Kære læser

Flygtningestrøm eller sukker- og mobilfri skole?

Arkivfoto: Lasse Kofod/Ritzau Scanpix

Det er på tide, at nogen siger det højt: Danskerne er et mærkeligt folkefærd.

Mandag kl. 17.06 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse. Det sker formentlig hele tiden. Der sker mange mistænkelige ting rundt omkring i landet, og hvis ikke frygtsomme naboer eller det, man kunne kalde ‘værdigt mistænksomme’ borgere, ringede ind og meldte det, hvordan skulle vi så komme dette uvæsen til livs? Hvordan skulle samfundet overhovedet hænge sammen? Hellere en anmeldelse for meget end en for lidt… ikke sandt? Jo, du sidder og nikker. Vi er på bølgelængde. High five!

Anmeldelsen, der kom ind den eftermiddag, gik på, at en større gruppe unge mennesker var blevet set vandrende langs… Tja, hvor var det nu, det var? Tirsdag skrev JydskeVestkysten, at det var på “Vesterhavsvej, som er en landevej, der bl.a. fører til Oksbøl”, men i en opfølgende artikel onsdag var det rettet til Hjertingvej og Tarphagevej, som er nede omkring Esbjerg. Det er også ligegyldigt. Lad os ikke fortabe os i detaljer, der skygger for det store billede. Alle disse mennesker havde oppakning på, og så var de angiveligt udenlandske. Som JydskeVestkysten opsummerede det: “I hvert fald var de ikke fra Danmark, lød meldingen fra borgeren, der havde ringet ind.”

Allerede her kan man jo godt fornemme, hvor det bærer henad. Indicierne begynder at tårne sig op. Store grupper af menneskerikke danskeregår langs vejen… Alle alarmklokker ringer: Flygtningestrømmen i 2015! Dengang den danske stat var lige ved at bukke under for mængden af tilstrømmende flygtninge fra Syrien og andre borgerkrigshærgede lande, som SKYLLEDE IND OVER GRÆNSERNE! Tænk hvis det skulle gentage sig.

“Tro mig, den kommer efter os!”

Syd- og Sønderjyllands Politi reagerede, som de skal i den slags situationer. En vagthavende beordrede straks en hundepatrulje ud for at undersøge, hvad fanden det var der foregik. Hvis de her mennesker gik midt på vejen, og en svagtseende bilist kom kørende med 80 kilometer i timen, kunne det gå helt galt. “Et sammenstød ville altså potentielt set kunne få katastrofale konsekvenser,” skrev avisen.

Da patruljevognen når frem, står det dog hurtigt klart, at der måske er blevet pisket en stemning op. En storm i et glas vand, ville man sige. Den vandrende gruppe er nemlig en skoleklasse fra København, nærmere bestemt VerdensBørn Grundskole i Emdrup, som er steget af toget for at gå til Oksbøl. “Vi kunne bare se, at der kom en mørk politibil kørende med blå blink i toppen,” udtaler den 11-årige Umamah Obari, som går i 6. klasse, til JydskeVestkysten og tilføjer: “Og jeg sagde til de andre: Tro mig, den kommer efter os.”

Betjentene stiger ganske rigtigt ud af bilen. Og efter at have kigget ud over forsamlingen af måbende børn siger deres intuition dem, at de her mennesker nok skal tiltales på engelsk, hvis man på nogen måde skal kunne trænge igennem med et budskab om lov og ret her på dansk jord.

“Da politiet havde stoppet os, så startede de med at tale engelsk til os. Men så fortalte vi dem, at vi altså sagtens kunne snakke dansk,” fortæller en 14-årig elev ved navn Ayub Yigit til avisen.

Det ender sådan set godt. Politiet “opløser” ikke gruppen. Der bliver ikke tilkaldt forstærkninger. I artikel to har JyskeVestkysten gravet nogle flere oplysninger frem. Der var tale om 57 børn på en slags lejrtur. Og VerdensBørn Grundskole er en sukker- og mobilfri skole. Avisen har pr. telefon fået fat i skolens leder, Yassin Adam Bachiri, der beskrives som 43 år gammel. Han medgiver, at lærerne burde have taget børnene gennem et skovområde for at undgå landevejen, men at de på tidspunktet for anmeldelsen ikke havde vidst bedre.

“Jeg kan godt se, at udefra kan det have set ud, som om det var en flok syriske flygtninge [ligesom] dengang, de gik på den danske motorvej E45 i 2015. Men vi kommer bare fra en skole i København,” medgiver Yassin Adam Bachiri.

Jovist, det er bare en lille historie fra et hjørne af Danmark. Men man ved jo aldrig. If you see something, say something. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12