Nyhedsanalysen
Dødvande i Danmark
Dødvande i Danmark
Det er ikke kun marsvinene, der er forsvundet fra de danske have. “Et månelandskab helt uden liv,” siger professor i marin økologi ved DTU Karen Timmermann om de billeder af havbunden, som Berlingske-fotojournalisterne Mathias Svold og Asger Ladefoged har vist hende.
De to journalister har i det seneste år rejst rundt i Danmark og taget billeder af den danske havbund. Resultatet: Der er intet liv, havbunden er øde, og mange steder ligger der et hvidt lag af svovlbakterier. Det er et såkaldt liglagen, der forgifter vandet. Ilten er forsvundet, og bare i september har der været “historisk dårlige forhold”. På blot en måned er iltsvindet blevet ottedoblet. Samtidig har Danmark målt de højeste temperaturer i september i 147 år.
Selvom klimaforandringer også har en tydelig rolle, peger flere eksperter på det danske landbrug som hovedårsagen til, at havet er dødt.
+ Havets selverklærede minister, miljøminister Magnus Heunicke (S), erkender igen, at “vi i årtier har svigtet vores havmiljø”, og at “situationen er dybt alvorlig”. Tidligere på sommeren fik ministeren intern kritik fra borgmestre i syv kommuner efter sin rebranding som “havets minister”. “Det er noget selvmodsigende i det,” sagde Køges borgmester og Socialdemokratiets næstformand Marie Stærke dengang ved udsigten til et omfattende byggeprojekt ved Avedøre Holme, hvor der skal bygges ni kunstige øer til industrivirksomheder.
++ “Jeg går ud igennem sådan nogle snaskede fedtemøgsplamager og hopper ned i vandet. Og så er det bare ulækkert. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad er der i det her vand? Jeg har ikke lyst til at få det ind i min mund, jeg har ikke lyst til at få det i håret, og jeg har lyst til at få min dragt af. Det var så tydeligt, at det her ikke var natur. Det var det omvendte af natur.” Asger Ladefoged gæster Berlingske-podcasten Pilestræde.
+++ Læs eller genlæs Føljetons interview med arkitekt Veronica Civa, der har fremsat et alternativ til Lynetteholmen, hvor “kinderægget”, som Lars Løkke Rasmussen kaldte det i 2018, erstattes med ålegræs og muslingebanker.