Fritid er ikke frihed

Engang skulle vaskemaskinen frisætte kvinder fra kedsommeligt husarbejde. I dag er det en Dyson-støvsuger eller en robotgulvvask, der lokker med at gøre pligter til en hobby. Alligevel har flere og flere en følelse af ikke at have nok tid. Heri ligger paradokset: Mens det seneste århundredes teknologiske opfindelser har givet os muligheden for at gøre alt det, vi har lyst til, oplever vi at halse efter i samtlige aspekter af livet. Også når vi kommer hjem fra arbejde, hvor vasketøj, kærlighed og sex føles så meget som en pligt, at vores fritid ikke længere er fri.

Det mener den canadiske økonom Nick Srnicek og britiske xenofeminist Helen Hester, der i deres nye bog After Work: A History of the Home and the Fight for Free Time forestiller sig hvordan verden ser ud, når en fast løn ikke længere er succeskriteriet for om livet er værd at leve.

Derfor har det ikke udelukkende været positivt, at opgaverne i hjemmet er blevet nemmere at klare. Det er vaskemaskinen et eksempel på. Hvor tøjvask engang var et ugentligt mareridt, der blev udført i fællesskab med naboer og børn, er det i dag blevet en daglig opgave, der typisk falder på den enkelte kvinde. Først og fremmest fordi hvidevareproducenter kunne tjene godt på at sælge 20 vaskemaskiner i stedet for to, og staten kunne spare lønnen til vaskehalmedarbejdere.

Hvor opfindelser som internettet mere radikalt ændrede vores arbejdsliv, har andre teknologier kun givet os et marginalt nemmere liv. Eksempelvis har såkaldte smart homes hverken ændret vores kønsroller eller givet os mere tid til at passe børn. Det skyldes dels, at de smarte teknologier ofte er så dyre, at det ud fra et økonomisk perspektiv bedre kan betale sig at bruge underbetalt arbejdskraft. Maids over machines. En anden er, at vores rengøringsstandarder og dermed også forventninger til hinanden er skudt i vejret.

Mozart i maven

I bogen Inventing the Future fra 2015 udfoldede Nick Srnicek og den politiske teoretiker Alex Williams en vision for en fremtid uden arbejde. Vi skal ikke frygte, men hylde robotterne, lød budskabet. På samme måde argumenterer Helen Hester, der er medlem af det xenofeministiske kollektiv Laboria Cubonik, for at lægge naturromantismen på hylden og i stedet omfavne teknologien som noget, der kan give kvinder autonomien over kroppen tilbage.

Begge er enige om, at vi ikke skal være afvisende over teknologien. Hvis vi bruger den rigtigt, kan den få os ud af hamsterhjulet. Men det er ikke alt arbejde, der kan automatiseres, så vi skal ikke regne med, at robotterne klarer alt for os. Som Srnicek og Hester skriver i After Work, er ønsket om at slippe for pligter i hjemmet heller ikke et håb om, at det skal være sjovere at møde ind på kontoret. For det vil blot være at “bytte én form for ufrihed for en anden”.

Tidspresset kommer tydeligst til udtryk i forældreskabet, mener Srnicek og Hester. Allerede inden de bliver født, skal børn få de rette stimuli. Og den opgave bliver kun større, når de bliver ældre. Hvor forældre engang konkurrerede om, hvad vi kan give vores børn, handler det i dag om kvaliteten af den tid, vi kan give dem. Undersøgelser viser ligefrem en direkte sammenhæng mellem graden af ulighed og det pres, de mindste pålægges.

“Noget af det, der overraskede os, er hvor meget tid forældre i dag bruger på deres børn. Mere end de gjorde i den periode, hvor et familiemedlem var dedikeret til hjemmet på fuld tid. Denne intensive form for forældreskab udspringer af et forståeligt ønske fra forældrenes side om at give deres børn et godt liv, hvilket menes at kræve et godt job, der igen menes at kræve en god uddannelse. Slutresultatet er, at det ser ud til at kræve, at man forvandler sine børn til små stykker menneskelig kapital fra de er små,” siger Nick Srnicek til Føljeton fra dagligstuen i London, hvor han og Helen Hester underviser på henholdsvis King’s College og University of West London.

