Foto: Oliver Stilling
“Ham dér,” siger Maria Alyokhina og peger på et billede af biskop Tikhon, “han er et fucking røvhul”.
Tikhon Shevkunov ligner ganske rigtigt et røvhul. Klamt, tjavset fuldskæg, bispehatten trukket mafioso-agtigt langt ned over hovedet og blikket blottet for empati. Tikhon er biskop i den russisk-ortodokse kirke og siges at være præsident Putins skriftefader og ‘åndelige vejleder’. Hans infame kontrafej pryder en af væggene på kunstmuseet Louisianas splinternye og ekstremt vellykkede udstilling ‘Velvet Terrorism – Pussy Riot’s Russia’, og det er han ikke alene om. Rundt om et foto af kunst- og aktivistkollektivets store gennembrudsperformance Punk Prayer i Frelserkirken i Moskva i 2012 hænger andre fucking røvhuller, bl.a. patriarken Kirill, en regeringsvenlig propagandist med endnu mere døde øjne og så selvfølgelig Putin.
Når Pussy Riot-medlemmet Maria Alyokhina (f.1988) denne onsdag formiddag stopper op lige her og peger på biskop Tikhon, er det formentlig, fordi han er den første, som uforvarende brugte det rammende udtryk “fløjlsterrorisme” om kunstnergruppens ikke-voldelige aktivistisme. Alyokhina har en kødrand af fotografer og journalister efter sig. Der har været et pressemøde oppe i Louisianas cafeteria med hende og museets direktør og udstillingens kurator, og kunstpressen er lige blevet lukket ind på udstillingen.
Pussy Riot. Hvis man følger lidt med, kender man dem ud og ind fra dagspressen, særligt den internationale. De har haft en helt utrolig gennemslagskraft, og det har de også betalt prisen for. Som Louisiana skriver i pressemeddelelsen, er de gennemgående temaer i Pussy Riots “feministiske, Putin-kritiske praksis (…) ytringsfrihed, menneskerettigheder, LGBTQ+-rettigheder og løsladelsen af politiske fanger. Pussy Riot er et kompromisløst foretagende. Flere af medlemmerne, heriblandt Maria Alyokhina, afsonede to års fængsel for ‘hooliganisme’ i Ruslands straffekolonier efter performancen i Frelserkirken, og alene siden sidste sommer er hun blevet sendt seks gange i spjældet à 15 dages varighed.
Når vi før omtalte udstillingen som “ekstremt vellykket”, er det, fordi den er vild og støjende og aggressiv. Det kan godt være, at Pussy Riot er et kunstkollektiv, men i mødet med en old school kunstinstitution som det nordsjællandske Louisiana vil der som regel ske en amputering, den anarkiske energi vil være det første offer, og tilbage vil hænge nogle slag i luften, som de lettere gråmelerede museumsbesøgende fra det bedre borgerskab i omegnskommunerne vil kunne defilere hurtigt forbi, inden de søger mod cafeteriet og indtager en salade chèvre chaud med saltede valnødder og blåbær til 189 kr. Andre menneskers kamp mod undertrykkelse og autoritære regeringer er hurtigt glemt. Sådan føles det ikke her.
Der kan være noget lettere parfumeret og hattedameagtigt (m/k) over dele af den danske kunstpresse, men denne formiddag er den blandet op med udenlandske fotografer og journalister. Folk virker overraskede. Det første værk, der møder publikum, er en video med en kvinde, som befinder sig over en fotostat af præsident Putin. Hendes ansigt er dækket af en rød balaclava (Pussy Riots signatur), og hun er iklædt en sort robe. Hun indtager en masse vand fra en flaske og løfter op roben, så hendes kønsorgan kommer til syne, hvorefter hun bogstaveligt talt pisser på Putin. Sådan.
I pressematerialet fra Lousiana optræder en udtalelse fra museets direktør Poul Erik Tøjner. “Louisiana har en stolt tradition for at engagere sig i samtiden og i emner som ytringsfrihed, demokrati og menneskerettigheder. Pussy Riots udstilling indskriver sig på markant vis i rækken af kritiske røster rettet mod autoriteter og systemer, der er kommet til orde hos os,” lyder det. Han siger cirka det samme på pressemødet og nævner specifikt Salman Rushdie. Da den dødstrusselramte britiske forfatter dukkede op i Danmark i 1992, var det nede i Louisianas Bådehus ud til Øresund.
Det er 31 år siden. Måske er det lidt at pynte sig med lånte fjer, når man ligefrem taler om “en stolt tradition”. Det er forrygende, at Louisiana har sat ‘Velvet Terrorism – Pussy Riot’s Russia’ op, men man kan ikke lade være med at få den tanke, at udstillingen først og fremmest er blevet så kraftfuld, fordi Maria Alyokhina er ustoppelig, og at det ville være pinagtigt at skulle bede Pussy Riot om at holde lidt igen.
Man kan håbe, at museet fortsætter i samme spor. Der er brug for det. Underoverskriften på udstillingen er: ‘Alle kan være Pussy Riot’. Det er meget smukt formuleret. Der er ingen tvang. Alle skal ikke være det – men man må gerne. Man kan yde det, man er i stand til. Der er altid brug for modstand. Se selv: Når selv Louisiana kan være Pussy Riot, kan alt i princippet lade sig gøre. /Oliver Stilling