Sikke noget PiS

Skal der peges på et afgørende valg i EU i år, må det næsten blive det polske parlamentsvalg den 15. oktober. Med en lille måned til, kan valgkampen i hvert fald ikke siges at skuffe; hverken når det kommer til drama, skandaleskandalesager eller populistiske hysterianfald. På den ene side står regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), anført af den aldrende Jarosław Kaczyński. På den anden står den tidligere formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk, hjemvendt til polsk politik i håbet om at vippe PiS af pinden. Ingen af dem kan døje hinanden. Kaczyński har ligefrem kaldt Tusk “personificeringen af rendyrket ondskab”. Og hver især vil de skubbe Polen – og måske også EU – i vidt forskellige retninger.

Først til skandalen: PiS har i løbet af de to sidste valgperioder brystet sig af at føre en benhård migrationspolitik – og eksempelvis ført den ud i livet ved at bygge en grænsemur til Belarus. I en række opsigtsvækkende afsløringer har det imidlertid vist sig, at polske konsulater verden over har uddelt visa til ikke-EU-borgere mod bestikkelse. Kort sagt har der stået en ulovlig flygtningedør på klem, hvilket flugter pænt dårligt med regeringens retorik. Som foreløbig konsekvens er viceudenrigsminister Piotr Wawrzyk blevet afskediget, mens Donald Tusk har lugtet blod og blandt andet kaldt det “den største skandale i det 21. århundrede i Polen”.

Ser man på de foreløbige meningsmålinger, er det dog ikke fordi PiS har ladet sig mærke sønderligt af skandalen: Partiet fører stadig med godt 10 procentpoint over Tusks parti Koalicja Obywatelska. Som tingene står, vil ingen af de to partier dog være i stand til at mønstre et flertal. Dermed kan PiS også komme til at afhænge af det, om muligt, endnu mere ekstreme parti Konfederacja. For at give en idé om, hvad det er for en størrelse har en af partilederne Sławomir Mentzen tilbage i 2019 beskrevet partiprogrammet med ordene “vi er imod jøder, homoseksuelle, abort, skatter og EU”.

På trods af at PiS sagtens kan være med på abortmodstanden, forfølgelsen af LGBTQIA+-personer samt EU-skepsissen, virker et regeringssamarbejde med Konfederacja stadig som noget, man helst vil undgå. Forbeholdet går faktisk begge veje, for Konfederacja har indtil videre lovet, at man hverken vil gå i regeringen med PiS eller Donald Tusk. Det sidste siger vist sig selv.

Under alle omstændigheder gør Kaczyński og resten af PiS-holdet, hvad man kan for at overdøve både visumskandalen, Tusk og Konfederacja. Udover at man allerede bliver hjulpet godt på vej af den indskrænkede mediefrihed i Polen, har man også valgt at gå i offensiven med en kontroversiel kampagne, der beskylder Donald Tusk for at ville lægge sig fladt ned i tilfælde af en russisk invasion. Og så er der naturligvis det evige trumfkort, der skal sikre de afgørende, landlige stemmer: En krads EU-kritik, der denne gang kredser om importen af korn fra Ukraine.

Selvom Europa-Kommissionen har tilladt salg af ukrainsk korn henover hele EU, har Polen sammen med Ungarn og Slovakiet modsat sig med et importforbud. Tilbage står kommissionsformand Ursula von der Leyen derfor med lidt af en hovedpine: Enten kan hun tillade, at Polen forbryder sig mod EU’s markedsregler. Eller også skal hun svinge pisken, vel vidende, at det kan betyde fire år mere med PiS. /David Dragsted