“Helt fra baby- eller fosterstadiet, endda,” tilføjer Helen Hester.

“Du skal spille Mozart for dem, mens de stadig er i livmoderen og så videre, for at støtte den kognitive og sproglige udvikling – pleje de færdigheder, der vil give din lille fremtidige arbejdstager en fordel i forhold til konkurrenterne.”

Srnicek og Hester er udover faglige samarbejdspartnere også ægtefæller, der har fået tre børn sammen. Første barn kom midt i at skulle aflevere manuskriptet til After Work. Ifølge forfatterne viste det sig – heldigvis – at de udfordringer, de så som de mest presserende, inden de blev forældre, også er dem, de i dag selv kæmper med at balancere inden for hjemmets fire vægge. Mens vi taler dukker den ældste pludselig op bag dem på skærmen.

“Skal han til sprogundervisning efter skoletid? Hvor meget skærmtid er acceptabelt? Hvad er et passende pædagogisk legetøj? Vi forsøger at finde en balance mellem at gøre det bedste for vores børn uden at falde i den fælde, hvor vi primært ser dem som fremtidige arbejdere og opbevarere af menneskelig kapital. Der skal være en balance mellem at respektere et barns ret til fritid, leg og selvstyret udforskning og at præsentere dem for muligheder, der forbereder dem ordentligt på verden, som den ser ud nu. Hvordan kan vi bedst give dem mulighed for at blomstre i denne sammenhæng? Hvordan sikrer vi, at vi ikke svigter dem?” spørger Helen Hester.

Skammen går i arv

Engang kunne man gå ud i verden med pletter på tøjet uden at fremstå usoigneret. Men de stigende forventninger har materialiseret sig i nye standarder for hygiejne. Nogle forklarer forskellen på kønnenes arbejdstid i hjemmet med en antagelse om, at kvinder biologisk set kan lide at rengøre mere, og at mænd omvendt ikke ser støv. Men forskere forklarer, at den ulige fordeling i stedet bunder i den skam, der i allerhøjst grad falder på kvinder. Det er den skam, der kommer af “ikke at have et rent hus, ordentlige børn eller se ud som dit reneste og mest polerede jeg”, siger Helen Hester. Og den skam videreføres gennem generationer.

“Jeg skelner mellem skyld som en følelse, der kommer af at fejle over for andre, og skam som en følelse af at fejle over for sig selv. Et spørgsmål om selvbillede og en internaliseret følelse af fejlbarlighed. Ikke at have et tilstrækkeligt rent hjem, ikke at have tilstrækkeligt præsentable og velopdragne børn, og ikke selv at se tilstrækkeligt velplejet ud kan alt sammen bidrage til den her følelse af skam,” siger Hester.

“I mange tilfælde går de her standarder for renlighed og ordentlig opførsel i arv fra mor til barn. Især fra mor til datter. Det er her, skyld og skam mødes: Moderens skyldfølelse over ikke at sørge for, at ens barn er rent og pænt, kan udvikle sig til skam hos barnet over ikke at leve op til moderens krævende standarder. Det kan manifestere sig som en særligt kønnet følelse af fiasko eller selvbevidsthed.”

Det kan lyde som privilegerede problemer, anerkender forfatterne.

“Men de problemer, velhavende forældre som os står over for, ligner meget ofte de problemer fattigere forældre oplever. For dem er de bare forstærket. Problemerne adskiller sig ikke så meget i karakter som i grad. Mindre velstillede familier oplever, at deres muligheder for at forberede deres børn på en konkurrencepræget og usikker fremtid er væsentligt reduceret. Nogle familier har for eksempel ikke mulighed for at hjælpe med svære lektier eller planlægge matematikundervisning uden for skolen, fordi de mangler de vigtige ressourcer tid og penge. Det kan skabe en følelse af fiasko, at man giver sine egne mangler videre til sine børn.”

