Nyhedsanalyse

Ind med Umerov

Ukraine får ny forsvarsminister efter mere end 500 dage med krig – og korruptionsanklager.

Ukrainian Presidential Press Service/Reuters/Ritzau Scanpix

Henover weekenden er ukrainske styrker angiveligt brudt igennem russernes første forsvarslinje nær Zaporizjzja-regionen i det sydlige Ukraine. Stemningen omkring den ukrainske modoffensiv står derfor også til at lette – for pludselig er der et helt nyt, semi-optimistisk momentum at bygge videre på. Det bliver bare ikke den nu afgående forsvarsminister Oleksii Reznikov, der kommer til at stå for fejringen. Søndag aften meddelte præsident Volodymyr Zelenskij, at Reznikov bliver erstattet efter mere end 500 dages krig.

“Jeg mener, at ministeriet har brug for nye tilgange og andre former for interaktion med både militæret og samfundet som helhed”, lød Zelenskijs sobre forklaring. Med tanke på, at en stribe korruptionssager har plaget forsvarsministeriet, er der dog vist også tale om en tiltrængt hovedrengøring. Selvom Oleksii Reznikov ikke direkte menes at have været involveret i en stribe sager, der bl.a. har handlet om fusk med indkøbsaftaler – og Reznikov derudover selv mener, at han har været udsat for en smædekampagne – har mistanken tilsyneladende været nok til, at Zelenskyj nu rokerer rundt.

Generelt har Volodymyr Zelenskij da også gjort en stor pointe ud af at slå prompte ned på korruption i embedsværket – hvilket ikke kun er et krav som følge af krigen, men også er en nødvendighed, hvis Ukraine skal gøre sig gøre sig forhåbninger om at komme med i EU. Meget sigende er den ukrainske oligark Ihor Kolomoisky for nylig også blevet anholdt for mistanker om svindel og hvidvaskning, mens en hel stribe embedsmænd tidligere på året blev afskediget efter korruptionsanklager. Tilsvarende blev en gruppe militære rekrutteringschefer i juli fyret i en mulig bestikkelsessag.

Den nye forsvarsminister Rustem Umerov har hidtil stået i spidsen for Ukraines privatiseringsfond, hvor han bl.a. har fået ros for at rydde op i – du gættede det – tidligere korruptionssager. I den forstand ligner han en oplagt mand til at få styr på det skandaleombruste forsvarsministerium. Samtidig tilhører Umerov mindretallet af Krim-tartarer, hvorfor hans indsættelse også synes at sende et taktisk budskab om, at Ukraine på ingen måde har opgivet at befri Krim-halvøen. Umerov har desuden også deltaget i forhandlinger med Rusland om den kornaftale, som sidenhen er kuldsejlet – og som Tyrkiet og Rusland mandag mødes for at drøfte på ny. Uanset om Ukraine atter vil kunne sende korn ud via Bosporus-strædet, er der i hvert fald kommet nyt blod ind i regeringen på et kritisk tidspunkt. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12