Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Uha, uha. Det har ikke været rart at læse om den busrejse, som Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) var på hen over weekenden. Heller ikke for dem selv.
Både Berlingske og Politiken havde reportere med om bord på bussen, og selv om det er det, man i krigsjournalistikken kalder embedded journalism, så var det sådan set ikke til at mærke på deres respektive reportager, at de havde siddet og gnubbet skuldre med de tre regeringsbærende partiledere. Politikens mand indledte sin artikel med en scene fra Ringsted: Bussen er ankommet, den holder nu foran byens kongrescenter, og sceneshowet, hvor trioen skal softball-interviewes af komikeren Anders Breinholt, er lige ved at gå i gang. Men der er en heftig aktivitet nede i salen. En af centrets ansatte beder så mindeligt de fremmødte om at trække frem til de forreste stolerækker, så der ikke ser så tomt ud. Der har været 350 gratis billetter i udbud til showet, men kun lidt over halvdelen af dem, der har reserveret, har gidet at møde op. Det er temmelig tåkrummende.
Berlingskes journalist indleder også sin reportage (betalingsmur) i Ringsted Kongrescenter, men starter et andet sted: “Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har givetvis mange ting tilfælles. Ét af de mere fremtrædende fællestræk: Deres ansigter er umådeligt nemme at aflæse. De to toppolitikere gør sjældent noget for at skjule, hvis de er irriterede, og ingen af de tilstedeværende i Ringsted Kongrescenter kunne være i tvivl om, hvad Frederiksen og Løkke tænkte om det arrangement, de tog del i sent torsdag eftermiddag.”
Roadshowet kommer simpelthen “lidt akavet fra start”, som journalisten formulerer det. Statsministeren forsøger hurtigt at lave spin på situationen oppe fra scenen. Hun forstår godt, at nogen er blevet hjemme, siger hun, særligt “når vejret er så godt”. Måske kan hun selv høre, at den konstatering var lidt pondusløs, så hun skynder sig at tilføje: “Jeg tænker også, at det måske er et udtryk for, at det hele ikke er så skidt endda.”
Det er muligt, at regionale og lokale medier har mødt regeringstoppens busturs-pr-stunt med lidt større benovelse. Men når man så lige tænker efter: Nej, hvorfor skulle de det? Der er så mange modsætninger SVM-regeringen, så stor forkrampelse, at god gammeldags spin, der plejer at kunne tage fusen på vælgerne, nu ligner en alt for desperat fremsat – og dermed virkningsløs – trylleformular i en Harry Potter-bog. Venstre er i en gigantisk identitetskrise, Socialdemokratiet slider for at forklare deres vælgere, hvad regeringens topskattelettelser skal gøre godt for, og Moderaterne har deres egne problemer. Turen i bussen med Frederiksens, Ellemann-Jensens og Løkkes kontrafejer folieret på siderne signalerer: K-R-I-S-E.
Færdig mand på tv
At man kan komme fra et sted, der er så usselt og har så lidt fodfæste, at spin-effekten bare er sat ud af kraft, er Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen et andet godt eksempel på. Da han søndag aften stillede op til et interview på DR om sin person og sin indsats under valgkampen, der kostede partiet dyrt, var det tydeligt, at opdraget fra kommunikationsapparatet omkring ham var, at han for alt i verden skulle signalere ærlighed og fortrydelse. Resultatet blev, at seeren næsten kun hørte de ord og sætninger, som han havde fået indpodet hjemmefra. Sidste år omtalte han fx som ”frygteligt, sorgfuldt og meget presset”. Bemærk her ordet sorgfuldt, som sjældent optræder i en toppolitikers vokabularium, men som signalerer, at denne mand, der har måttet gå så meget igennem, er et menneske af kød og blod.
Når politikere – ja, mennesker i det hele taget – indleder en talestrøm med ordene “ærligt talt” eller “hvis jeg skal være helt ærlig”, er der altid grund til at være en lille smule på vagt. For ærlige, det skal vi da helst være hele tiden. Hvorfor overhovedet verbalisere ærligheden? “For at være ærlig,” sagde Pape i interviewet. ”Skylden ligger kun ét sted, og det er hos mig. Det var dårligt, det jeg gjorde i valgkampen.”
Her har hans spinfolk formentlig siddet og håbet, at formandens ærlige indrømmelser stoppede der. Men Pape er også et menneske, som folk er flest, så han kommer til at tilføje: ”Det var faktisk helt forfærdeligt”. Altså, i virkeligheden en regibemærkning til internt brug, som ikke fungerer så godt, når den, der siger den, er en person, der kæmper for sit politiske liv, og som kommentatorkøbing for længst har dømt ‘dead man walking’.
Hvis ikke Det Konservative Folkeparti var blevet så højredrejet og usympatisk under Søren Pape Poulsens ledelse, kunne man et øjeblik fristes til at tænke: stakkels mand. Men kun et øjeblik. /Oliver Stilling