Foto: Statsministeriet/Ritzau Scanpix
Det er lidt over fem år siden, at Frankrigs præsident Macron var på statsbesøg i Danmark. Du husker måske billederne af Macron, der cykler rundt i København med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Udover at det altid er rart at se et statsoverhoved på en cykel, var en af de fornøjelige ting ved besøget, at Macron gerne ville opleve Søren Kierkegaards originale manuskripter, mens han var her. Det kom han så til på Det Kongelige Bibliotek i selskab med kronprins Frederik, der ellers aldrig (ikke officielt i hvert fald) har udtrykt interesse for den store danske filosofs skrifter.
Det skulle være en god og sjov dag for Macron. Men tidligt om morgenen, lige inden statsbesøget begyndte, kunne franske medier fortælle, at hans miljøminister Nicolas Hulot havde trukket sig fra posten uden at varsle præsidenten. Den dengang 63-årige Hulot, der var gammel miljøaktivist og tv-vært, udtalte, at han havde kastet håndklædet i ringen i et udslag af frustration.
“Det er en akkumulering af skuffelser over utilstrækkelige skridt over for klimaforandringer og manglende indsats for at forsvare biodiversiteten og andre trusler mod miljøet,” sagde han. Agence France-Presse, det franske nyhedsbureau, citerede “politiske iagttagere” for, at Macron formentlig ville tage imod opsigelsen “med bitterhed”. Så selv om han virkede glad og smilende på cykelturen rundt med Løkke, har le président altså været forbitret ad helvede til.
Føljetons Lasse Lavrsen skrev dengang om hele misèren på denne plads. Hans kommentar, ‘Pas de problème‘, blev en af de mest mindeværdige Kære læser-tekster i Føljetons historie, måske fordi den starter på stadion i Aarhus.
Her på stedet har vi ofte tænkt, at monsieur Hulots handling var et eksempel til efterfølgelse. Ikke at ministre nødvendigvis skal rende af pladsen i utide, hvis der er lidt modgang, men der har efterhånden været en del eksempler på voksne mænd og kvinder, der synes at miste deres selvstændige vilje og dømmekraft fra den ene dag til den anden (og på længere sigt deres ry og rygte), så snart de er underlagt ministerielle forpligtelser og usammenhængende eller paradoksale politiske diktater ovenfra.
Tag sådan en fyr som tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S), der i 2019 leverede den berømte fejlslutning, at ”uden tryghed, ingen frihed”, hvorfor han var overbevist om, at mere overvågning af borgerne ville føre til mere frihed. Eller vores nuværende klimaminister Lars Aagaard (M), der for nylig gakkede ud med bemærkningen om, at Danmark “skal have en klimapolitik, som 80 procent af danskerne kan se sig i”. Rådet herfra er: stop! Sig op, træk dig, mens du kan, hvis du ikke kan gøre det bedre end det.
Nu kommer planen
Monsieur Hulot var frustreret over, at Macrons indsats for klimaet, miljøet og biodiversiteten var fuldstændig utilstrækkelig. Her fem år efter er Macron stadig præsident, og nu kommer han så med den handlingsplan, som Hulot efterspurgte. Fem år senere!
Til gengæld er den opløftende, i hvert fald på papiret. Frankrig skal have udfaset brugen af olie, kul og gas i 2030 og være CO 2-neutral i 2050. Der skal bygges seks nye atomreaktorer og investeres massivt i sol- og vindenergi, olie- og gasudvinding skal forbydes, det skal være slut med at købe diesel og benzinbiler i 2030, og virksomheder, der har ansvaret for de 50 mest forurenende industriområder i Frankrig, skal reducere deres forurening med 45 pct. inden 2030 osv. Planen er på 50 punkter.
Frankrigs premierminister Élisabeth Borne præsenterede planen for franske partiledere og miljøorganisationer i sidste uge, skriver The Guardian. Det er måske værd at notere sig, at de ikke er imponerede. Marine Tondelier, der er leder af det grønne parti Europe Écologie les Verts (EELV), udtaler, at “denne grønne plan er historiens længste kommunikationsplan i historien”. I det mindste er der ikke noget snak om, at 80 pct. af franskmændene skal kunne se sig selv i planen. /Oliver Stilling