Take the Money and Run, Jens Haaning

Ved 14-tiden mandag eftermiddag var der en lidt mat stemning i Jens Haanings atelier i Griffenfeldsgade på Nørrebro. Haaning sad ved sit skrivebord og læste den 24 sider lange domsafsigelse fra Københavns Byret på sin computerskærm, mens en to meter høj tv-dokumentarist, som har fulgt ham gennem halvandet år, vimsede rundt med et kamera.

På væggen over skrivebordet hang forskellige memorabilia – plakater, fotos og et par ure – som minde eller påmindelse om en håndfuld værker, den kendte danske kunstner har lavet gennem sin lange karriere. Det største af urene, det med bred messingkant og logoet Eltime på skiven, gik langt foran, men det var nu ikke, fordi det gik forkert; uret er en udgave af Haaning-værket Kabul Time, som handler om Danmarks krigsindsats i Afghanistan siden 2002, og som man kan læse på nettet, symboliserer tidsforskellen “forbindelsen mellem det danske og det afghanske folk som henholdsvis besætter og besat”. Verdens enkleste værk! Eller næsten for enkelt, vil nogle sige. Men ikke desto mindre virkningsfuldt: Intet kan drive folk til vanvid som ure, der går forkert.

Da en version af Kabul Time i 2011 skulle sættes op ved den befærdede Vibenhus Runddel i København, fik de ansvarlige politikere i borgerrepræsentationen i sidste øjeblik kolde fødder, fordi de frygtede, at urværket ville forvirre mere end give anledning til reflektion. Så de forsøgte at rykke det til et fuldstændigt ligegyldigt sted i Ørestaden. Det gad Jens Haaning imidlertid ikke stå model til, så han trak værket tilbage og udtalte til medierne, at politikerne kunne “rende og hoppe”. I stedet ville han koncentrere sig om sin karriere i udlandet.

Hvis ikke Kabul Time er verdens enkleste kunstværk, så er Take the Money and Run det. Da Aalborg-museet Kunsten i 2021 er på vej med en udstilling om arbejdsliv, ‘Work it out‘, som skal sætte fokus på “individet i det moderne arbejdsliv” og undersøge “hvilket potentiale kunsten og museet har”, er det oplagt at få Haaning til at bidrage, for lige præcis de ting er han også optaget af i sin praksis.

Museet bestiller to ældre, kendte værker hos ham, et par rammer med glas indeholdende en gennemsnitlig årsløn i henholdsvis Østrig og Danmark – altså rigtige, fysiske penge. Eftersom Haaning har rammerne til de to værker, men ikke pengene, låner museet ham 532.549 kr., som bliver overført til hans konto. Men Haaning synes (muligvis med rette), at museet er irriterende og tunge i røven, og i kølvandet på en række stressende hændelser, herunder en helt sindssyg soloulykke i sin Fiat Stilo på motorvej E47, får han en dristig idé: Han vil beholde pengene og sende en tom ramme op til aalborgenserne. Museet får således mere, end de har bedt om: De får et helt nyt værk. Værket er, at Haaning har taget pengene, og titlen på det, Take the Money and Run, har han sådan set også stjålet – fra en gammel film af Woody Allen.

Kunsthistorien i det 20. århundrede er fuld af konceptuelle ingenting-værker. Enkelte af dem er spektakulære og sjældent uden humor. Tag fx komponisten John Cages værk 4’33 fra 1952, som er skabt til at kunne blive opført af en hvilken som helst kombination af instrumenter, idet partituret instruerer musikerne i ikke at spille på deres instrumenter under opførelsen.

Men ingenting er jo ikke ingenting. Ingenting er altid noget.

Som ingenting-værk er Jens Haanings Take the Money and Run ret perfekt. Det er provokerende (for nogle); det stiller en helvedes masse spørgsmål; det skaber en masse bøvl for kunstinstitutionen, der skal håndtere det; det er bøvlet for kunstneren, der må tage konsekvensen af sin kompromisløshed; det refererer klart og tydeligt til tidligere store ingenting-værker i kunsthistorien. Og værkets enkle budskab – at hvis man arbejder under nogle forhold, som er utilfredsstillende, så skal man give systemet fingeren og tage pengene og skride – viste sig at gå rent ind. Internationale medier samlede historien om Take the Money and Run op, og i løbet af kort tid fik det en verdensomspændende omtale, som ingen dansk samtidskunstner har oplevet i nyere tid. Folk over hele verden elsker det.

Det er det, man kalder en win-win-situation. Udstillingen ‘Work it out’ blev en gevaldig publikumssucces, og Kunsten fik branding for et trecifret millionbeløb. Der var bare et problem: Kunsten ville have den halve million tilbage, når udstillingen var slut, for sådan lød aftalen med kunstneren. Men da Haanings værk jo var, at han havde taget pengene, kunne det ikke lade sig gøre. Så ville det hele bare være et reklamestunt, luften ville gå ud af værket. Der ville ikke være noget værk.

Efter dommen mandag, hvor Jens Haaning efter et søgsmål fra Kunsten er blevet dømt til at betale pengene tilbage, står vi i en lose-lose-situation. Det er ikke let at være kunstner. Kunstneres arbejdsforhold og lønvilkår er generelt elendige. Det er kunstneren – i dette tilfælde Jens Haaning – der betaler prisen. Det institutionelle kunstverden-Danmark ligner en samling idioter. Kunstens ledelse eller bestyrelse havde ikke fantasi til at finde en god løsning, og landets kunstfonde, som ellers siger, at de er optaget af kunstneres forhold, har heller ikke været i stand til at handle, selv om sagen formentlig er blevet drøftet på en del møder rundt omkring. Det er sørgeligt.

Man kan håbe, at en mand m/k med en papkasse melder sig og hjælper Haaning. Ellers må landets kunstnere lave en støtteindsamling.

/Oliver Stilling