Foto: Superflex
Set fra et eurocentrisk perspektiv ligger Vladivostok langt pokker i vold – ad helvede til, simpelthen. Det er ikke, fordi man ikke kan komme længere væk fra Europa end Vladivostok, men Ruslands største havneby er beliggende et lidt specielt sted helt ovre ved Zolotoj Rog-bugten tæt på den russisk-kinesiske grænse øst for Kina. Ruslands territorium kryber ligesom ned på den østlige side af Kina, hvorved Folkerepublikken ikke har adgang til Det Japanske Hav, hvilket japanerne er ret glade for. Slyngelstaten Nordkorea ligger også lige i nabolaget. Fra den nordkoreanske hovedstad Pyongyang er der i fugleflugtslinje 682 kilometer til Vladivostok.
Man skal være en meget mærkelig fugl for at flyve den vej. Men så kan man tage toget. The New York Times har netop opsnappet nyheden om, at Nordkoreas øverste leder Kim Jong-un har planer om at tage turen over grænsen til Vladivostok i sit latterlige armerede togsæt, når Eastern Economic Forum løber af stablen midt i september. Kim Jong-un kommer ikke for at snakke om bæredygtig økonomi og grøn omstilling eller sådan noget, han kommer for at slå en handel af med Ruslands præsident, som også vil indfinde sig i Vladivostok. Putin har brug for flere artillerigranater og panserværnsraketter til at føre sin meningsløse krig i Ukraine og Mr. Kim, som avisen så smukt kalder ham, skal til gengæld bruge noget avanceret teknologi til satellitter og atomdrevne undervandsbåde. Og en ting mere: “Mr. Kim har også brug for fødevarehjælp til sit forarmede land.”
Der er ikke intet godt at sige om det forestående grænsemøde, ud over at det indikerer, at Ruslands våbenlagre ikke er uudtømmelige. For et lille års tid siden var der forlydender om, at Nordkorea havde skibet lignende våben af sted til den russiske hær gennem Mellemøsten og Nordafrika, men ifølge amerikanske embedsfolk var det stærkt tvivlsomt, om ladningen var nået frem til frontlinjen.
Mens Kim Jong-un sikkert er i færd med at folde sine skurkagtigt udseende beklædningsgenstande sammen og lægge dem i en armeret kuffert inden sin afrejse mod nordøst, sker der også lidt stik syd. Men vel nærmest det diametralt modsatte af et lurvet grænsemøde om død og ødelæggelse. 2023 markerer 70-året for etableringen af den demilitariserede zone mellem Sydkorea og Nordkorea – i folkemunde DMZ. Af et ikke-sted at være er den demilitariserede zone ret stor, fire km bred og 248 km lang. Med andre ord er der plads nok til fx lidt kunst.
Her kommer den internationalt anerkendte danske kunstnergruppe Superflex ind i billedet. I nat (dansk tid) blev trioens installation One Two Three Swing! indviet ved Dorason-stationen i den demilitariserede zone som led i kunstprojektet The Real DMZ Project, som er sat i verden fra sydkoreansk hold for at “undersøge de (u)synlige grænser” i grænseregionen mellem de to Korea’er. One Two Three Swing! er på mange måder et utroligt banalt værk. Det er en gynge, som man kender sådan en fra enhver velassorteret legeplads – med den lille forskel, at der er plads til tre personer på den. “Gyngen fungerer som et menneske-drevet pendul, der laver potentiel energi om til en fælles bevægelse,” skriver Superflex om værket på deres hjemmeside.
De lavede oprindeligt tremandsgyngen til deres store soloudstilling i Tate Moderns enorme turbinehal i London i 2017, som mødte en lidt – skal vi sige – blandet modtagelse hos kunstkritikerstanden. I 2019 blev One Two Three Swing! sat midlertidigt op i den demilitariserede zone, hvorved det skiftede fra at et so-so-værk til at være rimelig genialt på grund af dets nye omgivelser. På det tidspunkt var Donald Trump USA’s præsident, og pludselig gav gyngen sindssygt god mening. Trump og Mr. Kim var jo på ret god fod (criminal minds think alike, som man siger), og hvis man lukkede øjnene, kunne man se for sig, hvordan de to kunne sætte sig op i gyngen sammen med Sydkoreas præsident og “omsætte den potentielle energi til en fælles bevægelse” – en fælles bevægelse mod fred – altså for fred.
Sådan gik det ikke helt. Men nu står One Two Three Swing! der igen, vist nok permanent. Verden har brug for flere gynger, ikke våben. Undskyld, hvis det lyder banalt. Men nogen skal jo sige det. /Oliver Stilling