Den kinesiske kløft

Nu skal man ikke være afhængig, men mindre afhængig. Da EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen for tre uger siden holdt sin årlige – og måske sidste – State of the Union-tale, var det nærmest som en gentagelse af hendes besøg hos Kina i april.  “De-risk, not decouple”, sagde hun atter i Strasbourg.

Selvom Kina ikke nævnes ved navn – som Politico påpeger, er Xi Jinping nemlig en slags Voldemort i EU – er der nu taget hul på det første store slag: Tirsdag præsenterede kommissær for det indre marked Thierry Breton samt næstformand Vera Jourová hele ti kritiske teknologier, som man vil “risikovurdere” – og som man altså ikke ønsker, at Kina skal dominere. Blandt dem er fire udvalgt som særligt følsomme: Halvledere, der findes i alt fra droner til mobiltelefoner, kunstig intelligens samt kvante- og bioteknologier.

“EU har indset, at man ikke behøver at afkoble sig legetøj eller videospil, fordi de ikke udgør nogen sikkerhedstrussel. Og afkobler man sig helt, mister man enhver indflydelse over Kina,” siger Agathe Demarais, der er seniorforsker ved den europæiske tænketank European Council on Foreign Relations. Som tidligere økonomisk rådgiver for det franske finansministerium har hun været udsendt i Rusland og Libanon, og sidste år udgav hun bogen Backfire: How Sanctions Reshape the World Against U.S. Interests.

Listen med de kritiske teknologier er kontroversiel blandt medlemslandene, der er uenige om, hvorvidt restriktionerne skal holdes til et minimum. Her har eksempelvis Tyskland og Frankrig ikke været afvisende over for at få tættere bånd med Kina, alt imens de østeuropæiske lande er blevet mere skeptiske.

Det betyder også, at listen er blevet så udvandet, at ikke engang den grønne omstilling har fået en plads, som det ellers var forventet, siger Agathe Demarais. Klimaet har hidtil været afgørende i EU’s planer om at løsrive sig fra Kina, og er med pandemien og krigen i Ukraine gået fra at være et teknisk til et geopolitisk spørgsmål.

“Så i virkeligheden er listen ikke specielt kontroversiel, for der er ikke rigtig noget på den, man kan være imod,” siger Demarais.

I hælene på USA

I første omgang skal medlemslandene inden udgangen af året finde ud af, hvad man i praksis vil gøre med de fire særligt kritiske områder: Skal man øge produktionen på europæisk jord eller omvendt sætte flere restriktioner på importen? Beslutningen skal træffes gennem såkaldte kollektive risikovurderinger, som det kan blive ret svære at blive enige om, inden EU i foråret skal overveje, om der skal flere teknologier på listen.

Dermed kommer processen højst sandsynligt til at leve op til “de-risk”-begrebets vage natur: Uanset om man kalder det de-risking eller afkobling, bliver det næsten umuligt at løsrive sig fra Kina, fordi unionen eksempelvis i den grønne omstilling er dybt afhængig af Kinas solpaneler, kompetencer inden for IT og ikke mindst de sjældne jordarter, som Kina sidder tungt på.

To tredjedele af EU’s virksomheder har ingen planer om at handle mindre med Kina. Det samme gælder over halvdelen af tyske virksomheder. Den tyske regering har også meldt klart ud, at man vil øge de såkaldte direkte investeringer. Tyskland investerede i 2022 hele 110 mia. euro i Kina. Til sammenligning brugte Danmark godt 1,2 mia. euro i perioden fra 2000 til 2008.

Derfor går EU’s strategi over for Kina mest på at sende værdipolitiske signaler om, at “Kina ikke spiller efter reglerne, at det ikke er en demokratisk stat og har imperiale ambitioner omkring Taiwan,” siger Agathe Demarais. “Pandemien og krigen i Ukraine har vist, at det måske ikke er en god idé at være afhængig af ét land, når det gælder kritiske varer, medicin og meget vigtig teknologi. Vi ved, at Kina er ved at forberede sit eget sanktionsregime. EU vil virkelig gerne undgå, at Kina slår igen, f.eks. ved at indføre en formel boykot af europæiske mærker.”

