Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ingen ved endnu om tragedien ender lykkeligt. Eller om det snarere er en gakket komedie, der lige nu udspiller sig, og som vil ende helt miserabelt. Optrinnet rummer i hvert fald en skærende undertone af galgenhumor.
Tragikomedien hedder Alternativet, som nu igen er ved at gå i indre opløsning. Partiet, der blev stiftet i 2013 af Uffe Elbæk for at skabe en ny, inkluderende og mere empatisk politisk kultur, er atter ved at fragmentere på grund af det stik modsatte – gammeldags og destruktive intriger.
Hen over weekenden blev klimaordfører Theresa Scavenius smidt ud af Alternativets folketingsgruppe, efter et uskønt forløb, hvor de fem andre folketingsmedlemmer har forsøgt at få hende ekskluderet fra partiet. Selv beskriver hun det om et “karaktermord”, mens gruppeforperson i Alternativet Helene Liliendahl Brydensholt i stedet taler om “samarbejdsproblemer og tillidsbrud”.
Absurd nok er stemningen lige nu endnu mere ondartet, end da fire af Alternativets fem folketingsmedlemmer – Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique – i februar 2020 valgte at melde sig ud for at blive løsgængere. Dengang i protest mod medlemmernes valg af Josephine Fock som ny frontfigur.
Partiet har flere gange været erklæret dødt, for så alligevel at genopstå. Alternativet har vist sig overraskende slidstærkt, men også teatralsk selvoptaget og destruktivt.
Undervejs har Alternativet ydermere været omgærdet af anklager om krænkelser, grænseoverskridende adfærd og sexisme. Og selv dette mørke mønster ser i dag ud til at gentage sig: 39-årige Theresa Scavenius er blevet isoleret, fordi de fem andre i folketingsgruppen hævder, at hun har været “grov” over for dem og partiets medarbejdere.
Afmægtigt parlament
Anskuet som en tragedie, der i bedste fald kan kulminere i en lykkelig forløsning, handler konflikten i bund og grund om politiske uenigheder.
På den ene side står den kompromisløse Theresa Scavenius, der nægter at acceptere passivitet i klimapolitikken og derfor også forsøger at presse sig eget parti til at sige fra, brokke sig og lave larm. Lidt ligesom de mest utålmodige klimaaktivister i fx Extinction Rebellion.
På den anden står de fem andre alternativister, som er mere pragmatiske, pæne og levebrødspolitiker-agtige. Frem for at buse frem med vredeudbrud og polemisk passion foretrækker de at holde SVM-regeringen op på de klimamålsætninger, som indtil videre er blevet skrevet ned på papir, men som lader vente på sig i virkeligheden.
Theresa Scavenius har tydeligvis fået nok, og hun er derfor ikke bange for at fremkalde sammenbruddet. Hun frygter nemlig ikke for den lille, partipolitiske tragedie, fordi hun betragter klodens ilde tilstand som en langt større, eksistentiel tragedie. Forleden skrev hun opgivende i sit eget nyhedsbrev:
“Min hjerne er næsten paralyseret. Hvordan kan jeg med troværdighed arbejde for bedre politik, når betingelserne er så nytteløse. Jeg tror de færreste endnu har forstået hvor meget sort politik der bliver lavet på Christiansborg, og at det næsten er umuligt at have en diskussion om det, fordi alt bliver tilsløret af politisk greenwashing og fake politics”.
Som en klassisk sandsigerske fortæller Theresa Scavenius ærligt, hvordan hun ser et magtesløst folkestyre, der reelt ikke sætter ind over for de påtrængende klimaforandringer. Og den lykkelige slutning? Ja, det ville jo være, hvis hun med sin chokterapi og ballade kunne vække de andre politikere på Christiansborg. Slumretilstanden skal brydes med et tordenbrag.
Stumper og stykker
Vendt på hovedet kan forløbet også betragtes som en sæbeopera; som en efterhånden triviel politik-komedie, hvor de godhjertede alternativister igen og igen opfører sig ondartet. Altså som hyklere, vindbøjtler og vendekåber. Tilmed uden noget højere formål, men alene som en del af kyniske kabaler og rådne rænkespil.
I så fald peger dynamikken i retning af nye partidannelser, ligesom Theresa Scavenius selv forsøgte at stifte udbryderpartiet Momentum, da hun i 2020 første gang smækkede med døren. Og ligesom partistifter Uffe Elbæk også i 2020 forgæves forsøgte at stable udbryderpartiet Frie Grønne på benene. Ud fra en forestilling om, at stærke personligheder skulle kunne bære et nyt parti i sig selv.
Det ensomme folketingsmedlem, der dengang sad tilbage og skulle forsvare Alternativets skanse mutters alene, Torsten Gejl, har netop måttet sygemelde sig med stress og har derfor orlov fra Folketinget. I hans fravær og lige inden weekendens brud nåede Alternativet at opføre et påfaldende grotesk cirkus.
Med tilføjelse af suppleanten Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, som erstattede Torsten Gejl i forrige uge, nåede de dengang seks kvinder i Alternativet lige akkurat at hylde sig selv som “Danmarkshistoriens første kvindelige folketingsgruppe”. Med en storsmilende Theresa Scavenius i midten, omkranset af de fem andre alternativister.
I dag står det klart, at lykkerusen var falsk. En traurig komedie.
Hvis Alternativet spaltes igen – og den største opmærksomhed, som partiet formår at tiltrække, handler om maskepi og giftangreb – risikerer det grønne parti at degenerere i ligegyldighed. For så er der ikke meget parti tilbage, kun et langstrakt afskedsparty. /Lars Trier Mogensen