Hjemme bedst

Skolevægring er det nyeste ord i samtalen om børn og unges stigende mistrivsel. Alle tal viser nemlig, at flere og flere børn bliver hjemme fra skole.

Mere end hver fjerde forælder har oplevet perioder, hvor et af deres børn ikke kommer i skole. De danske data om skolevægring fokuserer primært på de forældre, der forhindres i at gå på arbejde og den dertilhørende tabte arbejdsfortjeneste i kolde kontanter. I 2022 kostede problemet 1,8 mia. kr., hvilket rundt regnet er 800 mio. kr. mere end i 2017.

Ifølge Frederikke Skaaning Knage, der forsker i skolevægring på Aarhus Universitet, er skolevægring ikke et isoleret problem. Det er et af de tydeligste tegn på den mistrivsel, som flere end 1.000 psykologer er bekymrede for.

I modsætning til den tilgængelige data om skolevægring i Danmark betragter Skaaning Knage problemet fra børnenes perspektiv. “Det handler om at spørge: Hvad er jeres grunde til ikke at komme i skole? Hvad er det for et liv I har, når I ikke kommer i skole,” siger hun til Føljeton.

Da hun begyndte at beskæftige sig med skolevægring var hendes ambition at høre, hvad børnene selv siger. “Og de siger mange ting,” fortæller hun. “Det kan handle om mobning og ensomhed. Det kan handle om følelsen af, at skolen og barnet ikke passer sammen. Man føler sig forkert henne i skolen. Det kan handle om en mangel på succesoplevelser. For mange af de her børn var det en udefinerbar følelse af ubehag, som vokser sig større og større. Til sidst bliver det så altoverskyggende, at de er nødt til at trække sig.”

Ikke noget nyt

Mens jeg arbejder på denne artikel, går det op for mig, at jeg som barn havde symptomer, der ligner nogle af dem, der bliver oplistet i beskrivelserne af skolevægring. I klasseværelset ville jeg få kvalme og blive svimmel, hvilket betød, at jeg måtte cykle hjem efter første eller anden time. Det medførte en del fravær.

“Det er egentlig sjovt, at du siger det,” siger Skaaning Knage, da jeg fortæller hende om min egen oplevelse. Hun påpeger, at der i skolens historie altid har været elever med meget fravær, selvom der ikke findes pålidelig historisk data for det, som vi nu kalder skolevægring. Fraværet begyndte nemlig først at blive elektronisk registreret i 2010.

Allerede i 1979 identificerede den daværende børne- og undervisningsminister skoletræthed som en af de største udfordringer i den danske folkeskole. I 1980’erne kom der med ‘skolemæthed’ endnu et begreb til debatten. I 1990’erne handlede samtalen om mobning, og de seneste år har det stigende antal diagnoser været på dagsordenen.

Da jeg spørger min mor, der var min primære omsorgsperson, om hun kan udfylde de tomme huller i mine minder fra 7. klasse, er hun ikke til meget hjælp. Jeg husker det som meget frustrerende, at min mor troede, at jeg pjækkede, og at jeg ikke rigtig kunne forklare, hvad der egentlig var galt. Min mor har taget lettere på det, end jeg havde regnet med. “Jeg var egentlig ikke så bekymret for dig,” siger hun og påpeger til sit forsvar, at jeg klarede det fint fagligt og havde gode venner. “Var vi virkelig til lægen med det?,” spørger hun så.

“Hvis man ser på skolefravær i en politisk sammenhæng, så kan vi se, at der de sidste cirka 20 år er kommet mere og mere fokus på børns skolefravær. I lovgivningen er der blevet introduceret daglig fraværsregistrering, elektronisk registrering, tre fraværskategorier, sammenligning af fravær på tværs af skoler, og senest også en sanktion af forældre ved højt fravær. Noget tyder på, at man politisk set interesserer sig mere for fraværet end man har gjort tidligere, og det er også med til at producere fraværet som noget problematisk,” siger Skaaning Knage. Hun mener også, at både børn og forældre har fået mere sprog for mistrivsel. Hvilket med hendes ord er både på godt og ondt.

“Man kan jo måske godt forstå det, du fortæller, som en form for skolelivskrise, som langt hen ad vejen er blevet betragtet som naturlig og måske endda forventelig. En svær balance er derfor også at skulle vurdere, hvornår der er tale om en forventelig og forbigående skolelivskrise, og hvornår situationen er tippet over i noget mere omfattende og alvorligt,” siger Skaaning Knage.

Globalt fænomen?

Problemet er også på skemaet verden over, men det ser ikke ens ud alle steder. For et års tid siden var Skaaning Knage på en international konference om skolefravær, hvor der var en ambition om at lave en international definition på skolefravær og en tilhørende generel række årsagssammenhænge. Men det blev ret hurtigt tydeligt, at lande er meget forskellige og skolesystemer fungerer meget forskelligt. I Chile påvirker eksempelvis dårlig infrastruktur og dårligt vejr børns skolegang.

I Japan har et fænomen, der minder om skolevægring, længe været kendt under navnet hikikomori. I 1998 opfandt psykologen Tamaki Saito begrebet (afledt af verbet hiki “at trække sig tilbage” og komori “at være indenfor”). Landets regering vurderer, at op mod halvanden million mennesker ud af den japanske befolkning på knap 126 millioner lever som hikikomori.

Det japanske sundhedsministerium definerer en hikikomori som en person, der ikke har forladt sit værelse i mere end seks måneder. Saito benyttede begrebet til at beskrive unge mennesker, der ikke passer ind i andre psykiatriske diagnoser.

Hikikomori er blevet anset som en såkaldt kulturel sygdom, men ifølge Tadaaki Furuhashi, som er lektor ved Nagoya Universitet, findes tendensen i mange flere lande. Furuhashi har med sin forskning undersøgt og beskrevet fænomenet i Frankrig, Storbritannien, Nederlandene og Sverige.

I Sverige, der ligesom Danmark har både undervisningspligt og -ret, kaldes børn, der bliver hjemme fra skole for hemmasittare. Antallet af disse børn er fordoblet på bare fire år, fra 8.415 børn til 17.465.

Ufrivilligt ungdomsoprør 

Selvom fravær ikke er et nyt problem, kan man godt lede efter nogle svar i nyere samfundstendenser.

Ifølge Skaaning Knage er der sket en stor forandring i vores børnesyn de sidste 30 år. “Det er blevet vigtigere at gøre plads til børns følelser. Der er også blevet mere plads til at børn kan sige nej og sige fra. Vores skolesystem er ikke gearet til, at der kommer 25 børn og forholder sig kritisk til, hvordan undervisningen fungerer. På den måde kan man også forstå den aktuelle skolefraværskrise som noget der er opstået, fordi et børnesyn og et skolesystem har bevæget sig længere væk fra hinanden end tidligere.”

Samtidig har vores syn på skolen ikke ændret sig særlig meget. “Vi har meget svært ved at se skolen som noget, man ikke skal gå i og ikke kan lide,” som hun formulerer det.

Derfor ser Skaaning Knage skolevægringen som et oprør uden de genkendelige oprørsudtryk. “Mange af de børn, jeg har talt med, har et stort ønske om at få skolen til at fungere, så det er ikke et bevidst oprør mod skolen. Vi har en tendens til, at når noget fungerer, så tilskriver vi det kollektivet. Men når noget så ikke fungerer, så tilskriver vi det individet. Så tænker vi, det må jo være ham eller hende, der er noget i vejen med. Når jeg beskriver det som et oprør, så er det et forsøg på at vende blikket den anden vej.” /Emilie Ewald