Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kan vi ikke gøre det lidt dårligere? Altså med forlov: Få lov til at sænke niveauet? Sådan lyder det nye og ganske nedslående mantra, som foldes ud i dagens anbefalinger fra Robusthedskommissionen – anført af den tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, nu rådgiver i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Søren Brostrøm.
Som formand for kommissionen, der skriver sig ind i den efterhånden lange række af skræmmende fremtidsfortællinger fra skiftende ekspertudvalg, advarer den tidligere corona-hovedperson om, at sundhedsvæsenet er på vej mod det værre: “Ændringerne er nødvendige, men det er vigtigt på forhånd at gøre klart, at mange vil opleve nogle af ændringerne som serviceforringelser,” siger Brostrøm.
Fremover skal patienter ikke regne med at kunne få samme behandling som i dag. Kontakten til læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale skal i vid udstrækning digitaliseres. I stedet for at komme til kontrol på hospitalet, vil kræftramte borgere eksempelvis få stillet en app til rådighed. Så de kan sidde derhjemme og chatte med en robot.
Som det hedder i én af de 20 anbefalinger: “Der skal politisk vedtages et grundprincip om digitalt og teknologisk først”. Man skal forestille sig, at det offentlige sundhedsvæsen nu skal igennem nogenlunde samme transformation, som bankerne har været igennem i de seneste årtier: Filialerne med levende mennesker bag skranken skal begrænses, for så i stedet at udnytte informationsteknologiens fagre nye muligheder til at sænke serviceniveauet. I effektivitetens navn.
Det er blevet den gennemgående logik for SVM-regeringen. Før sommerferien blev der indgået forlig om at sænke niveauet på de videregående uddannelser, simpelthen ved at halvere kandidatuddannelser på en lang række universitetsfag.
Kan vi ikke gøre det lidt dårligere?
Billigst er bedst
Robusthedskommissionen er et vidnesbyrd om et fundamentalt omslag; et nyt politisk tidehverv. Fra at have stræbt mod at ville skabe små og ofte trinvise fremskridt – og ikke mindst større jævnbyrdighed, for ikke at sige retfærdighed – har en dyster undtagelsestilstand sænket sig over dansk politik: Forskellene vil fortsætte med at vokse, og stigende ulighed er nu blevet et omgængeligt grundvilkår.
Kontrasten til den seneste periode, hvor der blev ført en i ordenes egentlige betydning både robust og socialdemokratisk politik her i Danmark, tilbage under Poul Nyrup Rasmussen i 1990’erne, fremstår efterhånden slående, nedslående. Dengang udtalte Danmarks måske sidste socialdemokratiske statsminister i sin nytårstale i 1998:
“Vi har alle set unge forældre – oftest er det jo moderen – komme cyklende til daginstitutionen i det tidlige morgenmørke, med de små søvndrukne bag på cyklen,” sagde Nyrup og spurgte dernæst retorisk:
“Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling?”. Og han svarede straks selv: “Jeg tror det”.
Men virkeligheden har udviklet sig anderledes. Desværre. I den forgangne periode, “i den næste store etape af samfundets udvikling”, er hverdagen ikke alene blevet mindre stresset for de fleste, også ambitionen om at gøre “det lidt bedre”, synes at være forduftet.
Når niveauet på mange universitetsuddannelser skal sænkes generelt, og når fagkravene til flere sundhedsfag, herunder for sygeplejersker, nu også foreslås sænket specifikt, er det et udtryk for, at billigst er blevet bedst. En discountificering. Ligesom det er sket med banker og supermarkeder, skal den offentlige sektor nu også faldbydes til en lavere fællesnævner.
Individuelle tilkøb
Standardydelsen i den offentlige velfærd skal fremover være en skrabet budgetløsning, og så må folk hver især tilkøbe sig bedre service efter evne. Eller som finansminister Nicolai Wammen (S) sagde for et år siden: “Den gode nyhed er, at vi har råd til det, man kan kalde basispakken”.
Den dårlige nyhed er til gengæld, at selv “basispakken” altså tegner til at blive ringere, og at den bredt accepterede løsning er at åbne for en højere grad af individuel tilkøb, enten i form af forsikringsordninger eller nye former for opsparing. I løbet af sommerferien slog Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen til lyd for, at alle fremover skal indbetale til en opsparing, som kan bruges til at tilkøbe velfærdsydelser i alderdommen:
“Vi har allerede i dag et velfærdssamfund, som er delt op i noget, der er universelt, noget der er en blanding og noget, som er rent privat. På den måde synes jeg, at det, jeg foreslår, ligger i forlængelse af nogle modeller, som vi i forvejen har, og som er integreret i vores samfund,” lød det fra S-ordføreren.
Modellen med at sænke det almene serviceniveau, for så i stedet at åbne for individuelle tilkøb, er retfærdigvis ikke udtænkt af Socialdemokratiet. Det er Lars Løkke Rasmussen, Moderaternes formand og tidligere Venstre-statsminister, som længe har turneret med tanken om, at det offentlige skal nøjes med at tilbyde en “basispakke”, for så at lade patienter og andet godtfolk købe sig til private ekstraydelser.
Illusionsløse realister kan hævde, at der altid har været forskel på folk, og at pengepungens størrelse afgør de flestes skæbne. Men det nye er dog, at ikke engang Socialdemokratiet længere stræber efter at ændre skævhederne. For sådan er det jo. /Lars Trier Mogensen