på Champs-Elysée.” I 2016 indførte man så også et forbud mod burkinien, der dækker kroppen fra top til tå. Samme år gik en billedserie viralt, efter to politibetjente fik en solbadende kvinde iklædt lange ærmer og bukser til at afklæde sig nogle lag tøj – for dernæst at give hende en bøde for ikke at have haft tøj på, der “respekterede god moral og sekularisering”.

Modepolitiets regler

“Hvor langt vil tøjpolitiet gå?” spurgte Clementine Arnaut fra La France Insoumise som reaktion på regeringens forslag om at forbyde abayaen, inden hun i samme ombæring kaldte forslaget forfatningsstridigt. Imens bifaldt Fabien Roussel fra Parti Communiste Français beslutningen og understregede, at “skolelederne havde brug for klare instruktioner”.

Selvom abayaen bæres af mange muslimske kvinder, har kjolen intet direkte forhold til islam. I modsætning til fx hijabben, står der ikke et ord om den i Koranen. Men tilhørsforhold eller ej, så associeres den med islam, hvorfor hele debatten er opstået. I skoleåret 2022-23 har i de franske folkeskoler oplevet en stigning på hele 150 pct. af antallet af anmeldelser af såkaldt religiøs påklædning, svarerende til over 4.000 anmeldelser sammenlignet med de 2.167 fra året før.

Skolelederne har haft svært ved at følge med, og har derfor efterspurgt et klar ja eller nej til abayaen fra regeringen. “Vi ville have været lige så glade, hvis beslutningen havde været at godtage abayaen”, udtaler talsperson fra sammenslutningen af skoleledere (SNPDEN-UNSA) Didier Georges til Reuters.

Drengenes pendant til abaya kaldes en qami. En slags lang kjortel, som ifølge et lækket statsnotat ikke er lige så problematisk. Faktisk er det kun pigernes påklædning, der udgør et problem i folkeskolen. Omkring skolestarten i 2020 var det afklippede toppe og korte nederdele, som den daværende regering var i krig mod. “Det er vigtigt at klæde sig passende til skolen,” sagde den daværende uddannelsesminister Jean-Michel Blanquer dengang. “Skolen er ikke som andre steder. Du går ikke i skole, som du ville til stranden eller på en natklub. Alle ved, at man skal gå i skole klædt i republikansk stil.”

Selvom Blanquer aldrig forklarede, hvad en republikansk tøjstil præcis indebærer, var 55 pct. af den franske befolkning dengang enige i, at crop toppen var yt. Hele 65 pct. mente, at pigerne i folkeskolen skulle have bh på i skole. Til ingens overraskelse kunne en rundspørge fra 2021 vise, at de franske elever i alderen 15-18 år er imod enhver tøjrestriktion, ligesom de vil have loven fra 2004 omstødt.

Trendy værdipolitik

“Den nuværende regering har desperat brug for nogle mærkesager, hvor de kan fiske stemmer og få vendt folkestemningen. Og de værdipolitiske sager, de sælger bare bedre,” vurderer lektor i kommunikation ved RUC og ekspert i fransk islamofobi, Joshua Sabih, da Føljeton fanger ham på telefonen.

Det har været et hårdt år for den franske præsident Emmanuel Macron, der har måtte se sig “nødtvungen” til at gennemtrumfe flere lovforslag over hovedet på parlamentet, hvis flertal er imod ham. I det sidste års tid har hans upopularitetsrate ligget på over 60 pct. Lige nu er det 65 pct. af befolkningen, der er trætte af ham.

Også blandt landets muslimske mindretal – 10 pct. af befolkningen – er Macron upopulær, påpeger Sabih: “Forholdene mellem den nuværende regering og islam i offentlige rum og muslimer generelt er jo problematisk,” siger han og fortsætter:

“Regeringen prøver at imødekomme højrefløjens identitetspolitik og fremmedgør minoriteter og specifikt landets muslimske befolkning, der i forvejen føler sig under angreb. En reaktion på det så vi også tidligere på året i forbindelse med drabet på den 17-årige dreng Nahil og de voldsomme demonstrationer, der fulgte. Macron var efterfølgende ude og snakke om, hvorvidt man skulle have en ny lov omkring hvordan de her mødre eller forældre skulle opdrages i, hvordan de opdrager deres egne børn. Lovforslaget mod abayaen er bare et tegn på regeringens fiasko. De er løbet tør for idéer, som kan reformere økonomien eller skabe arbejdspladser. Den her slags værdipolitik er et tegn på, at deres kreativitet er bankerot.”

Abayaen er blevet en hurtig sejr for Macron og hans forsmåede regering. Da kjolen blev diskuteret sidste år, afviste den daværende uddannelsesminister Pap Ndiaye at tage stilling til den, med den begrundelse, at abayaen er “svær at definere juridisk”. Det problem har efterfølgeren Gabriel Attal så ikke haft. Attal er den yngste nogensinde til at bestride stillingen som uddannelsesminister og har med sin håndfaste beslutning fået markeret sig efter blot en måned i embedet.

Beslutningen, der tydeligt flirter med Republikanerne og den ekstreme højrefløj, har bl.a. også mødt kritik fra Det franske råd for den muslimske tro (CFCM), der understreger, at abayaen ikke er religiøs, men blot trendy. Kritikken afspejler en generel uoverensstemmelse i den franske regeringstop, hvor man ikke inddrager den muslimske befolkning i beslutningstagningen. Men hvorfor skulle man også det, når det ikke er på mode? /Astrid Plum