Arkivfoto: Kate Munsch/Reuters/Ritzau Scanpix
“Vi ses i retten.” Det lyder bedre på engelsk: See you in court. Og på en måde er sætningen endnu bedre, når det er børn, der siger den, og særligt når formuleringen er rettet mod staten. Det kan et eller andet.
For to uger faldt der dom i retssagen Held v. State i den kulproducerende amerikanske delstat Montanas hovedstad Helena. Sagen var historisk, og det samme blev domsafsigelsen. Det var første gang, at en amerikansk dommer – Kathy Seeley, hedder hun – nåede frem til den afgørelse, at borgernes rettigheder i forhold til beskyttelse af miljøet også gælder klimaforandringer. Klimaforandringer er en krænkelse af deres borgerrettigheder. Sagsøgerne og deres sagførere fra advokatfirmaet Our Children’s Trust rettede al energi mod en absurd bestemmelse i Montanas forfatning, der sagde, at lokalregeringen ikke måtte tage miljøhensyn med overvejelserne, når man vurderede potentielle nye energiprojekter på delstatens jord. Kathy Seeley dømte bestemmelsen forfatningsstridig, fordi Montanas økosystemer allerede er så nedbrudte, at det gør skade på den gruppe af unge, som anlagde sagen – ja, alle borgere i Montana, gamle som unge.
Held v. State er langtfra den eneste klimaretssag, som er anlagt af børn og unge i Amerika. Tilbage i 2015 sagsøgte en gruppe unge USA’s føderale regering for “bevidst at have ignoreret” faren ved at afbrænde fossile brændsler og dermed krænke sagsøgernes ret til liv og frihed – sagen hedder Juliana v. United States.
Retssager af den art er igen og igen blevet afvist, men i juni afgjorde en føderal dommer i delstaten Oregon, at retssagen kan komme for en domstol. Den er anlagt af Our Children’s Trust på vegne af den nu 26-årige Kelsey Juliana, som har været klimaaktivist, siden hun var 10 år. Foruden Juliana er en halvberømt hiphopkunstner og klimaaktivist ved navn Xiuhtezcatl Martinez involveret, og det samme er en dreng ved navn Levi Draheim, som var under 10 år, da sagen blev anlagt.
Da dommen i Montana faldt for 14 dage siden, blev der straks spekuleret i, at det kunne åbne for flere retssager af den art rundt om i USA, ja, måske i hele verden. Om ikke andet måtte det kunne inspirere til aktivisme og aktivister til at gå rettens vej. Måske kan det også få flere velhavere – millionærer og milliardærer, der ikke ved, hvad de skal bruge deres penge til – til at støtte klimaorganisationer og græsrodsbevægelser økonomisk, fx til at lave den form for lobbyarbejde, som landbruget og tobaks- og olieindustrien har været så gode til i årtier.
FN-komité bakker børnene op
Forleden kunne man læse i The New York Times, at “unge over hele verden i stigende grad sagsøger deres regeringer for ikke at reducere klimaforurening, og ved sjældne lejligheder vinder de”. Journalistisk var sætningen tilpas elastisk til, at læseren kunne lægge i den, hvad han eller hun har lyst til alt efter temperament. Formuleringen “sjældne lejligheder” dækkede formentlig over, at disse vindersager var så sjældne, at de nærmest ikke kunne registreres.
Men artiklen indeholdt nu en håndfast kendsgerning: En uafhængig gruppe med 18 ekspertmedlemmer under FN ved navn Komitéen for Barnets Rettigheder (eller bare FN’s Børnekomité) har taget et langt kig på FN’s menneskerettighedslovgivning og er kommet frem til, at alle lande har en juridisk forpligtelse til at beskytte børn mod miljøforurening. Herunder hører “regulering af virksomheder” og muligheden for at give mindreårige lejlighed til at søge juridisk hjælp, hvis deres rettigheder krænkes. Det konkluderer komiteen i en 20 sider lang rapport, som blev udgivet mandag.
Komiteens ord er naturligvis ikke juridisk bindende, men som avisen påpeger, har det betydning, at rapporten i klare vendinger anerkender børns ret til at gå rettens vej for at tvinge deres regeringer til at bremse klimakrisen.
Vi kunne godt bruge det herhjemme, hvor den ene minister efter den anden snakker om, at “vi” skal have alle med, før den kan foretage sig noget. Det er i grunden mærkeligt, for de har selv børn. Men nu gør vi det igen: Vi forsøger at tørre den af på de yngre generationer. Normalt siger man, at “det er ikke for børn”. Kampen mod fossile brændstoffer er ikke børnenes kamp, det er alles kamp. I psykologien snakker man om, at man kan gøre noget godt for sit fremtidige jeg. Hvis man tager opvasken, inden man går i seng, står den ikke venter på en, når man vågner. Det er det samme her. Opvasken er bare gigantisk. Det er ubegribeligt, at vi har en regering, som har det fint med at stå på den forkerte side af historien. Så må der sagsøges. Der må sagsøges langt ind i helvede. /Oliver Stilling