Glædelig mandag, derude. Mens du sikkert har været ude at kigge på solen, har vi siddet med snuden nede i medierne og ørene dybt begravet i Frank Ocean. Ja, vi har vist været der en gang eller to, men det er svært at holde igen med superlativerne om den 28-årige musikers nye album Blonde, der gennemlytning efter gennemlytning bliver bedre og bedre og åbner sig mere og mere. Sikke et værk. En født klassiker, der akkurat som Bob Dylans navnebroder-album Blonde on Blonde vil komme til at stå som en milepæl, der for altid ændrede populærmusikken. Det er grænseoverskridende, grænseflyttende og dekonstruktivistisk grænsenedbrydende ikke bare for R&B-genren, men for hele populærmusikken.
Men der er alligevel noget, der stikker, når man hører, ser eller oplever noget udfolde sig så perfekt – i hvert fald for enkelte her på redaktionen. For nu er det ikke nogen hemmelighed, at en lille bid af os er omkring de 40 år, og når man når så langt i livet, kan det være svært ikke at føle sig lidt fortabt i mødet med stor kunst i det øjeblik, det går op for en, at kunstneren er ti eller tyve år yngre. Det er det øjeblik, hvor man må se sig selv i spejlet og sige: ”Hvor var jeg i den alder?” For der er dem, der har det, og så er der dem, der ikke har det. Sådan er det med store kunstnere. Hvis du ikke har haft dit gennembrud, inden du er fyldt 30, kommer det formentlig ikke, og alle verdenshistoriens største værker er lavet af guddommeligt inspirerede unge mennesker. Sådan var det med Mozart, der skrev sin første opera, da han var 11 år, og sin 9. Symfoni, da han var 14. Goethe var 24, da han skrev Den unge Werthers lidelser, Herman Melville skrev en bog om året, da han var i 20’erne, for til sidst at trumfe striben med Moby Dick; Michael Strunge var både punkbevægelsens omdrejningspunkt og udråbt til generationspoet, da han døde kun 28 år gammel, og Hank Williams havde grundlagt den moderne countrymusik, da han døde som 29-årig. Orson Welles indspillede Citizen Kane som 25-årig, Picasso malede 212 af sine største værker, da han var i 20’erne, og kun 78 værker, mens han var i 40’erne, David Bowie udgav Hunky Dory, da han var 24, Ziggy Stardust året efter og Aladdin Sane året efter igen, mens Dylan i sit 24. år udsendte både Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited og fulgte op med Blonde On Blonde året efter. Det synes ubestrideligt: Kunsterne laver deres store værker i ungdommen og tilbringer resten af livet med at jagte fortiden. Det er en veletableret sandhed.
Den er bare ikke sand.
Økonomiprofessor David W. Galenson fra University of Chicago begyndte for nogle år siden at undre sig over, hvorfor de fleste tilsyneladende opfatter det unge geni som et kunstnerideal, så han besluttede sig for at systematisere kunsten i en grad, almindelige kunsthistorikere normalt ikke bryder sig om. Han opkøbte digtantologier, samlede auktionspriser, sammenlignede filmanmeldelser, læste litterær kritik og forsøgte med et sindrigt system at opstille et diagram over, på hvilket tidspunkt i deres liv de største kunstnere topper, dels produktivt og dels kreativt. Forskningsprojektet blev til bogen Old Masters and young Geniuses, der meget overbevisende dementerer myten om, at kunstnere nødvendigvis skulle være særligt store genier, der berørt af en guddommelig hånd manifesterer sig i det øjeblik, de tegner den første barnetegning.
Det gik hurtigt op for Galenson, at der var et væld af store kunstnere, som var langt oppe i årene, før deres største værker blev produceret. Alfred Hitchcock for eksempel lavede syv filmperler i træk, fra han var 54 til 61 år, heriblandt Psycho, Vertigo og North by Northwest. Daniel Dafoe skrev Robinson Crusoe som 58-årig, Charles Dickens toppede som 45-årig, og Mark Twain skrev Huckleberry Finn som 50-årig. Kandinskys dyreste værker blev skabt, da han var i midten af 50’erne, og Paul Cézannes værker bliver kontinuerligt dyrere og dyrere, jo ældre han har været på produktionstidspunktet.
Men ikke alene viste Galensons modeller, at stor kunst slet ikke var forbeholdt de unge genier. Ifølge økonomiprofessorens optegnelser tegnede der sig et billede af to arketyper kunstnere og to grundlæggende forskellige måder at arbejde med kunst på. Det unge geni versus den gamle mester. Eksemplificeret med Picasso som det unge geni og Cézanne som den gamle mester forklarer han, hvorledes Cézanne beskrev sit eget arbejde som en ”søgen”. ”Jeg søger i mit maleri,” citerer han ham for, mens Picasso beskrev sit eget arbejde helt modsat: ”Jeg søger ikke – jeg finder.” Via en lang række læsninger af de forskellige kunstneres arbejde sondrer han mellem to arbejdsmetoder: Den eksperimenterende kunstner, der igen og igen vender tilbage til det samme for at forfine udtrykket og til sidst nærme sig det sublime – det er dem, der topper sent – og så den konceptuelle kunstner, der ikke søger at forfine et udtryk. Han sigter og skyder, og det, han rammer, er udtrykket. Galenson forsøger herigennem at punktere to klicheer om kunstnere, der topper sent. Dels myten om det miskendte geni, der først sent i livet opnår anerkendelse. Som han beskriver det gennem kunsthistorikere og kritikere, så havde Cézannes tidlige værker ikke megen kunstnerisk kvalitet. Og dels ideen om at disse sene succeser er udtryk for, at kunstneren først sent har fundet ud af, hvilke kvaliteter, han besad, og derfor først sent gik i gang med arbejdet. Men heller ikke det er der belæg for. Cézannes begyndte at male tidligere end Picasso.
Så kære ven, som måske også burde have været brudt igennem på nuværende tidspunkt – hvis du skulle være i tvivl: Fortvivl ikke – måske er du bare en gammel mester, der skal forfine dit udtryk. ”Mind over matters”, som Frank Ocean synger – i mellemtiden kan du nyde alle genierne, der er derude.