G20's blinde vinkler

Internationale topmøder har det med at producere tamme sluterklæringer, som ingen rigtig kan slå sig på. I enighedens navn skal man jo helst sikre, at verdenslederne ikke går alt for forsmåede fra forhandlingsbordet. Ligesom man gerne skal vise, at der skam er kommet frugtbare resultater ud af drøftelserne.

I den såkaldte communiqué fra det netop overståede G20-topmøde i New Delhi er det dog, som om der er blevet skruet lidt ekstra op for de intetsigende løfter, som dårligt består “ikke-testen” – altså om det vil give mening at sige, at man ikke går ind for dem. Prøv eksempelvis selv at gætte, hvilke af følgende udsagn, G20-lederne fandt det nødvendigt at nedfælde på papir:

“Vi bekræfter vores forpligtelse til at have nultolerance over for korruption.”

“Teknologi kan muliggøre hurtige forandringer der kan bygge bro over de eksisterende digitale kløfter og fremskynde fremskridt for inkluderende og bæredygtig udvikling.”

”Vi fordømmer på det kraftigste alle terrorhandlinger mod kritisk infrastruktur, herunder kritiske energifaciliteter, og mod andre sårbare mål.”

“Vi er fast besluttet på at styre verden ud af de nuværende udfordringer og opbygge en sikrere, stærkere, mere modstandsdygtig, inkluderende og sundere fremtid for vores befolkninger og planeten.”

“Nutidens æra må ikke være krigens æra.”

Hvis du har svaret “dem allesammen”, har du minsandten vundet dagens Føljeton-quiz. Og her har vi ikke engang nævnt den mest omtalte sætning i slutteksten, altså den som handler om krigen i Ukraine.

Hvor man ved det forrige G20-topmøde i Bali skrev, at “de fleste medlemmer kraftigt fordømmer krigen” – og derudover henviste til en FN-resolution, der fordømmer den russiske aggression – var man i New Delhi blevet enige om at gå på listefødder: “Alle stater skal afholde sig fra at true med eller bruge magt til at søge territorial erhvervelse mod enhver stats territoriale integritet og suverænitet eller politiske uafhængighed”, lød den vattede opsang til Vladimir Putin; diktatoren, hvis navn åbenbart ikke må nævnes.

Allerede inden topmødet gik snakken på, hvorvidt tiden mon er løbet fra G20. Både Putin og Kinas præsident Xi Jinping havde meldt afbud, og det var da også svært at se, hvilke gennembrud de internationale drøftelser skulle afstedkomme. Succeskriteriet blev simpelthen at skabe en form for samling, hvor intetsigende den så end måtte være.

Set i det lys bestod Indien sin værtsskabsrolle, for der kom da en sluterklæring på bordet, som vil muliggøre kommende topmøder. Men det skærer ligesom bare i ørerne, når den britiske premierminister Rishi Sunak eksempelvis påstår, at sluterklæringen “er et godt og stærkt resultat”, alt imens Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov jubler over, at “vi var i stand til at forhindre Vestens forsøg på at ‘ukrainisere’ topmødets dagsorden.”

Set i det lys var det vist USA’s udenrigsminister Antony Blinken, der uforvarende kom til at skrive den bedste nekrolog over G20. Efter først at have understreget i et interview med CNN, hvordan medlemslandene “alle har understreget vigtigheden af territorial integritet og suverænitet”, kom han i hvert fald med en vigtig tilføjelse: “Til en vis grad er det måske G19, fordi Rusland naturligvis også er her som en del af G20”. Netop det paradoks fik man heller ikke løst i New Delhi: Hvad man mon kan bruge enigheden til, når den intet betyder i praksis. /David Dragsted