Reportage
Helt i hundene
Følelser sætter sig i kroppen. Nogle får grå hår, og andre risikerer helt at dø, når kærligheden forsvinder. Emma Louise Stenholm har talt med en håndfuld af de mennesker, der har fået knust deres hjerte og er blevet syge af det. Sammen tegner de et billede af et fænomen, vi stadig ved så lidt om, at patienterne selv må lege læger og særligt kvinderne bliver kaldt hysteriske. Dette er tredje afsnit. Første afsnit kan læses her, og andet afsnit her.
Flere af de kvinder, jeg har mødt med knuste hjerter, har fået at vide, at de skulle slappe af. På sygehuse, der ifølge patienterne selv ikke rutinemæssigt tjekker for takotsubo – som man gør på Rigshospitalet – har læger sagt, at de bare skulle gå hjem og hvile sig. For andre har det nærmest været en tilfældighed, at de blev diagnosticeret af nyuddannede læger, der havde læst om takotsubo på medicinstudiet. De nærmest klappede i begejstring over at kunne behandle et knust hjerte i virkeligheden.
En af dem, der har fået sit knuste hjerte affejet, er Jeanette. Hun er 55 år og et af de tilfælde, hvor sygdommen ikke lever op til sit kaldenavn. Hendes trigger havde intet med kærlighed at gøre, men i stedet, at hun blev mobbet af en kollega. En dag eskalerede følelserne til et niveau, hun aldrig før havde oplevet. Da hun opdagede, at hendes kolleger havde lagt mærke til mobningen uden at sige noget, fik hun et smæk i brystbenet. Det sprang, brændte, varmede, og hjertet føltes, som om det var kappet i to.
“Forestil dig, at du har grædt rigtig meget, og du ikke kan få luft. Ligesom da man var barn. Der gik mellem fem og ti minutter, inden jeg fik en følelse af at have en elefant siddende på brystet,” siger hun.
Google som læge
Jeanette blev først hentet med ambulance for senere at blive forflyttet til et sygehus, hvor hun blev fortalt, at hun havde et knust hjerte. Selv mente hun, at det ikke kunne passe, fordi hun var gift og hverken havde kærestesorger eller dødsfald i familien. Men selvom diagnosen kom hurtigt, var der ikke mange svar at få hos lægerne.
“Jeg fik medicin med hjem, og det var det. Der var ikke nogen pjece eller andet, som kunne hjælpe mig videre. Jeg fortalte sygeplejersken, at jeg var bange for at komme hjem, at jeg ikke følte mig klar. Men da jeg spurgte, hvor jeg skulle finde svar på alle mine spørgsmål, svarede hun, at jeg kunne læse om det på nettet,” siger Jeanette.
“Flere af lægerne betragtede mig som en hypokonder, fordi jeg havde så mange spørgsmål. På den ene side blev jeg sendt hjem som hjertepatient, og på den anden side sagde de, at jeg ikke fejlede noget. Det var hårdt på samme tid at være syg, læge, sygeplejerske, psykolog og behandler for mig selv i en sygdom, ingen kunne fortælle mig noget om. Flere gange i mit rehabiliteringsforløb var der læger, der spurgte mig, hvad det var for en sygdom. Det måtte jeg så som patient forklare.”
Ikke nok forskning
Takotsubo kan være så voldsomt, at det udvikler sig til akut hjertesvigt, der skal behandles på intensivafdelingen. Oftest går det knuste hjerte dog i sig selv igen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man selv føler sig rask. Tiden efter fyldes af bekymringer om, hvorvidt sygdommen kommer igen.
