Kære læser

Hvor er klimaforsikringerne?

Cheney Orr/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er aldrig et godt tegn, når forsikringsselskaber ikke længere tør tage chancen, og stopper med at sælge deres forsikringer. For er der noget, den slags selskaber forstår sig på, er det da risikoberegning. Af samme grund bør det vække temmelig stor bekymring, at flere amerikanske selskaber er begyndt at trække sig fra delstater som Florida og Californien. Som man kan læse i Bloomberg og Washington Post, vurderer (betalingsmur) store forsikringsselskaber såsom Allstate, American Family og Berkshire Hathaway simpelthen, at truslerne fra klimaforandringerne er alt for overhængende til, at der fremover kan drives en rentabel forretning i visse områder af USA.

Forsikringer har et indbygget forhold til fremtiden. De lukrerer på potentialer, og har så at sige fundet en måde, hvorpå frygten for fremtidige begivenheder kan gøres til en vare. Derfor er forsikringer også noget, folk kan have pænt stærke holdninger til.

Som den amerikanske sociolog Viviana Zelizer bl.a. beskriver i bogen Morals and Markets – The Development of Life Insurance in the United States, blev livsforsikringer i første omgang fordømt i USA tilbage 1800-tallet. Livet var helligt, og folk følte derfor også, at det var amoralsk at gamble med det. Med tiden vandt livsforsikringer dog alligevel frem; faktisk begyndte de at blive lovprist som den ansvarlige måde at sikre familiens fremtid på. Ja, selve det at tegne en forskring blev til et nyt ritual, som man kunne møde døden med.

I dag virker det som tæt på en selvfølgelighed, at ens hjem skal forsikres. Med klimakrisens fremmarch er det så bare ikke længere et privilegium, alle kan få adgang til. I Florida er det eksempelvis kun de ultrarigeste, der nu har råd til at betale. Derfor er det heller ikke for sjov, at man er begyndt at tale om en decideret “klima-gentrificering”. Fremover vil det kun være de mest velstillede, der kan forsikre sig mod skovbrande, oversvømmelser og orkaner.

 

Afrika til undsætning

Som Zelizers sociologkollega Ulrich Beck også påpeger, er der nu også (klima)risici, vi slet ikke kan forsikre os imod. Når først noget er blevet forurenet, kan vi nemlig ikke bare omgøre det. Netop det har også været til debat ved denne uges klimatopmøde i Afrika. Her har man bl.a. diskuteret, hvordan kontinentet spiller en absolut nøglerolle, hvis målene fra Parisaftalen skal indfries. Dels rummer Afrika et hav af jordarter og mineraler, der bliver afgørende i den grønne omstilling, dels er der et enormt potentiale for bl.a. at udvinde solkraft.

Med tanke på, at godt 600 mio. mennesker stadig kun har begrænset adgang til elektricitet i Afrika, er der da om noget også et  behov for, at landene hopper direkte til den vedvarende energi. For som den kenyanske entreprenør og medarrangør af klimatopmødet James Irungu Mwangi forklarer (betalingsmur) til The New York Times: “Den billigste infrastruktur til fossile brændstoffer at lukke ned er den, du endnu ikke har bygget”. Det lyder jo næsten som Ulrich Beck.

Argumenterne for at hjælpe de afrikanske lande med den grønne omstilling er kort sagt overvældende. Alligevel halter det påfaldende meget med at finde pengene. Ifølge The New York Times modtager Afrika blot to pct. af de samlede, globale investeringer i vedvarende energi. Problemet? At “det globale finansielle system, herunder regeringer og den private sektor, generelt mener at investeringer i Afrika er for risikable.” Måske burde man tilbyde nogle forsikringer, der kunne øge risikovilligheden? Vi har jo alligevel ikke råd til at vente – så kald det bare en kollektiv livsforsikring. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12