Dæmonen i detaljen

Problemet for den garvede biografist Walter Isaacson er, at han bare gerne vil skrive store biografier om store personligheder. I tilfældet Elon Musk er der på papiret sat flueben ved begge dele, for bogen er små 700 sider, og Elon Musk er… Elon Musk. Når man pinedød skal få både sit portrætoffer og sin egen tekst til at se stor ud, kræver det dog nogle indgreb i virkeligheden. Ikke mindst i form af et narrativ, der kan forklare alt det smålige. Og det er så her, Isaacson begår sine største fejl.

I Elon Musk er der fuld plade på alle klichéerne, der skal få et megalomant milliardær-røvhul til at fremstå både menneskelig og misforstået. Musk havde en traumatisk barndom i Sydafrika under apartheid, må vi forstå – vel at mærke i den priviligerede enklave for rige hvide mennesker. Han har et faderkompleks, for faren Errol er en ond fantast, og det er jo nok egentlig derfor, at Elon er en god fantast. Elon Musk har hjertet på rette sted, for han forsøger at redde verden med sine elbiler og rumraketter. Og så kan det da godt være, at der ryger en finke af panden undervejs, men mon ikke det er nødvendigt for at skabe innovation? Eller som Isaacson skriver i sin håbløse konklusion efter flere hundrede siders indsigtsløs ørkenvandring:

“Ville man kunne få raketterne i kredsløb eller gå over til elbiler at uden acceptere (sic) samtlige sider af ham, både de kontrollerede og de rablende? Nogle gange er store opfindere risikovillige mandebørn, der nægter at lade sig pottetræne. De kan være skruppelløse, pinlige og nogle gange ligefrem toksiske. De kan også være vanvittige. Vanvittige nok til at tro de kan ændre verden.”

Som biografi er Elon Musk et ubehjælpeligt forsøg på at opbløde et ellers højst usympatisk menneske gennem fortærskede, lommepsykologiske midler. Walter Isaacsons egen referenceramme begrænser sig til Star Wars, Star Trek, præsidentcitater (Barack Obama og Andrew Jackson), Shakespeare og Isaacsons egen Steve Jobs-biografi. På intet tidspunkt synes forfatteren at overveje, om han mon har fundet de rigtige værktøjer til at forklare fænomenet Elon Musk. Snarere er facit givet fra første side: at målet om at skrive om nok Et Stort Geni™ også helliger Musk.

Simuleret storhed

En pæn måde at sige det på ville være, at Isaacson sommetider bliver lidt selektiv i sin præsentation af verdens rigeste mand, der generelt er notorisk for at overdrive og optræde utilregneligt. En grimmere måde at sige det på ville være, at Isaacson ukritisk skøjter henover virkeligheden uden for Musks selvforherligende fortællinger som var en han en nyforelsket, der nægter at indse, at hans nye kæreste er selveste Beelzebul – og at man jo derfor slet ikke kan skøjte i den helvedesild, den udkårne befinder sig i.

Selvom bogen har en fyldig kildeliste, hvor det fremgår, at Isaacson også har interviewet et hav af folk omkring Musk, virker det sommetider påfaldende, hvordan Isaacson blot har indoptaget mange af de Musk-historier, der allerede er blevet fortalt til ukendelighed, eksempelvis i biografien Elon Musk: Tesla, SpaceX, and the Quest for a Fantastic Future af journalisten Ashlee Vance. Samtidig virker det slående, hvordan Isaacson fx ikke skriver om de mange racismesager på Teslas fabrikker, modstanden mod at ansatte organiserer sig for at bekæmpe de horrible og farlige arbejdsforhold, eller endog Musks veldokumenterede brug af stoffer som ketamin, som angiveligt skulle bekymre mange omkring ham.

Hvis målet er at tegne et fyldestgørende og definitivt portræt af manden, hvorfor så have så mange åbenlyse udeladelser? Hvorfor stå fast på, at Musk er en self-made forretningsmand, når det samtidig nævnes en passant, at han får 28.000 dollar af sin ellers tyranniske far til at starte sin første virksomhed for? Ja, hvorfor fokuserer Isaacson i stedet på den skrabede bil, Musk får sammen med pengene; er det fordi det lyder mere fattigt? Og hvorfor lyder så mange sætninger, som om de kommer direkte fra Musks egen mund?

