Du skal ikke kaste med sten, hvis du selv bor i Vestbredden

Ifølge en rapport fra Human Rights Watch (HRW) er 34 børn indtil videre blevet dræbt i år af israelske væbnede styrker. Mohammed Al-Sleem er en af dem. Han blev skudt af soldater fra det israelske militær i den lille by Azzun. HRW har efter at have talt med vidner, myndigheder og analyseret skudhuller, nået frem til, at drabet er foregået sådan her:

Mohammed og en flok drenge, alle 16-17 år, samler sig og kaster sten og en molotovcocktail efter en armeret vogn fra det israelske militær. En anden vogn dukker derefter op. Da fire soldater stiger ud af den, løber børneflokken væk, i alle mulige retninger. Den største flok løber ind i en lille olivenlund i nærheden – med soldaterne efter sig.

Soldaterne affyrer deres automatrifler under jagten, men rammer først drengene, da de når olivenlunden. Her bliver én skudt gennem skulderen, en anden gennem overarmen, en tredje bliver strejfet langs ryggen og Mohammed gennem lungen. Efter soldaterne er vendt om, kører lokale folk fra byen børnene til sygehuset, og Mohammed bliver erklæret død ved ankomsten. Fælles for de fire drenge er, at de alle er blevet skudt bagfra.

Hændelsen er langt fra den eneste med det israelske militær, hvor børn bliver skudt på den måde. En “sag” kan vi dårligt kalde den, for den kommer nok aldrig for en domstol. En rapport fra den israelske menneskerettighedsorganisation Yesh Din viser, at under én pct. af hændelser, hvor israelske soldater mistænkes for at have gjort skade på palæstinensere, ender med en retsforfølgelse ved den nationale eller militære domstol.

Politi eller militær?

Men er det så lovligt at skyde store børn, der kaster med sten og brændende flasker? Spørgsmålet er oplagt, men svaret er kringlet. Vestbredden er nemlig en særlig juridisk størrelse, hvor det ikke er helt entydigt, hvilke love der reelt gælder: Er det den humanitære folkeret, der i en smidig fortolkning godt kan tillade drabene? Eller er det menneskerettighedskonventionerne, der absolut ikke tillader dem? Marc Schack, lektor på Det Juridiske Institut på Københavns Universitet, forklarer til Føljeton, hvor usikkerheden kommer fra:

“At der på Vestbredden er tale om en besættelse, synes jeg ikke, der kan rokkes med fagligt. Men samtidig er det ikke en klassisk besættelse: Det er grundlæggende Israel, der har kontrol over palæstinensiske territorier. De har så meget kontrol, at de kan få udført operationer som de her, og de er blevet mere og mere hverdag.”

Ved en ‘klassisk’ besættelse gælder den humanitære folkeret, der kommer fra Genève-konventionerne. De regulerer, hvordan og hvor voldsomt man må agere under krig. Selvom Vestbredden de facto er besat, virker besættelsen dog permanent, og det slår skår i det juridiske grundlag. Særligt hvis man skal vurdere sager som dem i HRW’s rapport. Når det israelske militær patruljerer på den måde, som rapporten beskriver, udfylder de nemlig en rolle, der normalt hører politiet til. Og politiaktioner er underlagt menneskerettighedskonventionerne, der giver nogle meget klare rammer for, hvor meget magt man må anvende.

“Når man opererer på den her måde, ligner det mere en politiaktion end en militæraktion. Og så slår menneskerettighederne rent og rigtig klart, at man kun må skyde, og skyde for at dræbe, i yderste tilfælde. Og at man ikke må bruge dødelig magt, medmindre det er strengt nødvendigt,” påpeger Marc Schack.