Det er dog ikke kun Kina, der er elefanten i rummet, mener hun. Den nye tilgang er i lige så høj grad udtryk for et ønske om at forsøge at hale ind på USA, der er “meget længere fremme”, når det gælder de-risking: “De har genoplivet industripolitikken, samarbejder med allierede og har indført eksportkontrol. Det er EU slet ikke i nærheden af. EU er meget mere eksponeret og ved, at de-risking kommer til at ske meget langsomt.”

Modsat effekt

Listen over de kritiske teknologier kommer på et tidspunkt, hvor den europæiske klimaindsats også er blevet accelereret med en ny toldmur, som introducerer verdens første klimatold.

Under den nuværende CO2-kvote-ordning, der blev indført i 2005, har Europas største industrier været tvunget til at investere klimavenligt. Nu skal importvarerne så pålægges afgifter svarende til det, en europæisk virksomhed skulle betale i CO2-afgift, hvis varen var produceret i EU. Formålet er dels at beskytte europæiske industrier mod unfair konkurrence – at produktionen flyttes til lande med lavere miljøstandarder – og dels, at ordningen skal tilskynde andre lande til at indføre høje afgifter.

Med den nye told skal virksomhederne hvert kvartal indrapportere, hvor meget CO2 de udleder. Hvis importørerne ikke opfylder rapporteringskravene, vil de blive pålagt bøder på op til 50 euro pr. ton CO2. I første omgang er der tale om en testperiode, inden tolden reelt træder i kraft fra 2026. Der er altså tale om en ret blød landing.

Kina, Indien og Tyrkiet har foreløbigt kaldt foranstaltningen en protektionistisk beslutning, der også er unfair for lande i det globale syd. Alligevel kan den ifølge visse analytikere vise sig at blive god for Kina. De højere CO2-priser kan reducere den interne konkurrence mellem europæiske virksomheder, selvom det netop er formålet at udligne risikoen. Derfor kan man paradoksalt nok ende med at give Kina en håndsrækning.

Private hensyn kommer først

Som det altid er med store forandringer, er der ikke ligefrem jubel hos de største CO2-udledende industrier. Særligt Tyskland brokker sig. Landets kemikalieindustri frygter et “bureaukratisk vanvid”, der ifølge EU-Kommissionen vil koste 27 mio. euro årligt i øgede administrationsomkostninger. Der er heller ikke nok toldmyndigheder og personale til at tjekke, at virksomhederne reelt udleder det, de siger, forklarer Anuj Saush fra tænketanken The Conference Board til Føljeton.

Det største problem er flaskehalse for importørerne, mener tænketanken, der varetager de europæiske industrivirksomheders interesser. Den tyske finansvirksomhed Allianz advarer også om risikoen for greenwashing, mens det hos stålindustriens medlemsorganisation Eurofer er budskabet, at bøderne slet ikke er høje nok, fordi virksomheder kan importere materialer som jern og stål efter de er blevet fremstillet som forbrugsvarer. Det kan være en måde at undvige klimatolden på – som vi også har set det med CO2-kvoter.

Ifølge Saush har der ellers tidligere været en positiv tilgang til klimatolden blandt de europæiske indkøbschefer. Sidste år var han vært for en rundbordssamtale, hvor de fleste svarede ja til, at de troede at klimatolden ville forbedre konkurrenceevnen: “Et år senere havde vi den samme samtale, og stemningen havde ændret sig. Nu var de dybt bekymrede over den administrative byrde,” siger Saush.

Det viser også, hvordan den grønne omstilling i højere grad er blevet viklet ind i geopolitiske spørgsmål, hvor hensynet til den private sektor står i vejen for idealerne, siger Agathe Demarais: “Det har ikke gennemslag, hvis du indfører restriktioner på milliarder af ting på én gang. Du kan have den bedste afkoblingsstrategi, men den virker først, når de private virksomheder følger den.” /Emma Louise Stenholm