“Det lykkedes Musk at gennemskue den logik, der styrede simulationen, og han vandt derfor også hver eneste gang”, skriver Isaacson i en beskrivelse af, hvordan Musk allerede som ung var et strategisk geni. Ironisk nok er biografiens gennemgående problem, at Isaacson selv på ingen måde har gennemskuet den hyppige mangel på logik, der er i Musks ord og handlinger. Faktisk har han overset en ret graverende pointe: At mennesker generelt er uforudsigelige, selvmodsigende og ofte usammenhængende – og at det derfor er en næsten futil opgave at lave den slags catch-all-personkarakteristikker, som Isaacson ynder at lave.

Meningers mismod

I tilfældet Elon Musk mener Isaacson at have fundet en forklaringsnøgle i, at milliardæren sommetider går i en såkaldt dæmon-tilstand, hvor en “manisk følelse af at have travlt” får lov til at trumfe alt andet. Ud af det blå kan Musk finde på at kræve alle ansatte på dæk i udmagrende projektforløb, hvor ord som “fritid” er ensbetydende med en fyreseddel. Snarere end at det skulle skabe en dybt toksisk arbejdsplads, fører det ifølge Isaacson til, at SpaceX og Tesla holder sig på dupperne og fortsætter med at innovere. Hertil hører Musks “algoritme”, der skulle være en superb metode til at skære ind til benet og gøre diverse produktionsgange mere profitable – men som også fører til, at mange sikkerhedsforanstaltninger ryger ud af vinduet.

Resultatet af forklaringsnøglen er, at næsten alle kapitler får samme opbygning: Musk indser, at noget går for langsomt, og han kræver derfor en hardcore indsats fra sine ansatte. Nogle ingeniører siger, at det vil tage seks måneder at blive færdig, men Musk siger, at de pinedød skal gøre det på to uger. De ansatte når på mirakuløs vis projektet på to uger efter at have arbejdet hen mod 20 timer i døgnet, og Musk hyldes for sin visionære risikovillighed. Imens gentages Isaacsons opstyltede analyser af Musks metoder som var læseren en guldfisk, der faktisk ikke kan huske at have læst de præcis samme pointer fem sider forinden.

De mange gentagelser vidner om, at Walter Isaacson mest af alt forsøger at presse et mangefacetteret menneske gennem en kødhakker, der behændigt smadrer de fleste nuancer. Altså udover, at Musk er sådan en Dr. Jekyll og Mr. Hyde-type, der både kan være fjollet og ondsindet. Samtidig falder Isaacson lige lukt i det, den amerikanske filosof Michael Sandel har kaldt meritokratiets tyranni: Den problematiske forestilling om, at blot fordi Elon Musk er verdens rigeste mand, må han også være exceptionelt dygtig til det, han laver. På visse punkter er det givetvis rigtigt, for Musk har da skubbet til udviklingen af elbiler på et tidspunkt, hvor der ellers skete nada, mens SpaceX har knækket koden til at gøre rumfart til en relativt god forretning. Som Musks opkøb af Twitter også har vist, er der dog grænser for dygtigheden. Ligesom det unægteligt bliver nemmere at spille poker, hvis man kan blive ved med at gå all in.

På et tidspunkt må Isaacson næsten have indset, at hans biografiske metode ikke rigtigt slår til, når hovedpersonen er et så løsgående missil som Elon Musk. Eller også er biografisten bare ikke en helt så stor personkender, som han bilder sig selv ind at være. Det kunne også forklare, hvordan Isaacson i ramme alvor kan blive ved med at lave bizarre, en-to lange sætningers introduktioner af det ofte ekstreme persongalleri, Musk omgiver sig med.

Fx:

“Musk har normalt to typer foretrukne løjtnanter: Red Bull-typen som Mark Juncosa, der kører i højt gear og taler overbevisende, mens idéerne pulserer ud af dem i bølger, og så Spock-typen med et afmålt, ensformigt tonefald, der får dem til at udstråle Vulcan-kompetence.”

Eller:

“Ingeniøren Dave Morris, der lavede modeller i ler og havde bevaret sin barndoms gemytlige fish-and-chips-tonefald fra det nordlige London.”

Hvad dælen er et fish-and-chips-tonefald? Hvordan pulserer idéer i bølger? Og hvad er Isaacsons undskyldning for at fylde 700 sider med så mange banaliteter? Man får næsten lyst til at give forfatteren selvsamme behandling: Walter Isaacson, den gemytlige biografist, der har brugt flere år af sit liv på at skrive om verdens rigeste mand blot for at konkludere, at han er et risikovilligt mandebarn uden pottetræning. Det er som at skide uhæmmet på læserens tid, intelligens og tålmodighed. /David Dragsted 

Elon Musk er udkommet på dansk på forlaget Gutkind.