Nyhedsanalyse
Slovakiets nye Smerte
Efter weekendens valg i Slovakiet står den pro-russiske populist Robert Fico tilbage som sejrherre. Hvad betyder det for EU og Ukraine?
Hvis parlamentsvalgene i Slovakiet og Polen kan ses som en test af EU i to runder, har unionen nu tabt den første: Efter weekendens valg i Slovakiet er den venstrepopulistiske, forhenværende premierminister Robert Fico som frygtet blevet den store vinder. Ikke nok med, at Fico har lovet helt at stoppe for Slovakiets levering af ammunition til Ukraine, så åbner en sprængfarlig flanke sig nu i unionen. Sammen med Ungarns Viktor Orbán og Polens eventuelle, fortsatte PiS-vælde vil Slovakiet pludselig kunne true den europæiske sammenhængskraft. Det er i hvert fald den mest pessimistiske læsning af valgresultatet.
Robert Fico er på ingen måde et ubeskrevet blad i slovakisk politik, for han har allerede siddet som premierminister af tre omgange, senest fra 2016 til 2018. Dengang måtte Fico dog gå af før tid, da et opsigtsvækkende drab på journalisten Ján Kuciak og dennes forlovede, Martina Kušnírová, blandt andet førte (betalingsmur) til omfattende protester mod regeringen. Kuciak havde inden drabet gravet i skattesvindel og mulig korruption i Ficos parti Smer (på dansk: Retning). Som det nu er med den slags magtsyge populister, har Fico dog ikke holdt sig tilbage for at gennemtvinge et comeback.
I skarp kontrast til partiet Progressive Slovakker, der overtog magten i 2019, fører Smer en påfaldende pro-russisk linje – og det på trods af, at Slovakiet har været medlem af både Nato og EU siden 2004. Smer synes imidlertid at have ramt den rigtige folkestemning, for som en analyse fra den slovakiske tænketank GLOBSEC viser, mener blot 40 pct. af slovakkerne, at Rusland er skyld i krigen i Ukraine. Til sammenligning svarer 51 pct., at Ukraine bærer ansvaret, mens 50 pct. ser USA som en sikkerhedstrussel.
Hvor Slovakiet hidtil har støttet Ukraine med donationer af alt fra missiler til MiG-29-kampfly, forventes modviljen nu at tage over – hvis Smer altså kan danne en bæredygtig regeringskoalition. Med knap 23 pct. af stemmerne afhænger Smer stadig af det anderledes pro-europæiske, socialdemokratiske Hlas, som faktisk blev stiftet som et udbryderparti fra Smer i 2020. Selvom Fico er grov i retorikken, kan han altså blive nødt til at agere mere pragmatisk. Hlas vil sandsynligvis kunne dæmme op for den allerværste EU-kritik, hvis Fico da ikke selv indser, at Slovakiet fortsat er så økonomisk afhængig af EU, at truslerne nødvendigvis må forblive tomme. Ja, kynisk betragtet fra Bruxelles er valget i Slovakiet måske en advarsel, men langt fra den afgørende knockout. /David Dragsted