Violeta Santos Moura/Reuters/Ritzau Scanpix
Dios mío. Hvad er egentlig den mest absurde akt i den her spanske tragedie?
At det tætteste præsidenten for det spanske fodboldforbund Luis Rubiales kunne komme på en undskyldning, et par timer efter at have kysset angriberen Jenni Hermoso uden samtykke, var: “Jeg lavede nok en fejl”?
Eller at Rubiales til et hastemøde i fodboldforbundet nægtede at forlade sit job og kaldte kritikken et “socialt snigmord begået af falske feminister”? Hvorefter han blev mødt med stående klapsalver?
Ej, det må næsten være, at hans mor denne uge indledte en sultestrejke. Rubiales’ mor har simpelthen spærret sig selv inde i en kirke i Sydspanien og agter at blive, indtil den “umenneskelige og blodtørstige jagt” på sønnen ophører.
Vi håber, at der er lidt alterbrød på lager, for de spanske fodboldspillere og fans har fået blod på tanden og har ikke tænkt sig at indstille jagten foreløbigt. På deres side står også Spaniens præsident, ligestillingsminister og sportsminister, mens FIFA har udelukket Rubiales fra at deltage i alt, der har med fodbold at gøre, de næste tre måneder.
Større end fodbold
Med en 1-0 sejr over England var de nykårede spanske verdensmestre og alle os andre klar til et brag af en fest. Der var meget at fejre, selv hvis man heppede på England. Finalen var kulminationen på et verdensmesterskab i kvindefodbold, der er kaldt historisk succesfuldt med fyldte tribuner og mere end to milliarder seere.
Rubiales har indrømmet, at hans fejring af Spaniens sejr var ret pinlig. Med det mente han ikke det ufrivillige kys på præmiepodiet, som Hermoso har beskrevet som et øjeblik, der fik hende til at “føle sig sårbar og som et offer for en impulsiv, sexistisk, malplaceret handling uden samtykke fra min side.” Han mente heller ikke sine efterfølgende udskejelser i omklædningsrummet, hvor han lovede alle spillerne en tur til Ibiza og jokede med at gifte sig med Hermoso.
Nej, det pinlige var, at han havde taget sig til skridtet i begejstring. Ikke fordi det i sig selv var upassende, men fordi det foregik få meter fra den spanske dronning Letizia.
Derfor er det hverken fest eller fodbold, der er løbet med opmærksomheden. Det er ærgerligt, men som feminist Sara Ahmed skriver i sit killjoy-manifest, må man nogengange dræbe den gode stemning i kampen mod sexisme: “Killjoyen minder os om, at feminisme ofte forstås som en form for mord; opfordringen til at gøre en ende på det system, der skaber ‘mænd’, opfattes ofte som et drab på mænd.” Mon ikke Rubiales og hans mor kunne lære noget af at læse hendes bog?
“Mange af os er vokset op i den tro, at fodbold ikke var for os,” sagde midtbanespiller Irene Paredes dagen før finalen. Da hun begyndte at spille for landsholdet kaldte den mandlige træner spillerne chavalitas, små piger, og dengang var under én pct. af det nationale fodboldforbunds budget rettet mod kvindefodbold.
Sexismen i spansk kvindefodbold er ikke kun fortid. Sidste år forlod 15 spanske spillere landsholdet i protest mod deres nuværende træner Jorge Vilda. Og det er heller ikke kun et spansk problem. Som Washington Post har afsløret, har nationale fodboldforbund og FIFA ikke formået at beskytte kvindelige fodboldspillere mod overgreb, selvom de så småt er begyndt at poste penge i kvindefodbold. Spørg bare spillerne fra Haiti, Argentina og Zambia.
De spanske stjernespillere nægter at spille for landsholdet, før de har fået nyt lederskab. Deres definitive erklæring Se Acabó har den seneste uge spredt sig på sociale medier, tribunerne og flere herrespilleres fodboldtrøjer: It’s Over. Det er det i hvert fald snart for Luis Rubiales. /Emilie Ewald