Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Stillede man ind på TV Avisen mandag ved 12-tiden, kunne man se en DR-journalist interviewe DSB’s kundechef Charlotte Kjærulff på en perron i Høje Taastrup. Vi kan dårligt forestille os andet end, at stillingen som DSB-kundechef må være en særlig straf placeret mellem fjerde og femte cirkel i Dantes helvede. Rigtigt nok så Charlotte Kjærulff da også ret presset ud. Med et forceret smil forsøgte hun at forklare, hvorfor togpriserne nu atter kommer til at stige, i nogle tilfælde helt op mod 13 pct. Hovedargumentet var energiomkostninger, men DR-journalisten skulle nu ikke prikke ret meget, før forsvaret begyndte at krakelere.
Adspurgt om, hvorvidt det ikke er et problem, at priserne stiger midt i klimakrisen, svarede Kjærulff, at prisstigningerne jo er noget, der er aftalt på tværs af den kollektive transport. Som om det var et super argument, at den kollektive transport åbenbart bruger kartellignende metoder. Samtidig fik kundechefen understreget, at det jo er Trafikstyrelsen, der “sætter loftet“ for prisstigningerne. Det er et af den slags uheldige PR-svar, som dårligt tåler en dekonstruktion. For siger DSB så ikke også, at man snildt kunne hæve priserne yderligere, hvis ikke loftet var der? Et loft, som man i øvrigt ikke er tvunget til at ramme?
Nå, men ifølge Charlotte Kjærulff er det altså ikke så slemt igen med de prisstigninger. Der kommer jo flere Orange-billetter til salg, så hvis man er typen, der planlægger et halvt år ud i fremtiden og kun rejser, når fuldmånen skinner, kan det sikkert godt lade sig gøre at rejse over Storebælt for under 400 kr. Og selv hvis det ikke er tilfældet, kommer pristigningerne ikke til at have den store betydning, mener Kjærulff. I løbet af den tid, hvor DSB-kundechefen og DR-journalisten står på perronen, kan man i øvrigt ikke spotte et eneste tog. Men de er nok også bare forsinkede.
Klip til TV Avisen kl. 18:30 samme dag, hvor en anden DR-journalist var hoppet på et S-tog for at interviewe en Oscar Sølby, der er pendlertalsmand for Frederikssundbanen (sådan en findes åbenbart). Sølby, der selv er ulasteligt klædt i jakkesæt, sidder på et slidt sæde i en umiddelbart tom vogn. Bag ham er der noget blegnet graffiti, som nogen øjensynligt har forsøgt at vaske af lidt halvhjertet. På ruden sidder et klistermærke, som vist nok stammer fra coronatiden. Nogen har forsøgt at rive det væk fra nederste højre hjørne, men også det projekt er blevet opgivet.
Som pendlertalsmand er Oscar Sølby selvfølgelig dybt uenig i DSB’s beslutning. Han påtaler også det åbenlyse, nemlig at togtrafikken risikerer at ende i en decideret dødsspiral, hvor prisstigninger fører til færre passagerer, som igen vil føre til prisstigninger. Men egentlig er det hans kropssprog, der er det allermest interessante: Hænderne er placeret hårdt knyttede på lårene, ansigtet er fyldt med opspændte pulsårer, der ser ud til at kunne eksplodere af indestængt vrede hvert øjeblik. Ordene falder afmålt og velovervejede, men selve blikket stirrer intenst mod afgrunden. Dette er en mand, der er blevet hærdet i en så voldsom grad, at det kun virker opnåeligt, hvis man dagligt afhænger af DSB.
Fredag morgen kunne man så opleve, hvordan kundechef Charlotte Kjærulff har opdateret sine formuleringer efter ugens tur rundt i mediemøllen. I et interview i Politiken kan man i hvert fald se, hvordan hun er blevet bevidst om, at det med Trafikstyrelsens “loft” ikke lyder så godt. I stedet siger hun nu, at styrelsen sætter en “ramme”, og at den “er baseret på de omkostningsniveauer, vi har oplevet året før”. Erkendelsen kom måske lidt forsinket, men se bare, hvor meget bedre “ramme” spiller. Pludselig lyder det jo, som om DSB ikke bare når loftet i ren grådighed, men at man snarere er fanget i et bureaukratisk net, som på en eller anden måde fastsætter priserne.
Hvis DSB da så bare kunne stå af der, og nyde spinsejrens sødme. Men nej, for nu lyder det også, at togselskabet (igen) har sat rekord i erstatning givet til passagerer, der har oplevet forsinkelser. I 2022 blev der udbetalt fire gange så meget erstatning som i 2021, og i år bliver der så udbetalt næsten dobbelt så meget erstatning som i 2022. Til og med september har DSB faktisk udbetalt hele 28,9 mio. kr., fortæller informationschef Tony Bispeskov.
“Jeg er sikker på, at passagerne langt hellere vil have, at togene kører til tiden, end de får tilbagebetalinger,” uddyber informationschefen til BT, og det kan der jo ikke siges så meget til. Desværre kan Bispeskov dog alligevel ikke dy sig for at fortsætte med et men: “Men det er trods alt meget rart for mange af dem, at hvis de har givet 2.000 kr. for et pendlerkort, så får de måske 30-40 procent tilbage af de penge.”
2.000 kr.? Rart? Måske? Der er så mange steder, hvor DSB’s kommunikation kører helt af sporet. Men det virker nu også umuligt at forklare, hvordan vi kan blive ved med at have så dyr og uduelig togdrift i en tid, hvor kollektiv transport faktisk ikke kunne være vigtigere. /David Dragsted