Klimahelvedet i Hellas

Europas klimaforandrede fremtid udspiller sig lige nu for fuldt blus i Grækenland. Henover sommeren har skovbrande forvandlet typiske charterdestinationer som Rhodos til livsfarlige infernoer. Og i modsætning til turisterne, der bare kan rejse hjem igen, er grækerne fanget i en stadig mere ulige kamp mod ildens hærgen. I hovedstaden Athen har folk måttet se hjælpeløse til, mens den nærliggende beskyttede nationalpark Parnitha – også kendt som Athens lunger – er blevet opslugt af flammerne. I regionen Evros i det nordøstlige Grækenland er åndenøden om muligt endnu større. Her gennemlever man ifølge EU den værste skovbrand i EU’s historie, hvor et område større end New York City allerede er blevet afsvitset.

Selvom hundredvis af brandfolk er sat ind, og EU har sendt flere brandslukningsfly til Grækenland, har kampen næsten virket futil. I den forstand fremstår katastrofen også som ikke så opløftende tryktest af EU’s alarmberedskab. Da Føljeton sidste efterår besøgte den daværende græske klimakriseminister Christos Stylianides, blev der ellers lagt stor vægt på, at klimakrisens konsekvenser skulle bekæmpes forebyggende tiltag og et styrket samarbejde EU-landene imellem. Det såkaldte rescEU-program – som Stylianides i sin tid var initiativtager til – har da også denne sommer været på pletten med brandslukningshjælp fra bl.a. Tyskland og Rumænien. Programmet bærer dog ligesom Grækenlands nationale respons præg af underfinansiering; denne sommer er der blot blevet afsat 23 mio. euro. Med udsigterne til, at klimakrisen kun vil gøre skovbrande mere udbredte i Europa, virker det ellers ikke som det mest oplagte sted at spare.

Sideløbende med erkendelsen af, at selv ikke den bedste brandforberedelse ser ud til at kunne matche klimakrisens nye virkelighed, har de omfattende græske skovbrande også udstillet en latent racisme, som selv ikke pave Frans’ bønner ser ud til at kunne afhjælpe. Mindst 20 mennesker er blevet dræbt i brandene i Evros, hvoraf 18 menes at være migranter, der ikke har modtaget myndighedernes evakueringsadvarsler. Som migrationsforsker Adriana Tidona fra Amnesty International også påpeger, udstiller skovbrandene derfor ikke kun klimakrisens katastrofale konsekvenser, men også “den manglende adgang til sikre og lovlige ruter for nogle mennesker på flugt, og den vedvarende migrationsstyringspolitik, der bygger på racialiseret eksklusion og dødelig afskrækkelse, herunder racistisk grænsevold”. Skovene i Evros bruges ofte af migranter til at krydse ind i Grækenland fra Tyrkiet.

Og er der noget, der om muligt kan sprede sig endnu voldsommere end en skovbrand, er det højrenationalistiske konspirationsteorier på internettet. I et absurd tvist på historien om de 18 døde mennesker, har disinformation om, at det i virkeligheden er migranter, der har påsat brandene, vundet indpas flere steder i den græske debat. I mindst ét grelt tilfælde har det endog ført til, at tre grækere har taget sagen i egen hånd og indespærret 13 migranter i en trailer – og ligefrem livestreamet “anholdelsen”. På sin vis har den græske regering da også kun pustet til ilden med diverse udtalelser om, at skovbrandene er “eksplosivt mix” af både klimaforandringer og brandstiftelse. Tilbage står en bekymrende prognose: at de græske skovbrande ikke kun vidner om Europas kollektive klimaproblem, men at de samtidig vil levere brændstof til en ny fascistisk opblomstring, før asken overhovedet har lagt sig. /David Dragsted