Et stenkast fra soldat

I den humanitære folkeret er der love, der er sat i verden for at beskytte civile. De bliver bare hurtigt reduceret til vurderingsspørgsmål – for hvis civile har en adfærd, der kan tolkes som kamphandlinger, mister de deres beskyttelse. Og så er det faktisk lovligt at skyde efter dem. Marc Schack vurderer imidlertid, at det måske er lige lovlig strengt, at børnenes handlinger skal ses i det lys:

“Som jeg forstår situationen der, så kan man ikke tale om, at de børn har taget aktiv del i kamphandling. Det lyder mere som almindelige optøjer. Men det er her skellet ligger. I det ene regelsæt skal man være meget påpasselig med at anvende magt, og i det andet skal man ikke.”

Hvilke love gælder så, hvis det står til det israelske militær? I deres afrapportering fra episoden skriver de ifølge HRW, at de har fået ram på “palæstinensiske mistænkte,”. Dermed antyder de, at børnene var potentielle terrorister, hvorfor deres sten- og flaskekast også er blevet set som kamphandlinger.

Det overrasker ikke Dorthe Nyemann, der til daglig underviser i humanitær folkeret på DIS:

“Det er vigtigt at holde sig for øje, at Israel har det med at være virkelig grundige med at holde sig inden for krigens love. Det vil vise sig for hver af de her sager, at de vil have nogle juridiske argumenter for, hvorfor deres handlinger er lovlige. De har lang tradition for virkelig at have det juridiske ind over.”

Marc Schack tilføjer, at “Israel klassisk er blevet udsat for mange anklager om folkeretsbrud af bl.a. menneskerettighedsorganisationer.” Deres respons til anklagerne lyder, at de er uberettigede fordi anklagerne enten “har misforstået hvad der er sket,” eller “misforstået juraen.”

Det israelske militær holder sig altså inden for den humanitære folkeret. Og det er der en grund til, som Dorthe Nyemann forklarer: “Krigens love er meget anderledes end menneskerettighederne. Menneskerettighederne definerer i højere grad nogle absolutter. Krigens love behandler en balance mellem militær nødvendighed og humanitet. Det giver mulighed for mange tolkninger af reglernes betydning.”

Må soldater skyde børn?

Lovene i den humanitære folkeret kan kort sagt tolkes på en måde, hvor det bliver legitimt at skyde og dræbe børn som Mohammed Al-Sleem. I det lys virker reglerne ærligt talt lidt ubrugelige. For kan det virkelig passe, at militære enheder bare må skyde børn sådan? For at besvare det spørgsmål, har Føljeton også snakket med Kenneth Buhl, der er orlogskaptajn ved søværnet og ph.d. i humanitær folkeret.

Buhl fastslår, at “der er ingen tvivl om, at et barn kan udgøre en trussel, når de fx kaster med sten. Det kan slå ihjel, eller forrette alvorlig personskade. Og så ville proportionale midler være lovlige.” Men han tilføjer også, at “når en person, som ikke længere har noget våben, løber væk, og dermed har udført sit angreb, så er der ikke nogen overhængende fare mere.” Han fortsætter: “Man må ikke skyde, når faren er ophørt, og folk løber væk. Så gælder retten til selvforsvar ikke længere”.

Ifølge Kenneth Buhl har militæret andre værktøjer, de kunne have brugt, inden de begyndte at skyde med skarpt: “Hvis man står i den situation, kan man som alternativ til almindelige skydevåben bruge forskellige former for non-lethal-weapons som kan forårsage personskade, men dog kun i yderst ekstreme tilfælde er dræbende”. Han nævner peberspay, gummikugler og blændende granater som eksempler: “Der har været mange demonstrationer og optøjer i Israel, så jeg skulle mene, at de burde have den slags tilgængeligt.”

Ifølge Buhl er den praksis, det israelske militær har opereret efter i sagerne fra HRW’s rapport, dog heller ikke noget, han selv genkender: “Efter de standarder, som de fredsstøttende styrker, jeg har opereret med, følger, så vil det være ulovligt at gøre noget sådant.” /Ghazi AMM Al-Naji