Efter konflikten med kollegaen er blevet lagt på hylden, har Jeanette fået at vide, at det da må dejligt endelig at kunne slappe af. Sådan oplever hun det dog ikke selv:
“Det er folks uvidenhed om sygdommen, der taler. Jeg er ikke den samme person som før. Jeg føler mig ældre, end min dåbsattest siger, og er enormt træt. I perioder kan jeg blive ekstremt vred og se verden i sort og grå. Andre gange er jeg frygteligt ked af det. Jeg vil ikke snakke med nogen, og hvis jeg gør det, tager jeg en glad maske på,” siger Jeanette, som mener, at takotsubo ikke bliver undersøgt tilstrækkeligt. Derfor har hun samlet en gruppe af patienter, som taler med hinanden, når lægerne ikke kan hjælpe:
“Jeg besluttede mig for, at det fandme skulle være løgn. Jeg kunne ikke være den eneste, der ikke kunne få svar på, hvad takotsubo er.”
Huden i laser
Peter er en af de få mænd med takotsubo, som har fundet vej til gruppen. Men han har ikke rigtig gjort brug af den, for han synes ikke, at andre behøver at høre på hans dårlige tanker. Det er lidt sjovt, siger han, for takotsubo er som at være på jagt. Der er dyr, du ikke må skyde, fordi de finder sig en partner for livet. Dør den ene, dør den anden også.
Dyrene går igen i Peters historie. Hans ægtefælle og han havde forsøgt at finde en hund, der kunne parre sig med deres egen. Flere hundeejere havde budt sig til, og da de endelig havde valgt en, begyndte manden at komme oftere og oftere. En dag bankede det på døren, og Peter fik at vide, at han blev “holdt for nar”. Manden var ikke kun løbet med hvalpene, men også konen.
De første dage efter bruddet var Peter “nærmest i depression og i dyb, dyb sorg”. Han sov heller ikke om natten. Kort efter blev de skilt og flyttede fra hinanden: “Jeg havde det så skidt, at jeg kunne trække hud af min arm,” siger Peter. Hans læge sagde, at det allerede var det første tegn på, at kroppen reagerede på sorgen. I samme periode døde hans far også.
Mandetabu
Få måneder efter skilsmissen, på en dag der ellers føltes normal, var hvilepulsen pludselig på 25. Hjertet slog ikke hvert tredje slag. Den nitroglycerin, Peter plejede at tage, virkede ikke længere. Peter har haft ti blodpropper, fordi han har en sjældent arvelig sygdom i familien. Men til trods for at takotsubo ofte forveksles med blodpropper, havde han aldrig hørt om sygdommen før. Det var først, da han fortalte sin læge, at han havde været igennem en skilsmisse, at der “ikke var nogen tvivl”.
“Men nu kan jeg genkende det hele. Jeg har en helt klar formodning om, at der er flere der lider af takotsubo, end man umiddelbart ved. Man stiller sig selv spørgsmålet, om jeg kunne have gjort noget. Set noget. Opdaget noget,” siger Peter, der efterfølgende begyndte at komme i et mandecenter for at få hjælp til at klare sig igennem skilsmissen.
“Det er lidt et tabu, at mænd også bliver udsat for psykisk vold,” siger han. “Man tænker jo ofte, at det er den nedre del af samfundet, men det er alle typer, der går gennem det her. Og jeg tror, at kvinder bedre kan klare livskriser end mænd kan.”
Heller ikke Peter føler sig rask i dag.
“Det er voldsomt, at en person kan have så stor fysisk påvirkning på mig. Mine børn har det godt, jeg har masser af glade mennesker rundt omkring mig, men jeg er ikke ret god til at skabe nye kvindelige relationer. Jeg er virkelig bange for at blive forladt igen.” /Emma Louise Stenholm
Af hensyn til familien er Peters navn opdigtet. De pågældende sygehuse er bekendt med hans og Jeanettes oplevelser.
‘Helt i hundene’ er en del af en Føljeton-serie om broken heart syndrome.
Første afsnit: Syg af sorg
Andet afsnit: Sorg er som cigaretter
Tredje afsnit: Helt i hundene
Fjerde afsnit: Vi svigter de sørgende