“Der er en vis skyldfølelse forbundet med ikke at være i stand til at slå systemet, at undslippe sin klasseposition, når vi hele tiden får at vide, at det bare er et spørgsmål om at give selv op og få mest ud af sine muligheder. Så intensivt forældreskab er faktisk et gennemgribende problem”.

Bundet af arbejde

Selvom billedet af den enlige husmoder og den mandlige forsørger er mindre magtfuldt end tidligere, trives det stadig på de sociale medier, hvor cleanfluencere lærer dig at skrubbe badeværelset, og momfluencere poster det gode moderskab. Gaver veksles til kvalitetstid, der igen kapitaliserer på den almindelige mors utilstrækkelighed.

“Der er ikke mangel på vejledning derude, men på mange måder kan det bare uddybe vores følelse af forvirring og angst. Nogle gange er budskaberne dybt modstridende. De udgør bestemt ikke et enkelt sammenhængende synspunkt eller en idiotsikker plan, man kan følge. I stedet opfordres vi til at absorbere, vurdere og sammenligne en endeløs strøm af konkurrerende påstande om, hvad der udgør det rigtige liv. Og det kan føles, som om der er meget på spil, fordi det handler om ens husstands velbefindende. Det skaber et ideelt miljø for skyld og skam.”

Den yngre generation har med bevægelser som FIRE (Financial Independence, Retire Early) og quiet quitting indset, at de ikke vil være lønslaver resten af livet, siger Helen Hester. Det er et skridt i den rigtige retning.

“Det lader til, at der i øjeblikket sker et pendulsving i øjeblikket væk fra girl boss-feminisme og hustlekultur og hen imod en skepsis over for arbejdsmoral i det hele taget,” uddyber Hester: “Folk ønsker ikke længere at blive defineret ud fra deres produktivitet eller ud fra, hvad de kan gøre for kapitalismen. Kloge unge mennesker ønsker hverken at være chefer eller arbejdsbier, med ordene fra et onlinememe: Jeg drømmer ikke om at arbejde.”

Årtiers nedskæringer betyder, at vi ikke på samme måde som tidligere kan stole på, at staten tager sig af os, hvis vi bliver syge. Og det betyder også, at flere i et land som Danmark føler et behov for at spare op til pensionen eller spekulere på finansmarkedet for bare at kunne nærme sig en brøkdel af den velstand, den tidligere generation havde.

“Der er ingen nem måde at komme ud af det på. Vi er alle en del af det finansielle marked – lige fra kviklån til kreditkort til realkreditmarkeder til pensioner og så videre. Og vi er alle impliceret i platformskapitalismen. Jeg husker en historie om en journalist, der forsøgte at undslippe Amazon på alle mulige måder. Hun undgik at købe fra Amazon, så ikke Prime, blokerede Amazons webservere, men pludselig virkede internettet ikke,” siger Srnicek.

“Vi er bundet af arbejdsmarkedet. Både som et middel til at reproducere os selv, men også til at reproducere hele det ødelagte system. Det spørgsmål er, hvordan vi transformerer det. Som Helen bemærker, er et af de stærkeste midler til at ændre arbejdsverdenen presset for en kortere arbejdsuge. Selv om folk stadig er tvunget til at arbejde, har de meget mere selvbestemmelse over deres liv. Det afvikler ikke strukturerne fuldstændigt, men det er måske det bedste, vi kan opnå lige nu, og det kan give os mere magt over fremtiden.” /Emma Louise Stenholm

After Work: A History of the Home and the Fight for Free Time udkom den 19. juli på forlaget Verso.