Joe Skipper/Reuters/Ritzau Scanpix
Det kører for Danmarks eneste astronaut, Andreas Mogensen. Han er netop blevet kommandør på Den Internationale Rumstation (ISS). Og så fik han i weekenden lavet chokolademousse deroppe. Sidstnævnte er faktisk en nyhed, for det er ret besværligt at lave mad i rummet. Hvilket er vigtigt at løse, hvis vi skal bo derude på et tidspunkt.
For hvad gør vi, hvis Jorden bliver ubeboelig? Det mest ambitiøse bud er, at vi bare flytter ud, til Månen og så til Mars. Det bliver der tænkt rigtigt meget over. Der er omkring 20 såkaldte Analog Space Facilities i verden, placeret steder med ekstremt vejr. Her simulerer forskere livet på en anden planet, med alt hvad det indebærer: Fra hvad man skal leve af, til hvad man stiller op med brækkede ankler og hvordan toiletbesøg skal foregå. På faciliteterne bor forskere og frivillige i små spartanske sci-fi-huse og går rundt i store klodsede dragter.
I Danmark er SAGA Space Architects på sagen. De har udviklet og bygget et foldbart habitat på 4,5 kvadratmeter, som er tiltænkt måneekspeditioner. Det er der både kommet en Grønlands-ekspedition, en DR-dokumentar og en udstilling ud af. Senest kunne man se udstillingen på Utzon Centret, og før det på Danish Architecture Center (DAC). I beskrivelserne af habitatet er der ikke sparet på buzz-ordene, ligesom heltekomplekset heller ikke er skjult: Den avancerede foldud-studiebolig – der ligefrem hedder Lunark – kommer til at løse vores problemer.
Det bedste ved rumudstillingen på DAC var dog i virkeligheden at finde etagen over, i en helt anden udstilling. Her kommenterede arkitekten Dorte Mandrup på kulturen i sit felt, som er mandsdomineret helt ind til benet. For hende er A Space Saga et nærliggende eksempel: i et heltekomplekst forsøg på at redde verden, overser mændene det reelle og løselige problem, der hedder klimaforandringerne. I stedet går de direkte til den mest episke slutning: Verden går under, vi rejser til Mars, og det er sørme mig, der har bygget vores lejligheder – ser de ikke ret fede ud?
Der er mange grunde til at undersøge, hvordan man kan leve under strenge vejr- og klimaforhold, sådan som de er på andre planeter. Her er en god grund: At regne ud, hvordan vi kan opholde os på polerne, i ørkener og udenfor Jorden i perioder. Her er en dårlig grund: At vi permanent skal bo på Mars. Alligevel er sidstnævnte netop målet for meget forskning og ikke mindst for SpaceX’ uendelige Musk-milliarder. Det er ærligt talt lidt trætteligt. Hvorfor, spørger du?
Her er nogle fakta om Mars:
– På Mars er gennemsnitstemperaturen -46 grader celsius – og kan falde helt ned til -140 grader celsius om natten.
– Atmosfæren er 100 gange tyndere end den er her.
– Tyngdekraften er godt en tredjedel af, hvad den er på Jorden.
– Trykket ved Mars’ overflade svarer til en pct. af trykket ved havoverfladen herhjemme.
Det betyder, at vores muskler vil svinde ind, mens knoglerne bliver svækket. Den tynde atmosfære gør også, at vi vil være udsatte for ekstremt meget radioaktiv kosmisk stråling, der forøger risikoen for kræft. Det lave tryk vil desuden trække vores væv fra hinanden, som en blobfisk, når den er på landjorden. For at (over)leve dér, skal vi altså bruge noget alvorligt udstyr. Tørt kunne man egentlig bare sige, at vores kroppe ikke er skabt til at trives andre steder end på Jorden. Det kræver astronomisk (undskyld) mange ressourcer og endnu ikke opfundet teknologi, før et liv på Mars er tåleligt – og plausibelt.
Det er selvfølgelig umuligt at spå om, hvordan forskningen udvikler sig. Chancerne for et uventet teknologisk gennembrud er selvsagt aldrig nul. Lige nu er vi dog stadig kun dér, hvor chokolademousse er et slags gennembrud. Så måske er det mere overskueligt at sørge for, at Jorden ikke bliver ubeboelig. Selvom det da heller ikke ville gøre os noget, hvis milliardærer som Musk flyttede til Mars. I værste fald er de væk i de 14 måneder, det tager at flyve frem og tilbage. /Ghazi Al-Naji